Der findes allerede utallige bibelgenfortællinger for børn, og der kommer hele tiden nye til. I denne artikel tager jeg temperaturen på de nyeste tendenser, som de udfolder sig i tre nye udgivelser:
"Urhistorien" tegnet og fortalt af Peter Madsen, "Barnets Bibel – bøgernes bog for børn" genfortalt af Kim Fupz Aakeson og illustreret af Signe Kjær samt endelig "Bibelen for nysgerrige" med tekst af Sara Nørholm og illustrationer af Lars Vegas Nielsen.
På mange måder står "Urhistorien, Barnets Bibel" og "Bibelen for nysgerrige" på skuldrene af tidligere bibelgenfortællinger.
De samme bibelhistorier bliver ofte udvalgt og genfortalt igen og igen, Gud bliver præsenteret som en kærlig far, og menneskets primære opgave består i at være gode ved hinanden. Men på flere punkter er de tre nye udgivelser med til at skubbe til og udvikle bibelgenfortællinger som genre. Det er de nybrud, jeg her vil have blikket rettet mod.
Børnebibler til en kompetent og nysgerrig læser
I alle tre genfortællinger bliver mennesker præsenteret som kompetente, nysgerrige og undrende væsner, som ikke kan lade være med at udforske både tilværelsen, verdenen og Guds grænser.
Det ser vi for eksempel allerede med titlen på den ene bog: "Bibelen for nysgerrige". I Peter Madsens "Urhistorien" bliver et menneske og dets gudbilledlighed defineret således: "Evnen til at tænke. Den frie vilje. Og Kærligheden." Altså det frie selvstændige individ, der kan indgå i kærlig relation med andre.
Dette menneskesyn er som sådan ikke nyt, hverken i vores samtid eller i bibelgenfortællinger for børn. Men i disse tre bøger ser vi i særlig grad, at den opfattelse af mennesket forplanter sig ud i den måde, fortællingerne fortælles på.
Det kræver nemlig også en kompetent og nysgerrig læser at give sig i kast med de tre bøger. I bøgerne er der på den måde indbygget en tillid til, at læseren selv kan tolke og udfylde nogle huller i fortællinger og billeder.
Og dét oplever vi ikke så tit i bibelfortællinger for børn. Ofte bliver der givet flere svar, end der bliver stillet spørgsmål, når vi fortæller bibelhistorier til børn. Men det er altså anderledes med de tre nye bøger, som på hver sin måde lader spørgsmålene og usikkerhederne stå.
Et indblik i Bibelens tilblivelseshistorie
I "Urhistorien" med dens form som tegneserie er der ikke plads til så mange ord, som der sædvanligvis bliver brugt til bibelformidling. Peter Madsens billeder kan derfor kommunikere ukommenteret, og vi må selv som læser afkode store dele af handlingen og karakterernes følelser.
For eksempel ser vi Eva vågne en nat, rejse sig, gå hen til Kundskabens Træ, række hånden ud mod frugten, men alligevel tage hånden til sig og vende sig om og gå. På 11 billeder kan vi følge denne skæbnestund, uden der bliver skrevet et eneste ord. Stemningen står alligevel skarpt og kan opstå mellem billeder og læser uden at blive præget af en fortællers udlægning. Dét er tillid til læseren.
I "Bibelen for nysgerrige" lader Sara Nørgaard i hidtil uset grad læseren komme ind i historien om Bibelen. Vi hører, at teksterne er resultat af flere processer med til- og fravalg, at evangelierne fortæller forskelligt, og at der eksisterer lignende historier i andre religioner.
Man får altså indblik i, at Bibelen kunne have set anderledes ud, og at Bibelen ikke er et fritsvævende værk dumpet ned fra himlen. Sådanne indsigter har hidtil ikke fundet plads i bibelformidling for børn. Dét er tillid til læseren.
I Kim Fupz Aakesons tekst i "Barnets Bibel" møder man hele tiden forslag til, hvad der kunne være blevet sagt, eller hvad begivenhederne kunne betyde, men det kunne altså også være anderledes. For eksempel kræver fortællingen om Abraham og Isak ofte en kommentar eller to. Fupz Aakeson tilbyder følgende spørgsmål:
"Gad vide om Abraham og Isak nogensinde fik snakket om den dag på Moriabjerget? Den har været svær for Abraham at forklare, at han sådan kunne stå med slagterkniven hævet? Den har nok osse været svær for Isak at forstå, at man aldrig diskuterer med Gud?"
Det bliver ikke mindre svært at forstå, når Abraham i fortællingen lige forinden faktisk har kunnet diskutere og forhandle med Gud om Sodoma og Gomorras skæbne. Sådanne spørgsmål, spændinger og uvisheder finder vi i "Barnets Bibel". Dét er tillid til læseren.
