Boganmeldelse

Ny bog giver inspirerende indblik i, hvad en virksom tale er

Malala Yousafsai’s takketale for Nobels fredspris i 2014 afslutter "27 taler og prædikener". Per Stig Møller skriver i sin introduktion, at talerne viser det kæmpende menneske, der har tro, samvittighed og vilje til at stå ved, hvad man finder inderlig sandt. Foto: Ritzau Scanpix

Alle teksterne i "27 taler og prædikener" appellerer til en fundamental kirkelig forpligtelse: at tage mennesket i forsvar, skriver Mogens Lindhardt i sin anmeldelse. Han anbefaler bogen både til studiekredse og som inspiration til præster og talere

”Lad det blive sidste gang, en pige eller en dreng tilbringer sin barndom på en fabrik, en pige bliver tvunget ind i et børneægteskab, et barn mister livet i en krig og sidste gang et barn ikke kan komme i skole. Lad alt dette være slut med os.”

Citatet er udpluk af Malala Yousafsai’s takketale, da hun som den hidtil yngste modtog Nobels fredspris i 2014. En 17-årige pakistaner, verdenskendt aktivist for unge kvinders ret til uddannelse, i 2012 udsat for et drabsforsøg, som har mærket hendes ansigt.  

”Jeg havde to alternativer” fortæller hun. ”Det ene var at tie og vente på at blive dræbt, den anden var at tage til genmæle og så blive dræbt”

Hendes ord afslutter denne række af 27 taler og prædikener, samlet af forlaget i samarbejde med Per Stig Møller, som selv indleder med en fin introduktion til talerne. De viser, siger han, det kæmpende menneske, der har tro, samvittighed og vilje til at stå ved, hvad man finder inderlig sandt, og stå mod, hvad man finder inderlig falskt. De satte spor i deres samtid, men blev også en del af eftertidens DNA, så meget af det, de pegede på, i dag kan synes selvfølgeligt, selvom det stadig ustandselig anfægtes og må forsvares.

Så hvem er de? Fra Jesus, Paulus, Augustin, Frans af Assisi, Luther, og Holberg komme vi over den franske revolution ind i vores egen tids egen tids rettigheds-og frihedstanker, som udgør langt den største del og den mest spændende læsning. Her afdækkes tydelige mønstre, som viser, hvordan talerne – uden nødvendigvis at kende hinanden – på tværs af religion, kultur og tid bygger på fælles arv, tager den ind i nye kontekster, aktiverer ny bevidsthed, bevægelse og modstand. Og man får en indsigt i, hvad den gode tale bygger på. 

Det er ikke det nye og overraskende, der skaber den magtfulde tale, ser det ud til. Snarere evnen til at føre kendt og accepteret indsigt ind i kontekster, som er nye, eller hvorfra det er blevet fortrængt.

En tale om kvinders ret til uddannelse i et muslimsk land trækker rødder til forsigtigt spirende forsvar for kvinders stemmeret hos Holberg og Grundtvig, fuldt udfoldet af Elisabeth Stanton, ”Vi kræver at få stemmeret” fra 1849, og af Emmeline Pankhurst, ”Om de love mænd laver..” 1908.

De formår at afsløre tidens absurditeter, finde ind til det selvfølgelige i det, de kæmper for, med bid og humor - kan man få modparten til at grine af sig selv, er det en kvart sejr.  Men den samme tale griber også tilbage til andre rettighedskampe, Martin Luther Kings ”I have a dream”, Tutu’s og Mandelas om apartheid, befrielsesteologer som Gutiérrez og Romero eller Dalai Lama om menneskeret og socialt ansvar.

Det er ikke det nye og overraskende, der skaber den magtfulde tale, ser det ud til. Snarere evnen til at føre kendt og accepteret indsigt ind i kontekster, som er nye, eller hvorfra det er blevet fortrængt.

Det samme gælder Jesu tale. ”De gamle”, som han taler om, kan ikke dække sig ind under, at de holder loven, bare fordi de ikke begår drab, når de samtidig møder deres brødre med vrede, det vil sige med foragt og afvisning, siger han. Også hos ham er det velkendt stof, som føres over på områder, nogle har holdt det ude fra.

