Forening bag ‘Min sidste vilje’-folder: Positivt, hvis folkekirken kopierer vores foldere

Foreningen Liv&Død, som opfandt ‘Min sidste vilje’-folderen, bifalder, at flere sognekirker og kirkegårde er begyndt at uddele lignende foldere

Det er kun godt, at folkekirken også er begyndt at tilbyde folk 'Min sidste vilje'-foldere, hvor man kan skrive sin ønsker til begravelse ned, mener sekretariatschef hos Liv&Død Kirsten Søndergaard - også selvom flere af passagerne i kirkernes foldere er taget direkte fra foreningens egen folder.
Det er kun godt, at folkekirken også er begyndt at tilbyde folk 'Min sidste vilje'-foldere, hvor man kan skrive sin ønsker til begravelse ned, mener sekretariatschef hos Liv&Død Kirsten Søndergaard - også selvom flere af passagerne i kirkernes foldere er taget direkte fra foreningens egen folder. Foto: Adam Garff

Det er kun positivt, at traditionerne forandrer sig, og det ikke længere kun er bedemændene og foreningen Liv&Død, der opfordrer folk til at forholde sig til den praktiske håndtering af deres egen død. 

Det mener sekretariatchefen hos Liv&Død, der roser, at flere lokale kirker er begyndt at uddele ‘Min sidste Vilje-foldere selv om de til forveksling minder om de foldere, som foreningen står bag.

“Der er ikke nogen, der har patent på 'Min sidste vilje', og som forening har vi den holdning, at jo flere, der kan få folk til at tage stilling til, hvad der skal ske, når de dør, desto bedre,” siger Kirsten Søndergaard.
 
Som Kirke.dk tidligere fortalt, bliver der nu uddelt 'Min sidste vilje'-foldere i både kirker og på kirkegårde i Tønder og Silkeborg.

Fra ligbrændingslov til Facebook og Politiet

Foreningen Liv&Død står bag den originale udgave af 'Min sidste vilje', og sekretariatchefen henviser til, at de første udgaver af dokumentet blev udarbejdet allerede i slutningen af 1800-tallet.

Det var dengang Danmark fik en ligbrændingslov og folk for første gang skulle tage stilling til, om de ville kremeres, hvilken urne asken skulle i, og hvor urnen efterfølgende skulle placeres.
 
Sidenhen er der kommet alt fra ønsker om salmesang til kodeord til Facebook med i dokumentet, ligesom det er blevet kutyme at udfylde folderen, hvis man er medarbejder i Politiet og i Forsvaret. 

Folkekirken får flere til at tage stilling 

Selv om Kirsten Søndergaard synes, det ser ud til, at flere af passagerne i dokumenterne fra kirkerne i Tønder og Silkeborg er taget direkte ud af Liv&Død-udgaven, roser hun stadig tiltaget.
 
Folkekirken kan få endnu flere til at tage stilling til deres egen død, mener hun.
 
”De fleste kommer først til bedemanden, når deres pårørende er døde. Derfor vil det sikkert få flere til at tage stilling, hvis de møder dokumentet i kirken, hvor de måske kommer lidt oftere.”