Det føltes så dramatisk at stå på kirkebakken i mørket, mens regndråberne gnistrede i gadelampens lys, og vinden rev i kasket og frakke.
Jeg kunne bestemt have taget bedre tøj på til udeklimaet, men jeg følte, at lejligheden kaldte på mit mest anstændige tweed-sæt.
Jeg havde ikke kunnet tage mig selv seriøst i en neon-dynejakke med falsk pelskrave og min strikhue, der hviler tungt på toppen af brillestellet og kombineret med mit sorte mundbind giver et stærkt niqab-lignende look (jeg fik en forskrækkelse, da jeg så mig selv i ruden på vej ud af Dagli’ Brugsen i det antræk).
Jeg ønskede derimod at se sober og bestemt-ikke-yngre-end-min-alder ud.
Det var første gang, jeg så vores kapel indefra. Jeg havde været præst i flere måneder, og folk havde flere gange refereret til bygningen, hvorefter jeg måtte komme med opfølgeren: Hvor er det nu lige, vi har sådan en stående?
Nu stod kapellet ulåst, badet i varmt levende lys. Det var ikke en lejlighed, jeg agtede at komme dryssende til, så jeg var alene, indtil graveren kom ned ad bakken fra kirken, og kom kirkesangeren nedefra, rundt om kirkemuren.
Så stod vi alle tre lidt og holdt vores frakker tæt omkring os og blev småvåde og forblæste, halvt opslugt af mørke, halvt oplyst af stedets ene gadelampe: Det var sand film noir.
Den sidste tur hjem med færgen
Jeg ved ikke, om graveren har en medsammensvoren, men han forlod vores lille vejrblæste selskab, og i samme nu kisten forlod færgen, og den afdøde igen var på hjemstavnsjord, begyndte han at ringe med kirkeklokkerne.
Man kan se havnen fra kirkebakken, så man kan måske godt se nøjagtigt, hvilke biler der kører ud derfra, med en kikkert – i hvert fald fra klokketårnet. Det er en fin krimiscene at forestille sig: Graveren med sin kikkert i det gamle klokketårn.
Men det ville nok være mere praktisk, hvis færgepersonalet bare sendte en sms, når rustvognen kørte ud som den sidste. I hvert fald vidste jeg og kirkesangeren, at kisten var på vej, da klokkerne ringede. Nogen havde fortalt mig om traditionen tidligere, jeg ved ikke hvem eller hvornår, men jeg huskede det i hvert fald, så snart at klokkerne begyndte at ringe over os i mørket.
Det overraskede mig, da en hel flok – over et dusin – væltede ud af bilfølget. De var alle taget med færgen over (og med den næste tilbage) for at følge deres elskede familiemedlem over vandet en sidste gang.
Et par dage efter spurgte organisten mig, om jeg var nervøs over at skulle have min første begravelse. Men det var jeg ikke. Dette menneske var elsket og æret. Jeg havde fået telefonopkald, mails og visit på præstegården om folk, der ønskede at komme til begravelsen.
Alle, jeg mødte i løbet af ugen, havde noget at fortælle mig om vedkommende. Jeg opdagede endda, at denne person havde været stifter af selvsamme ø-klub, som jeg sad i hver uge og med nogle af de samme medlemmer.
En præsts privilegium
Nogle dage inden begravelsen blev jeg ringet op af afdødes nære veninde. Hun ville høre, hvilke salmer der skulle synges, så hun kunne sidde derhjemme og synge med, nu hun ikke kunne komme. Vi talte sammen om afdøde og hendes eget liv og sorg i over en time.
Nogle dage efter begravelsen ringede hun igen for at høre, hvordan det var gået, og om jeg kunne sende begravelsestalen.
”Hvis du bare stikker mig din mail,” sagde jeg.
”Nej, jeg har ikke nogen e-mail. Den skal sendes med posten.”
Vi talte igen i en time om afdøde, men nu mest om hendes eget liv. En uge efter ringede hun igen til præstegårdens fastnettelefon. Nu talte vi en time – nu bare om hendes eget liv.
Det må være en præsts privilegium. At have timelange samtaler med nogen, man aldrig har mødt og måske aldrig kommer til at møde. Hun ringede til mig, fordi hendes fortrolige var gået bort. Fastnettelefonen på Sejerøs præstegård havde hun fundet.
Og sådan blev mit liv beriget med tre (og jeg tæller stadig) interessante samtaler og et par ture til Sejerøs (muligvis eneste) røde postkasse.