Biskoppens tale til "præstekadetterne" i Favrskov Provsti

DOKUMENTATION: Ved en festgudstjeneste i Nr. Galten Kirke onsdag den 21. august bød biskop i Aarhus Henrik Wigh-Poulsen fem nye "præstekadetter" velkommen med denne tale

Biskop Henrik Wigh-Poulsen overrækker et alterbogsæt til den kandidatstuderende Valdemar Mahon Ringmose. Som en af fem "præstekadetter" i Favrskov Provsti skal han lære præstens arbejde at kende gennem et studiejob, hvor han både skal prædike, undervise og hjælpe med sjælesorg. Foto: Helle Arensbak

Kære præstekadetter!

Tillad mig at spørge på alles vegne - på egne, på menighedens, på præsternes og såmænd også på jeres vegne: Hvad er I nu for nogle? Og hvad er det vi lige har gang i her? For sådan nogle som jer er jo ikke set før her i vores kirke og kirkeliv. Og det med, at jeg, eller på mine vegne provsten, på den her måde, midt under en gudstjeneste stiller sig op her i korbuen og taler til menigheden, det er normal noget, vi forbinder med en præsteindsættelse. 

Men I er jo ikke præster, lad os lige indledningsvis slå det fast. I er ikke teologiske kandidater. I er ikke engang praktikanter. Nej, I er, for nu, på denne jeres første dag på jobbet, at pinde det helt ud, teologistuderende med et studiejob, hvor I har fået muligheden for at komme tæt på præstegerningen.

I er teologistuderende, som af menigheder og præster her i Favrskov provsti, gennem jeres studiejob, skal gøres klogere på den præstegerning, I forhåbentlig har kurs imod, og som I forhåbentligt engang kan træde ind i, når I har taget jeres kandidateksamen og været igennem jeres efteruddannelse. 

Men når vi nu sidder her i kirken sammen med jer, når vi nu holder gudstjeneste sammen - menighed, præster og præstekadetter - og I sidder der i jeres til lejligheden indkøbte præsteskjorter, så er det jo også for at understrege, at det her ikke et helt almindeligt studiejob, hvor I tulrer rundt på egen hånd, men at det sker på initiativ af og med stor opbakning fra provstiets menigheder, sogne og præster, og at de sammen vil følge jer, støtte jer, opdrage lidt på jer, gør jer klogere på alt, hvad der hører præstelivet til og med statsgaranti give jer lyst engang at træde ind i et præsteembede, dét arbejde, der efter min mening er det bedste, mest meningsfyldte og givende arbejde, man kan have. 

De vil lære jer at kende. I vil lære dem at kende og på den måde vil I erfare, hvordan et præsteliv leves i en sammenhæng med mange forskellige mennesker, i mange forskellige situationer i det brogede og sammensatte liv, der er vores. I vil erfare, hvordan den teologi I sidder og arbejder med inde på universitetet, hvordan den pludselig folder sig endnu mere ud og giver endnu mere fra sig, vinder i dybde og relevans.

Jeg tror i det hele taget, I på den måde, i jeres studiejob som præstekadetter, vil komme i en tættere dialog med jeres studium, med jeres bøger og jeres lærere. Og – det tror jeg også - jeres studiekammerater vil gennem jer komme i en tættere dialog med det præsteliv i menigheden, som I nu kommer tæt på. Så jeg håber da – det skal jeg ikke lægge skjul på - at det her enestående initiativ, på den måde give endnu flere lyst til både teologistudium og præstegerning.

På mange måder handler det at være præstekadet om et følgeskab. Menighederne og præsterne her i provstiets sogne følger jer fra i dag og gennem de næste par år på vej, på vej frem mod den dag, hvor I efter eksamen og efteruddannelse, bispeeksamen og ordination engang kan få kjolen og kraven på og, som jeg har hørt det udtrykt, kan få fødderne under eget alterbord.

Og I vil følge dem, menighedsråd og præster, og inspirere dem med jeres viden, tilgang. De har også meget, de kan lære af sådan nogle som jer, der er friskere fra fad. 

Og lige netop dér hvor vi følges, i al vores forskellighed, bliver det evangelium vi bygger på - lige netop dér bliver det evangelium virksom nutid, til trøst, håb og mod. For som Paulus skriver i epistlen jeg før læste fra altret: ”Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme”.

Så kære, kadetter, kære menigheder, kære præster, godt følgeskab, god rejse, Gud i vold.

Og da det her jo hverken er kandidatfejring, ordination eller indsættelse, så kan jeg jo ikke give jer hverken kollatser eller eksamenspapirer, men jeg kan give jer hver et alterbogssæt, som en indikation af, at nu begynder det, følgeskabet, rejsen og læretiden.