Tutu’s (nobelpristale fra 1984) gør det samme. Han minder om, at Jesu budskab om fred ikke handler om fredelig ro eller om trøst. I Bibelen findes ingen fred uden retfærdighed, siger han, og det indebærer ofte kamp. Denne retoriske teknik præger de fleste af talerne. 

Spændingen mellem retfærdighed og loven – magtens redskab og medløberes skalkeskjul – er et andet mønster gennem talerne. Vi møder det i rettighedstalerne, men også i Karl Barths høflige afslag til nazistyrets tilbud om kirkelig storhed og vækst, mod at kirken underkaster sig alle styrets love og førerkult ("Om kirkekampen", 1938), og i Bonhoeffers skræmmende aktuelle prædiken fra 1933 om frygt og angst som den ondes redskab til at slavebinde os – den burde enhver præst lære udenad – og igen hos dem, der strider mod etableret praksis: Karen Jeppe, som bringer slavesolgte armenske flygtninge Syrien sammen, og Mother Theresas arbejde for forladte og truede børn i Indien. 

Det er mange flere mønstre.  Et handler om religion, der kan være grundlag for befrielse og mod, men hurtigt vendes til tyranni, strid og menneskeforagt. Holberg så det, lærer vi her. Dalai Lama appellerer til de fælles, almene spor af menneskelighed i religionerne, og Simon Weil ønsker, at den katolske kirke, hun lige har tilsluttet sig, åbent og klart skal sige: En hedning, som lever i næstekærlighed bliver frelst. 

Jeg ville elske at lave studiekredse over bogen, finde baggrundsstof og flere mønstre imellem dem og overveje nye kontekster for det, talerne kæmper for.

Jeg ville også elske den som taler eller som præst og nyde at få dens indblik i, hvad en virksom tale er. Alle taler er fokuserede. De behandler ikke tidens dårligdomme i almindelighed, men er forsvar for en bestemt, markant og opnåelig sag. De appellerer til en fundamental kirkelig forpligtelse: at tage mennesket i forsvar.

De bedste af dem henvender sig direkte til de modstandere, der skal bevæges til tilslutning, men karakteriserer dem ikke på tryg og beskyttet afstand, som man let kan gøre det i en kirke. De nedgør ikke, men efterlader et manøvrerum til modparten med mulighed for bevægelse og ændring.  Og så er de grundlæggende båret af en samvittighed, der ikke blot er ideologisk, religiøst eller privat begrundet, men dannet af nød og uret i den verden, de ser omkring sig. Lærerigt for alle, også for kirken. En uforstyrret kirke er en ligegyldig kirke. 

Økonomi behandles stedmoderligt. Augustins pudsige prædiken fra 400-tallet om den rige, som skal være gavmild og ydmyg, og den fattige som skal være ydmyg og ikke ønske sig rig, er det fyldigste bidrag. Det er synd. Også, at indledningen anstrengt idealiserer talerne som enere, der tør stå alene. Alene er og var de ikke.  

De taler ud fra miljøer, som understøtter dem. Det gælder også Jesus, som bygger på kendt stof i sin jødiske samtids politiske og religiøse debat, og Luther, som havde et fakultet, en fyrste, et dygtigt hold af snedige jurister og politikere i ryggen, da han stod i foran kejseren i Worms.

Alle er fremstående og begavede talsmænd for deres sag, og det er al ære og beundring værd. Alene er de kun i den forstand, at hvis nogen ønsker at standse deres bevægelse med foragt, fængsling, vold, ja drab, så er det dem, der står først i rækken. Dér har de haft modet til at blive stående, da deres sag blev kendt, stor og farlig for andre.

De trak sig ikke, det var deres mod. Også det er al ære og taknemmelighed værd. 

27 taler og prædikener. Humanister og teologer, der forandrede verden. 

27 taler og prædikener, der har gjort en verden til forskel. Bogens talere og prædikanter er religionsstiftere, fredsaktivister, kvindesagsforkæmpere, missionsfeminister og dissidenter med det til fælles, at de har sat alt ind på en sag. Bogen spænder over 2000 år, og bidragene stammer fra Danmark, Europa, Afrika, Østen, USA og Sydamerika. Udvalgt af Per Stig Møller i samarbejde med forlaget.

Bogen udkom den 4. december 2018 på Kristeligt Dagblads Forlag
Sidetal: 236
Pris: 249,95 kr.