FrikirkeNets generalsekretær var med, da kendt komiker blev døbt for anden gang: "Jeg burde have tænkt over det"

I 2024 blev Casper Christensen døbt i frikirken Hillsong, selvom han fire år før blev døbt i folkekirken. Gendåb er i strid med folkekirkens dåbssyn. Ifølge Casper Christensen var Mikael Wandt Laursen med til at døbe ham, men det afviser Mikael Wandt Laursen

Generalsekretær i FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen afviser, at det er ham, der har døbt komikeren Casper Christensen, selvom Casper Christensen på en video takker ham for det. Jeg var blot hjælper ved dåben, lyder det fra Mikael Wandt Laursen.
Generalsekretær i FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen afviser, at det er ham, der har døbt komikeren Casper Christensen, selvom Casper Christensen på en video takker ham for det. Jeg var blot hjælper ved dåben, lyder det fra Mikael Wandt Laursen. Foto: Johanne Teglgård Olsen

På en augustlørdag i 2024 blev komikeren, manuskriptforfatteren og instruktøren Casper Christensen døbt. Igen.

Det lille ord "igen" vender vi tilbage til, for det har nemlig betydning for andre end blot Casper Christensen.

Denne artikel er en del af dette tema:
Mest læste 2025
Mest læste 2025

Forud for dåben i 2024 gik et årelangt forløb, som Casper Christensen har fortalt vidt og bredt om, blandt andet til Kristeligt Dagblad, og hvor hovedingredienserne var misbrug, fest og farver. Indtil Casper Christensen i 2016 begyndte i et terapiforløb, der endte med, at han blev døbt. Ikke i 2024, men i 2020. Dengang foregik det i folkekirken i Hornbæk.

Det stoppede dog ikke her. For siden har Casper Christensen løbende offentligt vedkendt sig sin kristne tro og i større og større grad koblet den sammen med den kristne frikirke, Hillsong, og ledende præst i Hillsong, Thomas Hansen. 

Ligesom Casper Christensen løbende har talt om tro med generalsekretær i Frikirkenet Mikael Wandt Laursen og også medvirket i det stort anlagte, tværkirkelige projekt "Lad os tale om Tro", som Mikael Wandt Laursen er ophavsmand til.

Casper Christensen takker Mikael Wandt Laursen for dåben

Dermed er vi tilbage ved ordet "igen". På en video på det sociale medie YouTube kan man se en video, hvor Casper Christensen over for et større publikum i Kirken i Kulturcenteret i Københavns Nordvestkvarter fortæller om den trosmæssige udvikling, han har været igennem. En fortælling, han slutter af med ordene:

"Det sidst nye, der er sket, er, at jeg var så heldig og privilegeret at blive døbt af Mikael [Wandt Laursen] i går. Tak, Mikael."

Over for Kirke.dk bekræfter Casper Christensen, at det var præsterne Mikael Wandt Laursen og Thomas Hansen, der døbte ham. Det foregik i havet ved en strand, hvor også andre voksne blev døbt, som beskrevet i en artikel i Weekendavisen i dag.

Wandt Laursen: Det er en misforståelse

Mikael Wandt Laursen er ved siden af sit virke som generalsekretær i FrikirkeNet tilknyttet pinsekirken, hvor man døber voksne, selv om de for eksempel er barnedøbt i anden kirke. Det forekommer også i nogle af de andre frikirker. 

Men gendåb er i strid med den lutherske folkekirkes dåbssyn. Her er dåben er et sakramente: Den er Guds handling, ikke menneskets, og den er fuldgyldig, også når det er et lille barn, der modtager den. Af samme grund anerkender folkekirken enhver dåb i den treenige Guds navn som gyldig, uanset hvilken kirke, dåben er foretaget i.

Da Kirke.dk spørger Mikael Wandt Laursen, om det er problematisk, at han som generalsekretær i FrikirkeNet målbevidst har arbejdet for at styrke forholdet mellem folkekirken og frikirkerne, men samtidig er med til at døbe et menneske, der blot få år tidligere er blevet voksendøbt i folkekirken, afviser han, at han har døbt Casper Christensen.

"I det konkrete tilfælde er jeg med som ven og gruppeleder, og ikke dåbsforretteren. Og det er ikke et udtryk for min egen dåbsteologi. Casper er en del af Hillsong, mens jeg er medlem af en anden frikirke i byen.”

”Men Thomas Hansen og jeg har en mandegruppe sammen. Denne gruppe er Casper en del af, og på et tidspunkt var der en del af gruppen, der gerne ville døbes i Hillsong, da de var blevet en del af kirken, og så spurgte de, om jeg ikke havde lyst til at være med til dåben."

