Jeg har delt min kirkemusikalske virksomhed mellem Danmark og Norge og har haft stor glæde af at bruge erfaringen i det ene land til at perspektivere udviklingen i det andet land.
Dog er det meget sjældent, at man tør bruge denne metode åbenlyst – det falder stort set ikke i god jord hverken i det ene eller andet land. Men med en udfordring i hånden vil jeg gerne dele nogle tanker.
Som rektor for kirkemusikskolen i Vestervig kom jeg tit i samtaler med både nuværende og tidligere studerende på skolen omkring, hvorledes de oplevede den kirkemusikalske virkelighed lokalt. Efter min tilbagekomst til Norge har interessen for at udforske, hvordan situationen er både i by og land, ført mig til alt fra at være vikar i Bergens Domkirke til at betjene mindre stillinger i stiftets yderområder.
Skal man forstå forskellen på fornyelse af liturgi og salmebøger i de to lande, er kirkens styrelsesform, ikke mindst centralt, meget vigtig.
I Norge har kirkemødet (synoden) i mange år gennem sit faste organ Kirkerådet været meget aktivt, når det gælder udformning af liturgi og musik. Udgivelsen af salmebøger går ligeledes gennem dette forum, og den enkeltes menigheds valg af liturgisk musik skal ske indenfor de godkendte bøger og aftales med stiftet.
Pt. er alle norske menigheder ved at opdatere deres liturgier efter den nye reform, som er en justeret og kraftigt beskåret versjon af den reform, der blev gennemført for nogle år siden – den havde et endog meget stort antal mulige varianter, hvilket for så vidt stadig er tilfældet.
Fremtiden vil kræve accept af en større stilbredde
Alt dette lyder jo klart og veldefineret, men i praksis er lighederne mellem folkekirken og den norske kirke nok større, end man umiddelbart ville tro. I kreativitetens navn foregår der jo mange ting i grænseområdet mellem styret praksis og anarki. For eksempel er der i forbindelse med norske begravelser en omfattende brug af salmer udenfor salmebogen, tilmed salmer helt i yderkanten af salmebegrebet.
En ting er efter min mening helt uomtvistelig: at man ikke kan bevare, udvikle og videreføre en musikalsk tradition, uden at menigheden har et forhold til det musikalske sprog, der praktiseres ved gudstjenester og kirkelige handlinger.
Derfor er det min påstand, at fremtiden vil kræve accept af en større stilbredde, både hos den enkelte person og menigheden, uden at det nødvendigvis vil betyde, at alle stilarter skal være repræsenteret i den enkelte gudstjeneste.
I Norge er kirkens målsætning, udtrykt i kirkemødet, helt klar på, at tradition og fornyelse skal gå hånd i hånd. Men når det gælder oplæring af børn og unge i traditionen halter det.
Den såkaldte ”trosoplæring” er langt hen ad vejen blevet et kommercielt marked, hvor modstandsløs pop er i overvægt og ikke danner tilstrækkelig god bro til det, man oplever i gudstjenesten.
Den største udfordring i gudstjenestelivet er ikke først og fremmest musikkens stil, men hvad den kan bruges til
Der findes eksempler på ressourcestærke menigheder, som løfter denne opgave seriøst, men det kræver dygtige og dedikerede medarbejdere, og det forudsættes, at den enkelte menighed skal have den foreskrevne plan for kirkemusik, hvor temaet har sin selvfølgelige plads.
Børn og unge skal ikke kun præsenteres for døgnfluer
Idealet må være en undervisning for børn og unge, der indeholder elementer af noget, de kan genkende, når de opsøger kirken, ikke mindst senere i livet. Det fordrer, at de ikke kun præsenteres for døgnfluer, men også for det slidstærke.
Den største udfordring i gudstjenestelivet er ikke først og fremmest musikkens stil, men hvad den kan bruges til.
Både den danske og norske højmesse har en stringent liturgisk ramme med en dynamisk sammenhæng mellem elementerne. Her kan forskellige stilarter godt fungere, men særligt når det kommer til kulturer, som den karismatiske lovsangskultur eller gospel, er udfordringerne store, hvis de skal integreres i den normale højmesse.
Et andet omdiskuteret punkt er, hvorvidt forstærket musik er fremmende for god fællessang. Mange af os vil påstå, at forsangere med mikrofon tager følelsen af egen stemme bort fra gudstjenestedeltagerne.
En genre, man finder meget lidt af i Norge, er temagudstjenester baseret på rock- eller popartister. Men temagudstjenester baseret på eksempelvis folkemusik er meget normalt, og i liturgisk musik for den norske kirke finder man også et folkemusikalternativ.
Udarbejdelse af lokale planer for kirkemusik bør indgå i kirkemusikuddannelsen
Min påstand er, at spørgsmålet om kultur og musik i menigheden er så vigtigt, at det langt hen ad vejen betyder mere for fællesskabet end teologiske holdninger – samtidigt med, at de to går hånd i hånd.
På min vej i vestnorsk kirkeliv de senere år har jeg erfaret, at mange kulturforskelle kan håndteres med klar tænkning og samarbejde. Men en lovsangskultur, som tit ser liturgi som en hindring, er det meget svært at komme til rette med.
I forbindelse med kirkemusikuddannelsen i Norge har jeg talt stærkt for, at arbejdet med valg af liturgiske alternativer og udarbejdelse af lokale planer for kirkemusik i den enkelte menighed skal indgå i kirkemusikuddannelsen. Det samme gælder formidling af kirkemusik som selvstændigt område.
Både i Danmark og Norge mærker jeg en vis ligegyldighed eller ligefrem uvilje imod det, fordi man mener, at det vil udhule uddannelsens primære indhold. Mit personlige syn er, at strategien med at sidde stille i båden ikke er en god strategi for fremtiden.
Ivar Mæland er organist og tidligere rektor for Kirkemusikskolen i Vestervig