Det handler ikke om, hvordan man kvajer sig, men om, hvordan man kommer videre. Som ny præst kvajer jeg mig ubehageligt tit. Det bliver jeg sikkert ved med, og selv om det ikke er hensigten, kommer jeg ind imellem til at gøre virkelig dumme ting, der får betydning for kollegerne.
Som for eksempel da jeg for nylig sagde ja til en begravelse på et tidspunkt, hvor både organist, sanger og graver havde fri, og jeg i øvrigt ikke selv skulle have begravelsen. Bum.
Det er fint at sige undskyld, og det gør jeg tit, men dette var måske lige til den stramme side, så jeg drog til bageren og bestilte kvaje-kage. Sådan en havde han aldrig hørt om før, men det kan anbefales. Og så må jeg i øvrigt se at stramme mig mere an, selvom garanti mod kommende kvajerier kan ikke gives.
September er den måned, hvor vi når at synge "Septembers himmel er så blå" så mange gang, at man næsten glæder sig til oktober. Det er en pragtfuld sang, og der går ikke mange uger, før man igen kan savne den. Men så er der heldigvis så mange andre skønne sange i Højskolesangbogens bagkatalog.
Højskolesangene fungerer
Jeg var meget skeptisk, da jeg første gang hørte om, at nogle præster smugler en enkelt sang fra højskolesangbogen ind i gudstjenesten blandt salmerne, men nu gør jeg det selv. Det fungerer i helheden. Og man kan læse teologi ind i meget.
Både radiogudstjeneste og høstgudstjeneste skulle forberedes i september. Det strammer disciplinen omkring liturgi og forberedelse, at DR-nyhederne naturligvis skal ud både præcis kl. 10.00 og præcis kl. 11.00. Det meste kan der tages tid på, men altergangen er uforudsigelig. For hvor mange kommer? Og hvad hvis vi nu slet ikke kunne nå til velsignelsen, før de jordiske nyheder overtrumfede kl. 11.00 dut?
Jeg hørte et par uger før vores kirke skulle i radioen en transmission med Sørine Gotfredsen som prædikant. Hun gennemførte nadveren så hurtigt og alligevel smukt, at jeg måtte spørge, hvordan hun dog gjorde. Jo, svarede hun, vi købte et nadverkit, som menigheden fik udleveret ved døren, så nadveren kunne indtages fra kirkebænken. Det er naturligvis ikke noget hun gør andre søndage, det var bare virkelig radio-egnet.
Men i de østjyske bakker er den slags ikke rigtig slået an. I stedet havde vi aftalt, at menighedsrådet ikke skulle gå til alters netop den dag og min datter, som tidligere har været kirkesanger, hjalp med uddeling af brød. Vi nåede i land til tiden.
Løft blikket
Sådan er det i øvrigt tit med liturgien, synes jeg. Jeg holder meget af den stramme form, men ind imellem må vi altså kaste et blik ud over rummet og se, hvem der sidder på kirkebænkene. Til høstgudstjenesten i Østbirk var der mange konfirmander, og da det var anden gang, jeg havde gudstjeneste den dag, vovede jeg springet og frigjorde mig helt fra mit prædikenmanuskript.
Det var skønt. Det tager tid at forberede sig helt ned til mindste komma, og jeg skriver fortsat alt ned til mindste detalje, hele gudstjenesten igennem – men det giver altså en frihed og et nærvær, når man så efterfølgende tør løfte blikket.
Jeg bruger fortsat tit 2020-oversættelsen, da den ofte ligger bedre i min mund og krop. Undtagen, når vi skal tale om synd, et begreb der af uransagelige årsager er blevet forvist fra den nye oversættelse. Men ingen ord kan erstatte det vidunderlige ord: Synd!
Selv den yngste konfirmand aner, hvilken kraft det rummer. Brug det.
Man kan næppe kalde utilsigtede forsømmelser i samarbejdet med kollegerne for syndige. Kvajekagen kan bane vej til den lille tilgivelse. Men den store – den kan kun Gud give os.