Biskopper og præster protesterer mod regeringens flygtningepolitik

En stor del af de syriske flygtninge, der kom til Danmark med flygtningestrømmen i 2015, kan ifølge regeringen sendes hjem, uden at deres sikkerhed er truet. Det får nu en række præster til at sende en protest til regeringen. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix (002)

Medlemmer af flere kirkesamfund, heriblandt tre af folkekirkens biskopper, har underskrevet en protest mod regeringens hjemsendelse af syriske flygtninge. De mener, at politikken er inhuman. Socialdemokratiets kirkeordfører har fuld tillid til udlændingemyndighedernes afgørelser

Står det til regeringen, skal en større gruppe syriske flygtninge sendes tilbage til Syrien, fordi de ikke har fået forlænget deres opholdstilladelse. En hjemsendelse, der blandt andet omfatter flere gymnasieelever.

Det fik tidligere på foråret en række skolefolk, herunder repræsentanter for Grundtvigsk Forum, højskole- og friskolebevægelsen, til at skrive en kronik i Berlingske. I denne opfordrede de til "ordentlighed" i udlændingepolitikken” og spurgte blandt andet:

”Er vi ved at dreje landets grundlæggende værdisæt i en ny retning, hvor børn og unge på daglig basis oplever førende politikere blottet for tvivl udføre stærkt dilemmafyldte beslutninger og endda udtaler sig skeptisk overfor stolte institutioner som eksempelvis FN?”

Grim og kynisk politik

En af dem, der læste skolefolkenes opfordring, var Inger Margrethe Andersen, sognepræst i Bælum-Solbjerg-Skibsted. 

Siden da har det rumlet i hende, og nu har hun taget konsekvensen af skolefolkenes offentlige udmelding. 

”Jeg blev frustreret, da jeg læste indlægget, for skolefolkene har jo ret. Nu har det modnet sig så meget, at jeg er klar til at protestere. Derfor har jeg igangsat en underskriftindsamling, som skal sendes til regering og Folketinget. Regeringens politik på dette område er kynisk og grim.”

I skrivende stund har 160 præster og kirkefolk fra folkekirken og andre kirkesamfund skrevet under på protesten. 

I følgebrevet opridses tre punkter, som underskriverne vender sig imod:

  • For det første hjemsendelsen af syriske flygtninge til et land, som blandt andet FN og Amnesty International anser for at være usikker.
  • For det andet adskillelsen af familier.
  • For det tredje den dehumanisering og værdikrise, den førte politik ifølge underskriverne er udtryk for.

”Vi taler ikke på kirkens vegne, det kan vi slet ikke,” siger Inger Margrethe Andersen. 

”Men vi er borgere i dette land. Dermed har vi også ret til at protestere, og det er vigtigt, at regeringen mærker, der er et folkeligt pres imod dens politik. Denne politik bryder med alt, jeg er opdraget med, og alt det vores land står for. Man skal kunne leve med sig selv.”

”Jeg mener bestemt ikke, vi bryder med dekorum. Hertil kommer, at vi har holdt os fra at argumentere ud fra Bibelen. Men der står dog, at man skal tage sig af enken, den faderløse og den fattige. Det er det, der er på spil i denne sag.”

Politikken er beskæmmende

Underskriverne kommer fra forskellige kirkesamfund, herunder Baptistkirken i Danmark. Vibeke Dalsgaard er næstformand i Baptistkirken i Danmark og formand for Det Radikale Venstre i Jammerbugt, Blokhus, og hun var ikke i tvivl om, at hun ville skrive under.

"Det er en kristen forpligtigelse at hjælpe mennesker i nød. Alverdens politiske ledere skulle for længe siden have gjort noget ved dette problem. Det, der så er særlig slemt i dette tilfælde, er, at vi sender mennesker hjem til et land i krig. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt."

Til spørgsmålet om, hvad der retfærdiggør, at man ud fra et kirkeligt ståsted kritiserer regeringens politik, siger Vibeke Dalsgaard.

"Der kommer et tidspunkt, hvor vi er nødt til at sige fra, og det, der sker lige nu, er simpelthen så beskæmmende, at jeg ikke var i tvivl om, at jeg ville være med. Fordi vi som kristne er sat i verden for at tage vare på de mindste." 

Kirkeordfører i skriftligt svar: Vi har tillid til myndighederne

Kirke.dk har kontaktet Socialdemokratiets kirkeordfører og formand for Kirkeudvalget, Julie Skovsby, for at høre, hvad hun siger til, at præster og andre kirkeligt engagerede protesterer imod regeringens politik. 

Hun har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men har i stedet sendt en mail. I denne skriver hun blandt andet:

”Vi har fuld tillid til, at vores udlændingemyndigheder træffer korrekte afgørelser. Det er vigtigt for os at understrege, at alle syrere får deres sager behandlet individuelt, og hvis der blot er den mindste tvivl om disse afgørelser, vil tvivlen altid komme de enkelte ansøgere til gavn.” 

Tre af folkekirkens biskopper bakker op

Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift og Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falsters Stift er blandt underskriverne. 

Kirke.dk har forsøgt at få en kommentar fra de tre biskopper. Det er desværre ikke lykkedes inden deadline. Ifølge det materiale, der følger med underskriftsindsamlingen, sagde Marianne Christiansen ved en demonstration den 19. maj 2021 dog:

”Vi må spørge os selv, hvorfor landets regering mener, at det er en god ide ’hurtigst muligt at skabe mulighed for tvangsmæssige udsendelser til Syrien'."

 

Præsternes brev til regering og folketing

"Et samfund kendes på, hvordan det tager sig af de svageste” var engang mottoet for vores land. Men ikke længere: Et af de rigeste lande i verden mener sig ude af stand til at tage vare på mennesker, der er kommet til os i nød."

Sådan hedder det i det brev, der følger underskriftsindsamlingen.

Læs hele brevet.