Teologi som akademisk disciplin er presset på vestlige, sekulære forskningsuniversiteter som aldrig før. Krisen er ganske omfattende, den har mange kilder og mange konsekvenser.
I den nyligt udgivne bog, ”For the Life of the World”, oplister Miroslav Volf og Matthew Croasmun tre kilder til krisen: Skrumpende arbejdsmarked, vigende tilhørerskare og dalende omdømme. Det medfører lavere studieoptag, dårligere muligheder for ekstern finansiering, forringede muligheder for deltagelse i offentlig debat og formidling, presset tilstedeværelse på universiteterne.
Volf og Croasmun fokuserer på en amerikansk kontekst, men lignende krisetegn kan let spottes i Vesteuropa. I maj måned 2019 udgav British Academy rapporten ”Theology and the Religious Studies Provision in UK Higher Education” om den aktuelle status for teologi og religionsvidenskab på britiske universiteter. Deres dystre prognose er, at teologi står i fare for at forsvinde fra universiteterne.
Rapportens mest bemærkelsesværdige data var, at immatrikulationstallet var næsten halveret over en seksårig periode fra 2011/12 til 2017/18 med et fald på 6500 nye studerende. Til gengæld er et fag som filosofi i vækst, hvilket rapporten tolker som et udtryk for, at studerende stadig har en gedigen interesse i de ”største spørgsmål”, men søger svarene andre steder.
En konsekvens af teologiens krise er de institutionelle nybrud eller justeringer, vi ser i mange vesteuropæiske lande. Det er ikke muligt at udpege én tendens, for forholdene varierer ganske meget fra land til land. Men overordnet kan man pege på, at teologis tilstedeværelse er til debat, så teologi enten lukkes, inkluderes i religionsvidenskab eller får en ny institutionel placering under et andet fakultet. I Danmark blev det teologiske fakultet i Aarhus i 2013 lagt ind under Faculty of Arts, mens det teologiske fakultet i København bevarede sin særstatus efter flytningen fra Indre by til Søndre Campus i 2016.
Men selvom institutionelle, politiske og kulturelle faktorer afgjort spiller en rolle, når der argumenteres for eller imod teologiens plads på universitetet, så må hovedstriden gå på, om teologi som disciplin lever op til de standarder, der kræves for at være med.
Den unge tyske teolog, Benedikt Paul Göcke, har identificeret de tre mest hyppigt anvendte argumenter imod teologiens videnskabelighed:
- Teologi råder ikke over noget videnskabsteoretisk relevant genstandsområde. Med andre ord: Der hersker ikke enighed om, at teologiens genstand (det vil sige Gud) overhovedet eksisterer, og teologi kan kun være en videnskab i fald Gud findes.
- Selv hvis han gjorde, kunne man ikke behandle ham med accepterede videnskabelige metoder, hvorfor teologi under alle omstændigheder bør udelukkes fra universitetet.
- Centrale påstande i teologien er i direkte strid med almindeligt accepterede resultater i natur- og åndsvidenskab, og hvor den ikke er, er den en ligegyldig fernis (ofte kaldet ”God of the gaps”).
Mange positioner i den aktuelle debat
I løbet af de seneste 15-20år har vi internationalt set en lind strøm af bøger, der forsøger at argumentere for teologiens rolle i et sekulært universitetsmiljø. Nogle bøger er optaget af at afklare teologiens egenart, hvilket spinner om den ældgamle diskussion, hvad teologi egentlig er for noget.
Det er banalt, at der gives forskellige typer af teologi. Hver for sig kan de have noget på sig, det være sig historisk, filosofisk, pragmatisk eller noget fjerde.
Andre bøger er mere optaget af at afklare den institutionelle skæbne for teologi, uanset hvordan man så definerer faget. Her bølger standpunkterne mellem det eksklusive og inklusive, hvor eksklusive positioner vil være optaget af at fremhæve ”deserteringens” mulighed, hvis sekulariseringens krav fører til, at man ikke kan drive teologi på teologiens egne præmisser – den type argumenter ses for eksempel hos teologer som John Webster eller Gavin D’Costa – mens inklusive positioner vil være stærkt optaget af at pege på teologiens naturlige tilpasningsevne til nye rammer og vilkår – et argument man ser hos for eksempel teologerne David Ford og Mike Higton.
Den metodiske ateisme eller agnosticisme, som er et ideal på sekulære forskningsuniversiteter, forsøges også udfordret af mange i debatten. Teologer og filosoffer som Alasdair MacIntyre, Stanley Hauerwas og John Milbank har alle harceleret imod den imperialistiske dominans, som oplysningsidealerne i deres øjne fremturer med. Det fører til en ubegrundet indskrænkning af mulige sandhedskandidater, en unødvendig indsnævring af menneskelig rationalitet til alene at gælde kognitive evner og ikke mindst en overvurdering af netop den menneskelige rationalitet og dens mulighed for sikkerhed i erkendelsesteoretiske spørgsmål.
Som man vil se i ”En plads blandt de lærde”, er den danske debat mindst ligeså facetteret som den internationale, og enhver med interesse for fagteologiens aktuelle status og fremtidsmuligheder vil finder masser af stof til eftertanke gennem de engagerede essays.
Michael Agerbo Mørch er ph.d.-studerende i religionsfilosofi