Kirkeminister: Flere teologistuderende vil føre til øget ledighed

I et svar til Folketingets kirkeudvalg slår kirkeminister Joy Mogensen fast, at hver fjerde teolog er ledig i 4. til 7. kvartal efter endt uddannelse. Hun stiller spørgsmål ved, om flere teologistuderende vil mindske præstemanglen

Ledigheden blandt teologer er på 23, 2 procent blandt nyuddannede teologer imellem et år og to efter, de er blevet færdig med deres uddannelse, slår kirkeminister Joy Mogensen fast. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der mangler folkekirkepræster i Danmark, lyder det jævnligt fra biskopper og menighedsråd.

Men det skyldes ikke, at der er for få teologiske kandidater: Kirkeminister Joy Mogensen (S) skriver i et udvalgssvar til Birgitte Bergman, kirkeordfører for De Konservative, at op mod hver fjerde nyuddannede teolog er ledig.

”Teologiuddannelsen er i dag underlagt ledighedsbaseret dimensionering, da teologi har en relativt høj ledighed blandt de nyuddannede på 23,2 procent i fjerde til syvende kvartal efter endt uddannelse.”

Et tal, der ifølge ministeren er markant højere end i andre fag:

”Til sammenligning er ledigheden blandt de nyuddannede fra de videregående uddannelser generelt på 9,8 procent i samme periode.”

Teologiuddannelsen er i dag underlagt ledighedsbaseret dimensionering, da teologi har en relativt høj ledighed blandt de nyuddannede på 23,2 procent i fjerde til syvende kvartal efter endt uddannelse

Joy Mogensen (S), kirkeminister

Birgitte Bergman har bedt om kirkeministerens kommentar til et forslag fra Det Konservative Folkeparti om, at dimensioneringen på teologi løftes ud af ledighedsdimensioneringen og over i den såkaldte uddannelsesspecifikke dimensionering, hvor dimensioneringen skal fastsættes af efter indstilling fra aftagerne, som det kendes fra blandt andet medicin og sygeplejerskeuddannelserne.

Af svaret fremgår det, at kirkeministeren ikke mener, at der er basis for en sådan ordning, og at et øget optag på teologiuddannelserne ikke vil afhjælpe præstemanglen:

”Der vil dermed uanset valg af dimensioneringsmetode skulle tages stilling til, hvorvidt øget optag på teologi er det rette redskab til at imødegå præstemangel, da det må forventes samtidig at føre til øget ledighed blandt nyuddannede teologer."

Spørgsmålet er en del af længere række udvalgsspørgsmål fra Birgitte Bergman. Alle har fokus på, hvordan præstemanglen kan afhjælpes.

Dimensionering

Den ledighedsbaserede dimensionering sætter loft over uddannelser med markant og systematisk overledighed.

Der er fastsat uddannelsesspecifik dimensionering for uddannelser med specifikke aftagermarkeder. For universitetsuddannelserne er den uddannelsesspecifikke dimensionering fastsat i finanslovens anmærkninger. De omfattede uddannelser er autorisationsuddannelserne til læge, tandlæge, dyrlæge og kiropraktor samt journalistuddannelsen på SDU og RUC.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet