Mindeord: Det var Rechendorff, der var den fremsynede

Kirkeminister Torben Rechendorff stod bag en række reformer, som en Venstreminister næppe var kommet igennem med i baglandet dengang for cirka tredive år siden. Og det var Rechendorff, der havde ret, skriver tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech

Som kirkeminister i Schlüterregeringen ønskede Rechendorff at gennemføre en række reformer i folkekirken. Reformer, som i dag forekommer selvfølgelige. Men dengang kunne det godt slå gnister, skriver Birthe Rønn Hornbech.
Som kirkeminister i Schlüterregeringen ønskede Rechendorff at gennemføre en række reformer i folkekirken. Reformer, som i dag forekommer selvfølgelige. Men dengang kunne det godt slå gnister, skriver Birthe Rønn Hornbech. Foto: Leif Tuxen

Det er vemodigt, at Torben Rechendorff er død, 85 år gammel. Men hurtigt springer de gode og sjove minder frem.

Som kirkeminister i Schlüterregeringen ønskede Rechendorff at gennemføre en række reformer i folkekirken. Reformer, som i dag forekommer selvfølgelige. Men dengang kunne det godt slå gnister, når den konservative kirkeminister Rechendorff, før han kunne fremsætte lovforslag i Folketinget, skulle indhente samtykke hos Venstres kirkeordfører og formand for Folketingets Kirkeudvalg, Rønn Hornbech.

Venstrefolkene var vant til at have magten i de fleste menighedsråd på landet. Møderne foregik rundt om på bøndergårdene. Luften var tyk af cigarrøg. Hvis nogen skulle få den progressive ide at kigge ind gennem ruderne for at undersøge, hvad der egentlig foregik på de meget lukkede menighedsrådsmøder, forhindrede cigartågerne ham i at se noget som helst.

Det var svært at overbevise de gamle venstrefolk, hvis aner havde kæmpet så hårdt for parlamentarismen og oprettelsen af menighedsråd, om at de demokratiske spilleregler om åbenhed og offentlighed også skulle gælde dem.

Men Rechendorff holdt fast. Nu skulle menighedsrådsmøderne være åbne. Venstre måtte til sidst bøje sig.

Rechendorff havde naturligvis ret og gennemførte en række reformer, som en Venstreminister næppe var kommet igennem med i baglandet dengang for cirka tredive år siden. Det var Rechendorff, der var den fremsynede. I dag er det en fuldkommen middelalderlig tankegang at mene, at menighedsrådsmøder skulle foregå i dølgsmål.

Pædagogisk sans og autoritet

Da Torben Rechendorff ikke mere var minister, blev han medlem af Folketingets Kirkeudvalg. Et løsgående, nyvalgt konservativt missil havde ikke helt forstået, at kirkepolitikere ikke skal blande sig i alt. En fuldstændig unyttig og meningsløs konflikt var derfor under opsejling i et kirkeudvalgsmøde, mens Rechendorff var bortrejst.

Hurtigt var Rechendorff hjemme igen. Jeg husker hans lune smil og hans stemme, da han under forhandlingerne i folketingssalen stillede sig op ved min stol og bare sagde: "Jeg er enig med dig."

Den tidligere skoleinspektør fik med sin pædagogiske sans og sin autoritet sat det unge menneske på plads. Torben og jeg morede os over den slukørede nyvalgte.

Det er en uskik at blande sig i andre partiers interne anliggende. Men jeg kom en gang til at sige til provst Lis Rechendorff, Torbens hustru, at de konservative efter min mening begik den største fejl, da de ikke genvalget ham som partiets formand.

Rechendorff havde autoritet og kendte som tidligere generalsekretær i partiet de konservative ud og ind.

Han kom ikke ind i Folketinget som en grøn scient.pol. Han havde erfaring som skoleinspektør, fra partisekretariatet og spejderbevægelsen. Han havde sans for organisation og havde en naturlig autoritet. De konservative måtte da også igennem flere opslidende personkampe efter, at Rechendorff blev sat ned på én af de nederste rækker i folketingssalen.

"Provstinde"

Privat var Torben Rechendorff gift med den eneste provst i landet, der var udnævnt af en statsminister. Torben Rechendorf selv var inhabil. Men det skulle jo ikke komme hans hustru til skade, at hun var gift med kirkeministeren. Derfor blev hun udnævnt til provst med Poul Schlüters underskrift.

Cirka 60 år efter, at de første tre kvindelige præster blev ordinerede i 1948, nåede folkekirken en ligelig fordeling mellem mandlige og kvindelige præster. Lis Rechendorff var død efter flere års kamp imod en kræftsygdom. Ved en lille festlighed i Kirkeministeriet, hvor den opnåede ligelige kønsfordeling blev fejret, havde jeg inviteret Torben til at tale om, hvordan det var at være "provstinde". Han ristede både smukt og vittigt runer over sin afdøde hustru og kvindelige præster i almindelighed.

Selvom Torben Rechendorff de sidste år var dårligt gående, tog han indtil for få år siden hvert år turen til årsmødet i den Danske Kirke i Sydslesvig, som var et hjertebarn for ham.

Ære være hans minde.