Peter Lodberg er ny formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Teologiprofessor er valgt til ny formand for det råd, der står for at varetage folkekirkens mellemkirkelige opgaver på landsplan og sikre kontakten til internationale kristne organisationer

For den nye formand Peter Lodberg er det "ligesom at komme hjem," når han de næste fire år skal stå i spidsen for Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
For den nye formand Peter Lodberg er det "ligesom at komme hjem," når han de næste fire år skal stå i spidsen for Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Folkekirkens mellemkirkelige Råd har fået nyt formandskab og nye rådsmedlemmer.

Tidligere på måneden blev der på et rådsmøde nemlig valgt 13 medlemmer af rådet.

Seks af dem var nyvalgte, herunder den nye formand Peter Lodberg. Han har en fortid som studieleder og afdelingsleder på den teologiske uddannelse ved Aarhus Universitet.

Siden 2015 har han været professor MSO ved Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet.

På rådsmødet sagde han, at valget til formand er "ligesom at komme hjem."

Folkekirkens mellemkirkelige Råd beskæftiger sig til daglig med kontakten til andre kristne kirker og kirkesamfund i Danmark og i udlandet.

"Formålet er at skabe forståelse og respekt for andre kirker og trossamfund trods forskelle i lære og tradition," som der står på foreningens hjemmeside. Herunder varetages også kontakten til internationale kristne organisationer.

Rådsmedlemmerne er valgt frem til 2026.