Eksperter: Kirkeliv kan lære af frivillig-vækst i Ældre Sagen

På seks år har Ældre Sagen næsten fordoblet deres antal af frivillige. Eksperter vurderer, at kirken og de kirkelige organisationer kan lære af succesen

Kirken og de kirkelige organisationer kan lære af Ældre Sagen, når de skal rekruttere frivillige. Et godt råd er, at være klar til at rekruttere i samme øjeblik, som potentielle frivillige forlader arbejdsmarkedet, lyder det fra en ekspert. Her er en frivillig fotograferet i en af Kirkens Korshærs genbrugsbutikker. Foto: Adam Garff

Når et menighedsrådsvalg nærmer sig, eller sæsonstart er lige rundt om hjørnet i den lokale FDF-kreds, er et hyppigt tema rekruttering. Mange oplever det som en udfordring at finde nok frivillige, men tilsyneladende har Ældre Sagen fundet opskriften.

I 2012 havde foreningen godt 11.000 frivillige, og i år forventer de at runde 20.000 frivillige, hvilket næsten er en fordobling på seks år. 

Det fortæller frivilligchef i Ældre Sagen, Lars Linderholm.

”En af de ting, vi har gjort for at få flere frivillige, er at udvide paletten af aktiviteter. Nye tiltag tiltrækker ofte andre typer af mennesker,” siger han.

For eksempel er Ældre Sagen som en konsekvens af den omfattende digitalisering begyndt at udbyde it-relaterede aktiviteter. Det har givet organisationen cirka 2000 nye frivillige, der hjælper andre ældre med at håndtere e-boks og NemID.

Et andet projekt, der har tiltrukket 600 nye frivillige, går ud på, at ældre giver en ekstra hånd med i en ofte travl hverdag i børnehaver eller skoleklasser.  

”Måske kan man ikke se sig selv som besøgsven for en jævnaldrende, men kan bedre forestille sig at lave noget sjovt med en gruppe børn,” siger Lars Linderholm.

Udover at sætte nye projekter i søen, har Ældre Sagen også arbejdet med at udvikle måden, hvorpå man kan være frivillig i allerede eksisterende aktiviteter, fortæller frivilligchefen.
 

Den tilgang til rekruttering af frivillige har kirken og de kirkelige organisationer historisk set også mestret, fortæller ph.d.-studerende Dorte Gørtz Kappelgaard.

”For 150 år siden var kirken og de kirkelige organisationer nogle af de mest innovative inden for det sociale område. Her så man behov og spurgte sig selv, hvordan man som kirke eller organisation kunne opfinde en frivillighed, der så kunne imødekomme disse behov,” siger Dorte Gørtz Kappelgaard, hvis forskningsprojekt er finansieret af Kirkefondet og forankret på Det Teologiske Fakultet i København.

Hun mener, at kirken og de kirkelige organisationer i dag må genfinde denne evne til ligesom Ældre Sagen at tænke innovativt.

"Det sker heldigvis allerede nogle steder. Og det er nødvendigt, fordi der sker så store forandringer i vores samfund. Det er i den grad relevant at sætte fantasien i spil og lade de behov, vi ser, forme frivilligheden," siger hun.

Hun mener også, at kirken kan adoptere Ældre Sagens succes med at tænke i nye aktiviteter, der kan tiltrække nye frivillige.

”Der er rigtig mange mennesker, der potentielt kunne lave kirkeligt arbejde. Når det ikke sker, er en af forklaringerne, at de ikke oplever, at opgaverne, der udbydes, passer til dem,” siger hun.

Konsulent og rådgiver i Center for Frivilligt Socialt Arbejde, Torsten Højmark Blunck Hansen, mener også, at kirken og de kirkelige organisationer med fordel kan kigge Ældre Sagen over skulderen.  Et vigtigt forbehold er dog, at Ældre Sagen arbejder ud fra nogle helt andre præmisser end de fleste sognekirker og kirkelige organisationer. For eksempel har de en decideret frivilligafdeling, hvor 25 medarbejdere arbejder med at understøtte det frivillige arbejde i organisationens lokalforeninger.

”Men når det er sagt, er der flere ting man kan lade sig inspirere af. En af de ting, man kunne kopiere, er Ældre Sagens evne til at rekruttere netop, når potentielle frivillige stopper på arbejdsmarkedet. Det er vores erfaring, at man har en højere succesrate, hvis man er blandt de første, der henvender sig. Ligeså snart folk er engagerede et par steder, hænger de ofte ved der, og har ikke tid til at engagere sig yderligere,” siger han.