Kirkeudvalget: Udvalgsmedlemmer skiftes ud, lige inden arbejdet går i gang

Kristian Jensen, Carsten Kissmeyer og Anni Mathiesen fra Venstre samt SF's formand Pia Olsen Dyhr blev efter folketingvalget i juni valgt som medlemmer af Folketingets Kirkeudvalg. Nu er de trådt ud, kort tid før udvalgets arbejde går i gang

Tomme stole i et af Folketingets udvalg. Tre venstrefolk og SF's formand, der kort før sommerferien blev udpeget som kirkeudvalgsmedlemmer af deres partier, er nu trådt ud af udvalget. Deres afløsere er fundet. Arkivfoto.
Tomme stole i et af Folketingets udvalg. Tre venstrefolk og SF's formand, der kort før sommerferien blev udpeget som kirkeudvalgsmedlemmer af deres partier, er nu trådt ud af udvalget. Deres afløsere er fundet. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det blev en kort fornøjelse for tre venstrefolk og SF's formand, der efter blot et par måneder har valgt at trække sig fra Folketingets Kirkeudvalg. Kort efter folketingsvalget i juni fik de ellers sæde i udvalget, men selve udvalgsarbejdet når de altså ikke at tage del i.

Kristian Jensen, der er afgående næstformand for Venstre, og Pia Olsen Dyhr, der er formand for SF, er de to mest prominente politikere, der nu afløses af partifæller.

Bertel Haarder vender tilbage

Tidligere kirkeminister Bertel Haarder, der indtil folketingsvalget havde siddet i Kirkeudvalget i flere år, men trådte ud af udvalget, vender nu tilbage. Derudover overtager tidligere skatteminister Karsten Lauritzen og klima- og energiordfører Thomas Danielsen de øvrige Venstre-pladser efter Carsten Kissmeyer og Anni Mathiesen.

SF har valgt at udpege Ina Strøjer-Schmidt (SF) som Pia Olsen Dyhrs afløser i Kirkeudvalget. 

Kristian Jensen (V) nåede faktisk at blive valgt som Kirkeudvalgets næstformand. Den post overtages nu af kirkeordfører Louise Schack Elholm (V). 

Udvalgsarbejdet begynder denne uge

Det første udvalgsmøde i Kirkeudvalget finder sted onsdag den 11. september.  

På udvalgsmødet bliver de 29 udvalgsmedlemmer blandt andet introduceret for det kirkepolitiske områdes tekniske og økonomiske sider, ligesom de skal tage stilling til et par invitationer til mødedeltagelse fra Københavns Stift og Provsteforeningen.

 

Missing indholdselement.