Anders Bording-prisen 2019

Kirke.dk vinder fornem journalistisk pris

Kirke.dk modtog Anders Bording-prisen for fagmedier ved en ceremoni på Københavns Rådhus. Fra venstre journalist Heiner Lützen Ank, digital seniorarkitekt Kristoffer Arrild, redaktør Kåre Gade, journalist Johannes Jacobsen, universitetspraktikant Josefine Mikuta Poulsen, studentermedhjælp Viktor Dylander, universitetspraktikant Jakob Bruhn-Hansen og kommerciel direktør på Kristeligt Dagblad Hans Christian Koch. Foto: Danske Medier

Kirke.dk har vundet den prestigefyldte Anders Bording-pris for fagmedier for "at skabe et toprelevant, digitalt nichemedie med nødvendigt indhold til en klart defineret målgruppe"

Kirke.dk har vundet Anders Bordings Mediepris, der gives til et specialmedie, der i særlig grad har formået at ramme sin målgruppe. Prisen blev overrakt den 21. juni på Københavns Rådhus.

Kirke.dk var nomineret til Anders Bording-prisen sammen med Tandlægeforeningens og Ergoterapeutforeningens medlemsblade.

Kirke.dk er således det eneste nominerede medie, der ikke er et medlemsblad, men et uafhængigt fagmedie.

Kirke.dk vandt ifølge juryens motivering prisen "for i god samklang med husets andre medier at skabe et toprelevant, digitalt nichemedie med nødvendigt indhold til en klart defineret målgruppe, der i stor stil både bruger og betaler for mediet."

Redaktør for Kirke.dk, Kåre Gade, er glad og stolt over udfaldet:

”Prisen er en anerkendelse af, at vi meget hurtigt har fået fodfæste blandt kirkelivets ansatte og beslutningstagere. Og så er den et kollegialt skulderklap til alle de medarbejdere på Kirke.dk’s redaktion, som det seneste år har arbejdet engageret med at skabe et nyt og relevant medie til dansk kirkeliv.”

Også chef-redaktør for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, er meget glad for anerkendelsen:

”Kirke.dk er en vigtig del af mediehuset Kristeligt Dagblads digitale satsninger. Jeg er glad for den faglige anerkendelse, som Anders Bording Prisen er udtryk for, og som bekræfter den meget positive respons, vi oplever fra vores abonnenter.”

Hædersprisen er opkaldt efter Anders Bording, som i 1666 udgav det første periodiske tidsskrift i Danmark. Prisen er indstiftet af Dansk Fagpresse i 1964 og uddeles af Danske Medier.

Medieprisen uddeles til et specialmedie, der i særlig grad er i stand til at ramme sin målgruppe og/eller opbygge en forretningsmodel og derfor bør tjene til inspiration for andre, skriver Danske Medier.

Tidligere vindere af Medieprisen

2018: Danwatch

2017: Uniavisen

2016: Realityportalen

2015: Folk & Kirke

2014: Samvirke