Alle 12 provster i Roskilde Stift melder nu samlet ud, at de er imod forslaget om at oprette et nyt Storstrøms Stift.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra de 12 provster.
Forslaget indebærer, at tre provstier i Roskilde Stift skal udskilles fra stiftet og lægges sammen med det nuværende Lolland-Falsters Stift under navner Storstrøms Stift.
Herunder gengiver ordlyden af provsterens pressemeddelelse:
"Vi bakker enstemmigt op om biskop Ulla Thorbjørn Hansens indsigelse mod de øvrige 9 biskoppers forslag til ændring af stiftsgrænser. Provstegruppen anerkender, at Lolland- Falster Stift for indeværende ikke er en bæredygtig enhed. Men vi mener ikke, at hverken kirken på Lolland-Falster eller i det nuværende Roskilde Stift vinder noget ved den foreslåede ændring."
"Man redder måske en administrativ enhed og en bispestol, men man splitter samtidig en enhed, der har en robust størrelse i sin nuværende form. Vi oplever, at de lokale kirker på Sydsjælland orienterer sig mod Roskilde og ikke mod Maribo, og på samme måde har vi aldrig hørt stemmer fra Lolland-Falster, der ønsker at blive en minoritet i et nyt stift. Vi efterlyser en redegørelse fra bispekollegiet om ”de grundige overvejelser og den nøje afvejning af de mange hensyn, der knytter sig til folkekirkens virke” (jf. biskoppernes brev til kirkeministeriet)."
"Vi savner blandt andet begrundelser for, at ændringen af stiftsgrænser skulle gøre Lolland-Falster mere bæredygtigt i økonomisk henseende, da den folkekirkelige økonomi jo primært er bundet til det enkelte provsti. Har man overvejet andre måder at styrke udkantsområderne på, end ved at føje tre naboprovstier til? Vi ser heller ikke, hvordan de foreslåede ændringer fører til styrkelse af det lokale kirkeliv."