Siden december 2021 har unge med klimasorg kunne deltage i et uformelt samtalerum i Stefanskirken på Nørrebro i København.
Kirkens sognepræst, Thomas Høg Nørager, så behovet for en ny slags sorggruppe – en, der i stedet for mellemmenneskelige relationer behandler relationen til Jorden.
Klimasorggruppen, fortæller Thomas Høg Nørager, lever af, at sorggruppe-begrebet har udviklet sig gennem flere år. Man har opdaget, at der i kirkens rum er potentiale for at rumme mange typer af sorg.
"Kirken tilbyder et frirum, hvor sorgen uagtet form bliver taget alvorligt. Det kan lyde paradoksalt, men kirken betragtes af de unge som et af de få steder, hvor man kan få lov til at være i tvivl. I sorggruppen kræves der ikke smarte svar, være hurtig eller udstråle robusthed," siger sognepræsten.
"Det, der gør klimasorggruppen interessant, er, at den arbejder ud fra den overbevisning, at en relation ikke kan isoleres til at være mellem personer," fortæller Thomas Høg Nørager.
"Normalt vil man jo sige, at sorg knytter sig til det mellemmenneskelige, men her adskiller klimasorggruppen sig ved, at det er relationen til hele kloden, der giver unge ondt i sjælen, og dét er ikke en ny opdagelse. Tænk blot på K. E. Løgstrups tale om naturen som vores ophav eller nyere tænkere som Hartmuth Rosa med hans resonansbegreb."
Mellem 10 til 15 personer besøger hver måned klimasorggruppen. Ifølge adjunkt i sjælesorg ved Det Teologiske Fakultet i København, Mikkel Gabriel Christoffersen, kan sorggruppernes popularitet blandt unge skyldes, at disse kan give en sans for, at der findes andre, der lider på en tilsvarende måde.
"De kan spejle sig i hinanden og få en fornemmelse af ikke at være alene. Man kan høre de andres kommentarer, som kommer fra det sted, hvor man selv er."
Det er ikke kun i Stefanskirken, at en specialiseret sorggruppe er populær blandt unge. I Mariakirken på Vesterbro i København har sognepræst Lise Christina Rasmussen en sorggruppe specifikt for personer med kærestesorg.
"Kærestesorggruppen blev startet af journalist Ayse Dudu Tepe som et rum, hvor mennesker kan dele deres sorg, afmagt og jalousi med andre," siger Lise Rasmussen.
"Det var egentligt et tilfælde, at kærestesorggruppen blev startet i Mariakirken – gruppen havde blot brug for et lokale at mødes i," fortæller hun.
Kirken ved noget om sorg
Men netop det, at kærestesorggruppen og klimasorggruppen holder til i kirker, kan spille en afgørende rolle for de unge konfidenter, mener Mikkel Gabriel Christoffersen.
"I kirken ved vi noget om håndtering af sorgen. Kirken forestår begravelser, bisættelser, samtaler med pårørende og så videre. Og den viden kan vi brede ud til at favne mere."
Både Thomas Høg Nørager og Lise Rasmussen mener, at det ikke er præsten, som er essentiel i sorggrupperne. Begge ser de deres rolle som perifer.
"Jeg vil håbe, at jeg som præst bliver overflødig. Det vil betyde, at de har taget roen med sig ud. Det er en bearbejdning og en samtale, der skal gøre de unge i stand til at gå ud i hverdagen igen," siger Thomas Høg Nørager.
Ligeså fortæller Lise Rasmussen:
"De unge bruger hinanden i sorgen. Det er en gruppe, hvor man spejler sig i hinandens oplevelser, og det er der noget meget helende i. Det er ikke meningen, at jeg som præst skal fylde særlig meget," siger hun.
Ifølge Mikkel Gabriel Christoffersen findes der mange sjælesorgsteologer, der mener, at sjælesørgerens rolle ikke kan begrænses til præsten.
"Selvom det er præsten, der har en særlig tavshedspligt, er sjælesorgen ikke præstens eneret. Det er noget, alle kan," siger han.
"I tilfældet med klima- og kærestesorggrupperne bliver det jo tydeligt, at de unge selv er med til at lindre sorgen. Det er ikke engang givet, at det skal være præsten, der faciliterer samtalen."
Men hvilken rolle spiller kristendommen så? Thomas Høg Nørager har et bud:
"Der, hvor kristendommen kommer til udtryk, er i den subtile ytring, at du er velkommen præcis som dén du er. Der er ikke noget krav om medlemskab til folkekirken. Sekulariseret næstekærlighed."