Rønn Hornbech: Tre spørgsmål i anledning af en præstefyring

Det fremgår af medier, at Kirkeministeriet efter indstilling fra biskoppen i Ribe har fyret præsten i Stauning. Biskoppen anfører, at fyringsgrunden er samarbejdsvanskeligheder.

 

Fyringen virker ret opsigtsvækkende og rejser en række spørgsmål. Sagen er, at menighedsrådet ønsker at beholde præsten.

Det mest påtrængende spørgsmål vedrører præsters retssikkerhed. Kan det virkelig være rigtigt, at en præst efter ansættelse i mere end en menneskealder, kan fyres og smides ud af præstegården med et varsel, som er kortere end en funktionær?
 

Og hvad vil det sige, at præsten er fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder med en biskop? Præsten samarbejder jo først og fremmest i sognet og dernæst med provsten, der er præstens nærmeste foresatte. Og henvendelser til biskoppen går igennem provsten. Så hvordan en præst kan blive beskyldt for samarbejdsvanskeligheder med en biskop, er lidt svært at forstå.

 

Betyder det, at biskopperne har fået så meget magt, at der kan dekreteres fyring, hvorefter embedsmændene i Kirkeministeriet indtager retstilling og siger, javel hr biskop? Ja, jeg spørger bare, for jeg har altid troet, at præster var den gruppe, der havde den allerstørste retssikkerhed i hele kongeriget.

 

En netop vedtaget lovændring, der synes at skulle give biskopperne mere magt til selv at afgøre disse fyringer, må spørgsmålet rejses om ikke det er for meget magt at give en biskop. Om ikke en fyring i det mindste må kræve et afskedigelsesråd med flere medlemmer og med en fast drejebog for proceduren.

Ved præsteindsættelser hører vi, at præsten er lovlig kaldet. Men hvad siger menighedsrådsforeningen til at en præst, der er lovlig kaldet, kan fyres, fordi biskoppen ensidigt påberåber sig samarbejdsvanskeligheder. Og hvordan sikres det, at alle forvaltningsretlige principper, der skal beskytte præsten, bliver overholdt? Og hvordan sikres det, at menighedsrådet medinddrages?  

 

Og hvordan sikres det, at procedureregler overholdes, hvis sagen blot kan mørklægges med henvisning til, at der er tale om en personalesag? Data- og forvaltningslovgivningen er tænkt som en beskyttelse af den ansatte, men ikke som en bekvem adgang for arbejdsgiveren til total mørklægning af principielle sager.

 

Der bør ses med megen nidkærhed på, at alle regler om mødereferater og telefonnotater med videre iagttages. Desuden bør det klart af meddelelsen om afsked i detaljer fremgå, hvad der er lagt vægt på, og som har ført til afsked. Uden alle disse oplysninger har præsten ikke mulighed for at vurdere, om sagen skal indbringes for ombudsmanden eller domstolene.

 

Omtalen af denne fyring, hvor hverken faktum eller juraen på grund af mørklægning kan efterprøves, og som er sket helt uden om menighedsrådet, bekymrer mig og gør mig utryg på menighedsrådenes og præsternes vegne.

Det er bekymrende, hvis den teologiske og kirkepolitiske debat blandt præsterne svækkes, fordi de ikke tør ytre sig. 

 

Hvis tanken er, at biskopperne selv skal kunne afskedige præster på grund af såkaldte samarbejdsvanskeligheder med biskoppen, frygter jeg at høre udsagn fra endnu flere præster som, ”vi går under radaren”, jeg skal ikke have sagt noget,” og så videre. I forvejen er diskussionen blevet meget kedeligere end tidligere. Præsteansøgere tør ikke melde om klare holdninger. Næsten alle understreger, at de er bredt folkekirkeligt funderet.

 

Jeg savner de heftige teologiske debatter, hvor man turde slås for sit hjerteblod. Det er ikke nogen gavnlig udvikling, hvis præsterne ikke tør have meninger af angst for at blive uvenner med biskoppen og fyret. Der er brug for strid om evangeliet, så man mærker, at det først og fremmest er evangeliet, der optager vore forkyndere. Folkekirken har bestemt ikke brug for, at præsterne holder mund om tro og teologi af frygt for konsekvenserne.

 

Vi har bestemt ikke brug for en folkekirke, hvor der er lavere til loftet og nærmere til døren.