Birgitte Stoklund Larsen er ny rektor på FUV

Tidligere generalsekretær i Bibelselskabet er udnævnt til ny rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Birgitte Stoklund Larsen tiltræder den 1. februar som rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Hun afløser Hans Vium Mikkelsen på posten.
Birgitte Stoklund Larsen tiltræder den 1. februar som rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Hun afløser Hans Vium Mikkelsen på posten. Foto: Heiner Lützen Ank.

Stiftskonsulent i Helsingør Stift Birgitte Stoklund Larsen er udnævnt som ny rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) fra den 1. februar 2023. 

Birgitte Stoklund Larsen er cand.theol. og kommer fra en stilling som konsulent i Helsingør Stift – en stilling, hun tiltrådte i 2021, da hun stoppede som generalsekretær i Bibelselskabet. Hun har tidligere blandt andet været leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør på Kristeligt Dagblad.

Nu ser hun frem til at lede folkekirkens interne uddannelses- og vidensinstitution.

“FUV er et vigtigt sted for folkekirken i forhold til alle de mennesker, der tager forskellige former for uddannelse. Samtidig er FUV vigtig i forhold til vidensdelen af institutionens arbejde.”

“I lang tid har FUV arbejdet grundigt og systematisk med at undersøge det, der tidligere blot har været anekdotisk viden. Det vigtige arbejde skal fortsætte, så det bliver til gavn for folkekirken.”

Ifølge Birgitte Stoklund Larsen er det for tidligt at pege på, hvilke konkrete opgaver, hun skal tage fat på, når hun begynder den 1. februar 2023. Men præstemanglen og nye veje til at blive præst vil være vigtige emner for den nye rektor.

“Når der kommer andre kandidater end de teologiske kandidater, for eksempel §1a-kandidaterne, så stiller det nye krav til, hvilken efteruddannelse, de skal have. Det skal FUV naturligvis forholde sig til.” 

Bygger videre på tidligere erfaringer

Det er blot halvandet år siden, Birgitte Stoklund Larsen blev ansat i Helsingør Stift, hvor hun som konsulent har været biskoppens sparringspartner.

“Samskabelse, offentlighedsteologi og efteruddannelse har været en del af arbejdet i Helsingør Stift og er også elementer af det, jeg har lavet i Bibelselskabet, så på den måde passer det godt til stillingen, tænker jeg.”

“Og så har jeg naturligvis også erfaring med både ledelse og interessevaretagelsen, som også er væsentlige dele af rektorstillingen.” 

Birgitte Stoklund Larsen har ikke haft fuldtidsembede som præst i folkekirken, men har arbejdet som hjælpepræst og er i dag sognepræst i Slangerup ved siden af sit konsulentjob.

“Som konsulent i Helsingør Stift, og fordi jeg også nåede at blive ordineret som hjælpepræst, har jeg fået et godt indblik i folkekirkens dynamikker. Det tager jeg naturligvis også med ind i stillingen.”

Præsteformand: Hun passer som fod i hose

En af dem, der har været med til at ansætte Birgitte Stoklund Larsen, er Pernille Vigsø Bagge, der er medlem af FUV's bestyrelse og formand for Præsteforeningen. Hun glæder sig over, at Stoklund Larsens kompetencer "passer som fod i hose til Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter."

"Vi lagde vægt på ledelseskompetencer og høj faglighed. Og så lagde vi også vægt på at ansætte en person, der har et meget indgående kendskab til folkekirken."

"Det er en absolut nødvendighed, når man skal være leder for folkekirkens store uddannelsessted. Som jeg håber i de kommende år også kommer til at blive et endnu større uddannelsessted. Ét som er hele folkekirkens uddannelsessted. Og ikke primært præsternes."

Birgitte Stoklund skal blandt andet lave en ny strategi for FUV, fortæller Vigsø Bagge – noget, som hun peger på at Stoklund Larsen har stor erfaring med fra mange forskellige dele af kirkelivet, ligesom hun har stor ledelseserfaring.

"Derfor tror jeg, at hun både kan lede indadtil og udadtil og kan være en fantastisk drivkraft for den institution."

En af de opgaver, der venter den nye rektor, handler om de nye præsters efteruddannelse.

"Der er kommet en fin evaluering af Ny Præst. I den står der, hvad der skal forbedres og ændres. Det arbejde kører løbende. Desuden er Pastoralseminaret, i den almindelige efteruddannelse, videnscentrets forskning, og hvilket nyt land, FUV skal erobre, alt sammen interessant at se på. Herunder om FUV også i højere grad skal uddanne kirkefunktionærer, menighedsrådsmedlemmer og andre i folkekirken."

Birgitte Stoklund Larsen afløser Hans Vium Mikkelsen som rektor. Hun er ansat på en åremålskontrakt på seks år og tiltræder 1. februar 2023. Hendes primære tjenestested bliver i Løgumkloster, men hun vil fortsat være bosat i Smørum nord for København.