Fornemt afviklet åbningsgudstjeneste bød vejret trods på Himmelske Dage

Trods kulde og silende regn blev den veltilrettelagte åbningsgudstjeneste på Himmelske Dage i Herning gennemført med professionalisme og engagement

Omkring 200 sangere fra lokale kirkekor og folkekor medvirkede i åbningsgudstjenesten til Himmelske Dage på Heden. Ligesom de mange deltagere, der stod tæt under paraplyerne på Torvet i Herning, lod sangerne sig ikke slå ud af den silende regn. Se flere billeder under artiklen.
Omkring 200 sangere fra lokale kirkekor og folkekor medvirkede i åbningsgudstjenesten til Himmelske Dage på Heden. Ligesom de mange deltagere, der stod tæt under paraplyerne på Torvet i Herning, lod sangerne sig ikke slå ud af den silende regn. Se flere billeder under artiklen. Foto: Kåre Gade

Vejrudsigten var ikke for lovende, da besøgende og medvirkende begyndte at ankomme til Herning om formiddagen på Kristi Himmelfartsdag. Og efterhånden som åbningsgudstjenesten klokken 14 nærmede sig, begynde det at ligne et worst case scenario for arrangørerne af Himmelske Dage på Heden: 

Temperaturen sneg sig kun lige op på 10 grader, og regnen begyndte at sile ned. Og den blev ved med at sile ned, mens stadigt flere mennesker skuttede sig under halvtagene og restauranternes baldakiner på Torvet i Herning.

Det var et vejr, der kunne sende kuldegysninger gennem selv gennem hærdede, professionelle festivalarrangører, men holdet bag afviklingen gennemførte åbningsgudstjenesten uden skyggen af tekniske fejl og forsinkelser. 

Ikke mindst den musikalske del af gudstjenesten, der indledtes med klokkespil fra Herning Kirke, imponerede: Prinsens Musikkorps sad i nogenlunde læ, men både dirigent og arrangør Søren Birch, assisterende dirigent Morten Bunk og det store kor af kirkesangere og folkekor stod stoisk i regnen og gennemførte programmet trods duggede briller og dyngvåde nodeark.

Mest imponerende var dog det store opbud af gudstjenestedeltagere, der fyldte Torvet i Herning under farverige paraplyer og regnslag allerede i god tid inden gudstjenesten. 

Baptistkirkens generalsekretær Lone Møller-Hansen indledte gudstjenesten med at undskylde, at organisatorernes aftale med Vorherre tilsyneladende var svipset. Men trods regnen blev de 1500 til 2000 deltagere stående og lyttede til biskop i Viborg Henrik Stubkjærs prædiken og præsident for Verdenssammenslutningen af Reformerte Kirker Najla Kassabs bøn. 

I betragtning af, at Himmelske Dage på Heden for kun få dage siden stadig efterlyste frivillige, blev åbningsgudstjenesten afviklet med en professionalisme og et engagement,

der lover godt for afviklingen af de mange arrangementer frem til søndag.

Da hele Torvet stemte i på Grundtvigs ”Vaj nu, Dannebrog, på voven” – også dem, der stod så langt ud hjørnerne, at de ikke kunne se teksten på storskærmene – blev digt næsten til virkelighed: ”Jorden løftet er mod Himlen, Himlen sænket er mod jord.”

Og ikke kun, fordi himmel og jord stod i ét.

Foto: Heiner Lützen Ank
Foto: Heiner Lützen Ank
Foto: Kåre Gade
Foto: Kåre Gade
Foto: Heiner Lützen Ank
Foto: Kåre Gade
Foto: Kåre Gade
Foto: Kåre Gade