Kritik: Tragisk sag fra Greve kalder på handling fra ministerier

Der gik tre måneder, inden en borger i Greve blev begravet. Det vidner om en eklatant systemfejl, mener Birthe Rønn Hornbech, der ønsker handling fra kirke og sundhedsministeren

Hvordan kan en afdød person blive glemt mellem kommune og kirke, som det er sket i Greve Kommune? Birthe Rønn Hornbech peger på, at der mangler en automatik, der får it-systemerne til at slå alarm.
Hvordan kan en afdød person blive glemt mellem kommune og kirke, som det er sket i Greve Kommune? Birthe Rønn Hornbech peger på, at der mangler en automatik, der får it-systemerne til at slå alarm. Foto: Adam Garff

I denne uge kom det frem, at der gik tre måneder, før en afdød borger i Greve Kommune blev begravet.

Kommunen registrerede ganske rigtigt dødsfaldet, der indtraf i februar, og underrettede også kirken. Men kommunen kontaktede ikke en bedemand, der kunne stå for begravelsen, og i stedet kom afdøde til at ligge i sit hjem i tre måneder.

En tragisk begivenhed, som Liselott Blixt, 1. viceborgmester (uden for parti) og formand for sundheds- og omsorgsudvalget i Greve Kommune over for Kristeligt Dagblad slog fast burde få konsekvenser:

"Det skal analyseres 100 procent, hvor det er, det er gået galt, og så skal der selvfølgelig indføres arbejdsgange, så det her ikke sker igen."

Systemet bør automatisk advare

Det er dog ikke kun i Greve Kommune, sagen bør få konsekvenser. Det mener Birthe Rønn Hornbech, forfatter, forhenværende kirkeminister og medlem af Folketinget for Venstre. I et debatindlæg på Kirke.dk kalder hun det "en eklatant systemfejl", at der ikke en nogen automatik, der sikrer, at reglerne om begravelse eller kremering overholdes. 

"Hvad hjælper det, at lægen skriver dødsattesten og indberetter dødsfaldet til offentlige myndigheders it-systemer, hvis ingen følger op på dødsfaldet, ud over bankerne, der omgående lukker afdødes konto, ligesom udbetaling af alle offentlige ydelser omgående standses?"

Birthe Rønn Hornbech mener, at it-systemerne bør slå alarm, hvis begravelse eller kremering ikke har fundet sted.

"For det første må der naturligvis være en automatisk erindring efter for eksempel fjorten dage. For det andet må der udarbejdes klare regler for, hvem der har ansvaret for at følge op på sagen, så loven overholdes, og begravelse eller kremering finder sted."

Kordegneformand: Anledning til samtale om procedurer og forpligtelser

Kirke.dk har bedt Henrik Højen, formand for Kordegneforeningen, om forholde sig til kritikken. Han kender ikke noget til den konkrete sag og vil derfor ikke gå ind i den. Og i udgangspunktet fungerer tingene udmærket i dag, mener han. 

"Men sagen er da en anledning til lokalt at få talt om, hvad man gør, hvis der ikke sker noget efter fem-seks dage. Hvilke procedurer har man for det?"

"Og så kan det også være, man i en bredere kontekst skal få talt om, hvor langt folkekirkens forpligtelse går inden for den lovgivning, der er på området."

Ifølge Birthe Rønn Hornbech er det Kirkeministeriet og Sundhedsministeriet, der bør sikre, at deres systemer sikrer, at loven overholdes.

"Hvad gør sundhedsministeren, og hvad gør kirkeministeren for at rette op på fadæsen, så nogen følger op på lægens dødsanmeldelse? Omgående."

Hundige-Kildebrønde Sogn: Kommunen har taget ansvaret

Tilbage i Greve har Axel Busch Rewitz, der er administrationschef i Hundige-Kildebrønde, ikke lyst til at svare på Kirke.dk's spørgsmål om, hvorfor der kunne gå tre måneder, inden der skete noget i sagen, og hvorfor det først var efter tre måneder, kirken tog kontakt til kommunen. Han tilføjer dog:

"Kommunen har taget det fulde ansvar i sagen. Men jeg har ikke lyst til at kaste nogle personer, hverken i kommunen eller i kirken, under bussen."

Over for Kirke.dk bekræfter Greve Kommune, at de har taget ansvaret for den tragiske hændelse, som kommunen beklager dybt.