Årsmøde i Landsforeningen

Deltager på årsmøde: Det er rart, at vi er mange

Lise Lotte Kähler Saxild er med på årsmødet for sjette gang, og hun kan godt lide tanken om, at så mange er samlet om det samme formål Foto: Heiner Lützen Ank

Lise Lotte Kähler Saxild er med på årsmødet for sjette gang, og hun er glad for at blive bekræftet i, at der mange med til at binde folkekirken sammen

Det er ikke første gang, Lise Lotte Kähler Saxild er til årsmøde i Landsforeningen af Menighedsråd. Faktisk er det sjette gang. Hun kan godt lide det at være sammen med mange mennesker og kan gode lide debatterne på årsmødet. Et par gange har hun endda blandet sig i debatten fra talerstolen, selvom der er mange hundrede mennesker, der kigger på én, når man står deroppe. 

”Det er vigtigt med et årsmøde. Første gang jeg var med, slog det mig, hvor stort et apparat det hele er.”

En oplevelse, der fyldte Lise Lotte Kähler Saxild med ro.

”Der er ligesom en tryghed i at vide, at vi er mange sammen om det her. Det kan jeg godt lide.”

Når Lise Lotte Kähler Saxild ikke er til årsmøde i Landsforeningen af Menighedsråd, er hun medlem af menighedsrådet i Hundige-Kildebrønde. Et sogn med mange aktiviteter.

”Der er mange, der kommer til gudstjeneste hos os. Vi har to gudstjenester hver søndag, og juleaften har vi seks-syv gudstjenester, så der er god kirkegang.”

Et af de temaer, der fylder noget for menighedsrådet i Hundige-Kildebrønde, er mødet mellem forskellige kulturer.

”Kulturmøde er et stort emne for os, og så har vi også stor fokus på diakoni. Vi har således en sognediakon ansat, der arbejder målrettet med dette emne.”

Kirke.dk er til stede på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde og bringer blandt andet en række små portrætter af nogle af årsmødedeltagerne.

Kan lide indholdet af denne artikel? Læs flere på Kirke.dk og tilmeld dig nyhedsbrevet på www.kirke.dk – det er nemt og gratis.