Jeg har snart været præst i et år, og jeg har næsten været igennem en hel “sæson” med højtider, dåb, konfirmationer, vielser, begravelser og søndagshøjmesser. Forude venter sommermånederne, som jeg har hørt, kan forløbe mere roligt i mit fag uden så mange aktiviteter og møder. Det ser jeg frem til også at opleve efter en lidt travl periode indtil nu.
Hvad der har overrasket mig mest ved at blive præst
- Det, der har overrasket mig allermest, er den tillid, jeg er blevet mødt med allevegne. Mange i byen her har læst fra præsentationen i lokalavisen, at jeg er ny præst, men jeg er kun blevet mødt af tillid og fuld tiltro til, at jeg har styr på mit fag. Her er det meget tydeligt, at folk har en stor respekt for embedet, inden de overhovedet kender min person.
- Hvor lang tid et menighedsrådsmøde kan vare, selvom dagsordenen ser forholdsvis simpel ud. Jeg stoppede ret hurtigt med at fortælle min mand, hvornår jeg er hjemme igen.
- At det tager tid at vænne sig til at bo i embedsbolig. At vores hjem er nogle andres hus, som de bestemmer over, hvad angår vedligeholdelse og istandsættelse. Derudover kan der komme besøgende i præstegården til alle tider, så man må være klædt på, så man er tilpas med at få gæster – eller lære at være ligeglad.
Hvad jeg har brugt mest tid på
- At forberede søndagshøjmessen, helt klart! Og forberedelse til begravelser, vielser mm.
- Dernæst konfirmander. At forberede og afvikle undervisningen af to hold med hver sit forløb, har været meget mere tidskrævende, end jeg havde forestillet mig. Min uddannelse har ikke primært været rettet mod undervisning, så det er virkelig et område, hvor der bruges meget energi.
- Møder: planlægningsmøder, kalendermøder, teammøder, menighedsrådsmøder, provstipræstemøder. Rigtig mange møder.
- Afsløring. Hvad jeg ikke har brugt meget tid på i løbet af mit første år som præst: fritid!
Hvad der har været svært
- At gennemskue økonomi, beslutningsprocesser mm. i menighedsrådene.
- At skelne mellem hvilke opgaver jeg skal prioritere. Det er vigtigt at være synlig i byen ved fx at holde båltale til Sankt Hans eller tale i byens pensionistforening, men i en uge med møder og desuden to begravelser og en højmesse med dåb, bliver det hurtigt tidskrævende.
- At styre min tid og holde fast i den planlægning. Det kan være fristende at sige ja til at forestå en begravelse en formiddag, hvor man alligevel “bare” havde sat tid af til at forberede søndagens prædiken. Men når den formiddag ryger, hvornår skal prædikenen så forberedes? Svar: Om aftenen, når du skulle have været sammen med din familie.
Hvad der har glædet mig mest
- Det har afgjort været at møde så mange forskellige mennesker i alle mulige sammenhænge og livssituationer. At høre deres livshistorier og give dem en oplevelse af, at kirken også er for dem.
- At fejre gudstjeneste både til hverdag og fest – i glæde og i sorg. Det er så enormt meningsfuldt at få lov at være med lige der!