En målgruppe med relativt store børn og unge
På den måde er der en overensstemmelse i alle tre bøger mellem synet på mennesket som kompetent, nysgerrigt og i stand til at tænke selv og de forventninger, der er til læseren, når man begiver sig ind i genfortællingerne.
Der er også overensstemmelse mellem kravene til læseren og den aldersgruppe, værkerne henvender sig til: Fra 5 år for "Barnets Bibel" og henholdsvis 10 og 12 år for "Bibelen for nysgerrige" og "Urhistorien". Selvom 5-årige stadig er små børn, er det faktisk en relativt gammel, men realistisk målgruppe for en børnebibel.
Andre populære børnebibler på markedet anbefales til børn fra 2 eller 3 år. Der har nok været en tendens til at presse målgruppen mod de alleryngste. Med de tre nye genfortællinger er der altså tale om en målgruppe med relativt store børn og unge.
Det betyder, at man kan supplere læsningen med samtaler og diskussioner om teksternes indhold, uanset om bøgerne bruges i hjemmene, i en undervisningssituation eller i det forkyndende rum.
De tre udgivelser bidrager altså samlet set til at udvikle vores tradition for bibelgenfortælling.
Også i de enkelte bøger støder vi på forskellige fænomener, som er nybrud inden for genren. Disse nybrud vil jeg afslutningsvis udpege:
Unikt for "Bibelen for nysgerrige":
Kombinationen af den stringente tekst og de mange faktabokse er helt særegen. Denne opbygning kræver helt sikkert en nysgerrig, men nok også en lidt tålmodig læser.
Derudover har "Bibelen for nysgerrige" et meget særligt udvalg af bibelske tekster, som ikke kun rummer fortællinger men også poesi, profeti, prædiken og bønner i langt højere grad end nogen anden bibelgenfortælling til børn. Læseren stifter for eksempel bekendtskab med Jobs og Prædikerens Bog samt Højsangen. Denne gentækning af den sædvanlige børnebibelkanon er lige dele tiltrængt og forfriskende.
Unikt for "Urhistorien":
Med Peter Madsens tegneserier får billederne lov til at spille en fremtrædende plads i formidlingen. Der er tid og plads til fordybelse i Bibelens første fortællinger, som ikke blot skal spille rollen som ouverture til resten af Bibelen.
I myten om Babelstårnet trækker Peter Madsen kritiske tråde til vores samtid med tegner af nutidige genkendelige bygningsværker og menneskers overforbrug af fastfood, elektronik og så videre. Menneskers ”magtfulde afmagt”, som Madsen kalder det, betyder altså både dengang og nu, at vi glemmer vores historie og identitet som skabt i Guds billede. En så eksplicit kritik af vores samtid finder man sjældent i bibelgenfortællinger.
Unikt for "Barnets bibel":
Signe Kjærs finurlige billedunivers med pudsige detaljer som fugle og kaffekopper hist og pist ligner ikke andre børnebibler. Man kan ikke umiddelbart placere universet konkret i tid eller rum, hvilket klart er en styrke for oplevelsen af værkets åbenhed.
Et andet unikt fænomen er, at Gud ikke bliver tildelt et køn, eller i hvert fald næsten ikke. Normalt i børnebibler er Gud maskulin. Gud omtales ”han”, ”far” og har skæg. Det er "Barnets Bibel" stort set renset for.
Blot et enkelt sted bruges ”han” om Gud, nemlig i introduktionen til fortællingen om Abraham og Isak, og man fornemmer, at der faktisk er tale om en fejl. Denne (næsten) ikke-kønnede Gud er et klart nybrud, som jeg spår, kommer til at udfolde sig i fremtidige udgivelser.
Angående Fupz Aakesons Gudskarakter, så var det med stor spænding, at jeg åbnede denne børnebibel. Fupz Aakeson har tidligere udgivet fantastiske børnebøger med Gud på rollelisten. For eksempel "Vitello møder Gud", hvor Gud er en bums på en bænk eller "Det Satans Ukrudt", hvor Gud har pensioneret sig og ikke orker menneskeproblemer.
Med disse Fupzke Gudskarakterer i baghovedet forventede jeg virkelig nybrud i "Barnets Bibel", hvad angår fremstillingen af Gud. Det er dog ikke tilfældet. Bortset fra at Guds køn næsten undgås, ligner Gud i "Barnets Bibel" grundlæggende den Gudskarakter, vi møder i de andre børnebibler på markedet.
Nogle vil ånde lettet op over, at træk ved Fupz Aakesons udfordrende Gudskarakterer ikke har sneget sig ind i "Barnets Bibel". Andre vil være lidt skuffede over, at Fupz Aakeson ikke udnytter muligheden for at skubbe mere til børnebibelgenren på dette noget fastfrosne og lidt ømme punkt: Guds væsen. Jeg må indrømme, at jeg tilhører sidstnævnte gruppe.