"Så jeg var med, men det var Thomas Hansen og Hillsong, der døbte Casper Christensen."

Tænkte først over det ude i vandet

Efter at Kirke.dk har talt med Casper Christensen, der altså bekræfter, at Mikael Wandt Laursen sammen med Thomas Hansen døbte ham, tilføjer Mikael Wandt Laursen dog:

"Det er fair nok, at Casper har den opfattelse, da jeg er med ude i vandet, men jeg har ikke været ind over hans dåb. Det er Thomas [Hansen], der er hans præst og som har fulgt ham i det.”

"Så nej, jeg døbte ikke Casper Christensen, men det er rigtigt, at jeg fungerede som hjælper og var med ude i vandet. Men det gjorde jeg ved flere i mandegruppen, der blev døbt den dag."

"Det er dog i vores sammenhæng ikke det samme som, at man døber personen. Det var Thomas Hansen."

Mikael Wandt Laursen medgiver, at han tidligere havde læst at Casper Christensen var døbt i folkekirken, men det var ikke noget han havde tænkt på før Casper kom gående ud i vandet som en af dem fra gruppen der skulle døbes.

"Jeg burde have været opmærksom på det, men da jeg ikke havde været en del af hverken dåbssamtaler eller forberedelser, så jeg må ærligt erkende, at jeg ikke havde tænkt over det før vi stod i vandet. Men det burde jeg."

"Her bagefter kan jeg godt se, at det var nok noget, jeg skulle have været mere opmærksom på og have øje for fremadrettet."

Forskelligt dåbssyn hindrer ikke samarbejde

Ifølge Mikael Wandt Laursen er det at gå for vidt at hævde, at han har deltaget i en gendåb. For uanset hvad man måtte mene om hans rolle i Casper Christensens dåb, så mener han, at der skal være plads til forskelligheden i dåbssynet.

"Som generalsekretær i FrikirkeNet vil jeg altid stå på mål for frikirkernes ret til udøve den dåbspraksis, de nu har, uden at de af den grund skal skydes i skoene, at de ikke vil samarbejde med folkekirken eller andre kirkelige aktører."

"Denne sag viser forskellen på den sakrale dåb og den mere symbolske dåb, vi taler om i frikirkelig sammenhæng. Når vi i frikirkerne døber voksne, der blev døbt som børn, så er det et udtryk for, at vi i de fleste frikirkerne mener, at dåb og bekendelse hører sammen. Dåben er symbolet på et menneskes overgang fra døden til livet."

"Så at tale om gendåb i denne sammenhæng bliver for mig en slags pseudosamtale."

"Derfor taler vi uanset hvad ikke om gendåb, men jeg forstår godt, at det fra et folkekirkeligt, sakralt dåbssyn, at Gud har handlet en gang for alle i selve dåbshandlingen, kan opfattes som sådan."

Derfor er det også at gå for vidt at tolke en dåb som denne som et forsøg på at "stjæle" et medlem fra folkekirken, også selvom et folkekirkemedlems dåb i en frikirke fra et folkekirkeligt synspunkt er en de facto-udmeldelse af folkekirken.

"Jeg burde have været opmærksom på, at nogen kunne tolke det sådan. Jeg ønsker bestemt ikke at være med til at skabe misforståelser. For mig er det vigtigt, at vi står sammen som kirker."

"Så set i det lys er jeg igen blevet mindet om, hvor vigtigt det er at være opmærksom på forskellen i opfattelsen af nadver og dåb i både den katolske kirke, folkekirken og frikirkerne."

Tænker det ind fremadrettet

Hele misforståelsen, som Mikael Wandt Laursen kalder situationen, stammer fra filmen på YouTube. En film, der ærgrer Mikael Wandt Laursen.

"På den ene side kunne jeg godt være fristet til spørge den kirke, der har lagt den op, om de ville tage den den ned for at folk ikke skal læse min egen dåbsteologi ud af den. Men på den anden side, så er den også et vidnesbyrd, som den kirke og andre glædes ved. Ikke fordi det siger noget om folkekirkens dåb, men om Caspers trosrejse. Jeg tror viljen til samarbejde og plads til forskellighed er nødt til at gå hånd i hånd."

Misforståelsen har desuden givet Mikael Wandt Laursen noget at tænke over i forhold til den nye stilling som direktør for tænketanken Resonantia, som skal lave samtaleevents om eksistens og tro. En stilling, han tiltræder den 1. august 2025

"Det vil jeg være meget opmærksom på. Det er en uafhængig institution, der ønsker et bredt kirkeligt samarbejde i Danmark. Det er en af de lektier, jeg har taget med mig."

Thomas Hansen, ledende præst i Hillsong, har ikke ønsket at udtale sig til denne artikel.