Hvorfor søgte du jobbet?
Jeg havde på fornemmelsen, at miljøet på Videnscentret var et godt sted for mig. Da bevillingen til en undersøgelse af folkekirkens coronahåndtering blev en realitet i maj 2020, var jeg med i projektet og fik prøvet samarbejdet af i det halve år, projektet løb.
Jeg synes, at samarbejdet fungerede rigtig godt; vi kunne i projektteamet både være kreative, hårdtarbejdende og grine sammen. Og vi fik leveret rapporten til tiden, det var også vigtigt for mig.
Bagefter fik jeg andre opgaver i FUV-regi, og da stillingen som vidensmedarbejder i foråret blev slået op, var jeg ikke i tvivl om at jeg gerne ville søge.
Hvad glæder du dig mest til i din nye stilling?
Jeg er allerede med i arbejdet med FUV’s store undersøgelse ”Religiøsitet og forholdet til folkekirken”, hvor vi er i gang med at lave interviews med 80-85 interviewpersoner. Det er en drømmeopgave for mig, for vi bruger den livshistoriske tilgang til interviewene, hvor vi kommer tæt på det, som rører sig i et menneskes liv.
Og så glæder jeg mig over at være del af et godt projektteam, hvor vi løfter opgaverne sammen. Vi har forskellige baggrunde og er forskellige steder i vores liv. Det er der en egen magi over, synes jeg.
Hvad bliver din største udfordring?
Det kan jeg ikke komme i tanker om, så måske en smule mangel på selvindsigt?
Du har tidligere været præst. Hvorfor valgte du at stoppe?
Jeg voksede op i Vestjylland med en mor, som blev præst, da jeg var 14 år. Her var folkekirken en naturlig del af menneskers kontekst og lokalsamfund.
Da jeg blev præst i 2005 i Nordsjælland, landede jeg et sted, hvor jeg som præst tit skulle forsvare både folkekirken og mig selv, og det undrede mig; jeg forstod ikke rigtig, hvad der var på spil, når forældre fravalgte dåb, eller et medlem meldte sig ud.
Feltet var ikke rigtig undersøgt i Danmark, og sådan kom jeg i gang, og skrev så siden ph.d. på Københavns Universitet. Så jeg valgte ikke præsteembedet fra, men min nysgerrighed og trang til forståelse førte mig til forskning og også udviklingsarbejde i folkekirken. Og det er fantastisk, at jeg nu på FUV kan fortsætte i det spor.
Hvilken bog har du senest læst?
”Tabita” af Iben Mondrup, en grum, men også befriende oplevelse. Romanen handler om to grønlandske børn, som i 1960’erne nærmest blev tvangsadopteret til Danmark, og om hvordan de danske forældre forsøgte at ”rense” det grønlandske ud af dem.
Den ødelagde min nattesøvn i flere dage, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig. Og jeg har svært ved at slippe den. Vi boede på Grønland i et par år i min barndom, og det var derfor let for mig at leve mig ind i handlingen. Læs den!