Svend Bjerg

Dødsfald: Svend Bjerg var indbegrebet af den engagerede universitetsteologi

Svend Bjerg var en decideret gammeldags underviser, der forudsatte, at de studerende havde læst teksten og selv bidrog med noget. Men hans hold var overtegnede år efter år, skriver Søren Holst. På billedet er Svend Bjerg fotograferet i forbindelse med sin 70-årsfødselsdag i 2012. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Svend Bjerg, lektor i teologi i København i en menneskealder, er død. Søren Holst har skrevet et mindeord over en produktiv, uortodoks, bredt favnende og lidenskabeligt engageret teolog

Floskler er noget skidt.

Det ville Svend Bjerg have været den første til at sige. Og han havde sikkert sagt det ganske højt og ikke været utilfreds, hvis det fornærmede nogen inden for hørevidde. For velovervejet brug af sproget betød noget for ham. At holde sig gode venner med alle kom væsentlig længere nede på to-do-listen.

Men det sker, at en floskel er uundgåelig, fordi der ikke er andet at sige, der faktisk dækker. Og med en nødvendig floskel må man sige om netop afdøde Svend Bjerg, at hans slags laver man simpelthen ikke længere.

Blandt hans mange – rigtig mange! – bøger var en meget læst introduktion til de store Århus-teologer, Lindhardt, Løgstrup, Prenter og Sløk, en generation af engagerede, bredt orienterede, inspirerende og provokerende teologiprofessorer, som man jævnligt begræder, at vi ikke har magen til i dag.

Og fordi vi ikke har dem, siger man, er universitetsteologien i fare for at blive irrelevant for både kirke og samfund. Men ind til Svend gik på pension for knap ti år siden, og af helbredsgrunde skruede ned for aktivitetsniveauet, var han selv en levende fortsættelse af præcis den tradition.

Han skrev omtrent en bog om året, enten alene eller i samarbejde med andre. Bøgerne var på dansk, og de blev læst. Man kunne bruge hans udgivelser som teologisk barometer for den danske folkekirke:

Hvis Svend skrev en bog om ”Stedfortrædelse” (det var i 1991), så var stedfortrædelse et centralt tema på præstekonventer og i sognegårde de følgende par år. Ofte med Svend selv som foredragsholder, men – og det er det mest slående – i lige så høj grad ved at alle andre blev opmærksomme på, at emnet havde brug for at blive tænkt igennem.

Han havde sine yndlingsemner som litteratur og fortælling på den ene side og erfaring og sansning på den anden. Men man kan ikke sige, at han dannede skole eller stod for én bestemt opfattelse af kristendommen. Det var han simpelthen for bredt orienteret og nysgerrig til.

Da kolleger, venner, samarbejdspartnere og elever ville fejre ham med et såkaldt ”festskrift” ved pensioneringen, skulle bogen naturligvis også rumme en oversigt over hans bøger, pamfletter, artikler, kronikker etc., men flere gange undervejs måtte de ansvarlige spørge sig selv:

”Helt ærligt – har Svend også skrevet om dét? Eller sidder der en starut mere derude, som også hedder Svend Bjerg og skriver artikler?”

Den viste sig dog altid at være god nok.

Administration var ikke hans foretrukne arbejdsform. For mindst et kvart århundrede siden indførte universitetet obligatorisk evaluering af undervisningen på uddelte spørgeskemaer. Det var så meningen, at læreren skulle samle skemaerne ind og omhyggelig opsummere besvarelserne i en rapport til studienævnet.

Svend er temmelig sikkert den sidste der er sluppet godt fra hver gang at aflevere halvanden linje, maskinskrevet på et gammelt hakkebræt:

”Jeg har spurgt deltagerne i kurset, og studenterne synes det er ok, som det er.”

Så blev der ikke snakket mere om det.

Svends undervisning blev der til gengæld snakket en hel del om, ikke mindst når studenter gav hinanden råd om, hvad det var værd at møde op til. Hans hold var overtegnede, år ud og år ind.

Og det var bestemt ikke fordi han håndfodrede deltagerne med færdigtyggede, eksamensparate portioner og overskuelige powerpoints. Han var decideret gammeldags, forudsatte at man havde læst teksten, leverede selv et kvalificeret oplæg – og forventede så, at studenterne også bidrog med noget.

Og man blev ikke rost, hvis man sagde noget vrøvl, men det var endnu værre, hvis man slet ikke sagde noget. Det som tiltrak, var kombinationen af viden, engagement og respekt for sagen selv. Emnet var i centrum – men man lærer kun for alvor noget om emnet, hvis man selv går i nærkamp med det.

At han lagde vægt på det selvstændige arbejde med stoffet, fremgik også af hans måde at holde eksamen på.

Ofte er eksamensspørgsmål meget omstændelige og præcist formulerede, og lægger op til at et bestemt emne i en bestemt periode hos en bestemt forfatter skal beskrives. Det sker for at hjælpe eksaminanden, ikke for at genere hende. Svend er vistnok den eneste, som til teologisk embedseksamen – sikkert uden at tænke over, at det var en usædvanlig fremgangsmåde – har stillet eksamensspørgsmålet ”Gud”.

Når man engagerer sig lidenskabeligt i teologiens sag, må man også mene noget om kirkens konkrete liv. Det gjorde Svend. Sammen med sin hyppige medforfatter, Palle H. Steffensen, revsede han folkekirkeinstitutionen så eftertrykkeligt, at det i en bog fra 2003 mundede ud i en egentlig profeti: Folkekirkens liv er ”et oppegående dødsleje”, og den vil lukke senest i 2015.

Det var natten mellem 29. og 30. december 2020, at en lungebetændelse tog livet af Svend, der var svækket af Parkinsons.

Han overlevede altså datoen i sin egen profeti med fem år, og det vides ikke, om det opmuntrede ham, at den ikke gik i opfyldelse. Men det var udtrykkeligt kun på institutionens vegne, han var sortseer.

Hvad kristendommen angår, var han overbevist optimist: Den skal nok klare sig.
 

Søren Holst er lektor i teologi ved Københavns Universitet. Han har undervist sammen med Svend Bjerg, og er medforfatter til hans sidste bog, "Den gyldne harpe – poetisk teologi i Davids og Grundtvigs salmer" fra 2011.

Svend Bjerg
25.4.1942 – 30.12.2020

  • Dr.theol. i 1981 på disputatsen "Den kristne grundfortælling" om narrativ teolog
  • Forfatter til en række bøger om etiske og dogmatiske emner og om skønlitterære forfattere, blandt andet Jakob Knudsen, Karen Blixen og Graham Greene. 

Svend Bjergs begravelse finder sted i Københavns Domkirke lørdag den 9. januar kl. 13.00 - derefter på Holmens Kirkegård. Alle er velkomne, så længe der er plads inden for coronaretningslinjerne.