Mit første år som præst: Der er meget at lære for helt grønne haveejere

6500 kvadratmeter præstegårdshave er virkelig en stor mundfuld, når man kun er vant til en lille altankasse med nogle halvvisne margueritter. Det er forår, og Anna Rask Lauridsen og hendes familie er i haven

Det dejlige påskevejr fik lokket Anna Rask Lauridsen og hendes familie i haven. Men en gigantisk præstegårdshave er noget af en mundfuld, når man kommer fra en lejlighed inde i byen.
Det dejlige påskevejr fik lokket Anna Rask Lauridsen og hendes familie i haven. Men en gigantisk præstegårdshave er noget af en mundfuld, når man kommer fra en lejlighed inde i byen. Foto: Anna Rask Lauridsen

Vi har boet i præstegården i otte måneder nu, og vi bliver stadigvæk ofte spurgt, om vi nu er faldet til i det store hus og i byen. Har vi fået tømt alle flyttekasserne og fyldt de mange værelser med lidt møbler.

”Jaah, vi er så glade for at bo her,” svarer vi, måske lidt opgivende, efter at have hørt netop den sætning blive brugt til at sætte samtalen i gang et utal af gange. Men vi er virkelig glade for at bo her. Og ærligt talt, hvad kan vi også ellers tillade os at svare?

Denne artikel er en del af dette tema:
Mit første år som præst
Mit første år som præst

Haven er på størrelse med en fodboldbane

Sommetider kan jeg godt finde på at svare lidt kækt, at vi da er på plads i de 250 kvadratmeter bolig. Det er straks værre med haven, som består af 6500 kvadratmeter mosbegroet græsplæne, eng og flere hundrede år gamle træer. Dét er virkelig en stor mundfuld, når alt, vi har været vant til, var en lille altankasse med nogle halvvisne margueritter.

Heldigvis hjælper graveren med at slå græsplænen, men det falder ofte sammen med den dag, jeg har planlagt at forberede min prædiken. Og på sådan en dag er den konstante summen fra havetraktoren altså lige dele hyggelig og forstyrrende.

Kampen mod den sorte hævner

Efteråret og vinterens store haveprojekt har været at få bugt med den muldvarp, der har fornøjet sig med at sabotere græsplænen med hundredvis af jordknolde. Den har virkelig holdt os for nar. Når vi havde sat en fælde ned, gik der gerne et par dage uden nye skud.

Hele familien er engageret i kampen, men indtil videre fører muldvarpen

Sognepræst Anna Rask Lauridsen

Stolte og fyldt med eufori gik vi så, hele familien, ud for at bese muldvarpefælden. Men her lignede det næsten, at muldvarpen havde skubbet jord op omkring fælden for at håne os, og selv kravlet videre. Sådan gik der et par måneder, hvor hvert et fejlslagent forsøg fik græsplænen til at ligne en kampplads mere og mere. Og indenfor begyndte vores søn at vende alle kopper på hovedet, lægge terninger ovenpå og kalde det for muldvarpefælder. Hele familien er engageret i kampen, men indtil videre fører muldvarpen.

Tid til at plante nyt

Det dejlige påskevejr fik også lokket os ud i haven. Og det gav mig lidt tiltrængt adspredelse midt i påskens gudstjeneste-maraton. Vi har gjort drivhuset sommerklar og plantet tomater. Min mand har lavet en kæmpestor pilehytte, som han vander flittigt hver eneste dag – ofte lige midt ulvetimen.

Mit eget projekt har været at beskære roser. Min mor havde nøje instrueret mig i, at de skulle skæres ned til 20 cm over jorden. Så jeg kravlede rundt med et målebånd for at opnå den helt rigtige højde. Jeg havde ikke lige tænkt over, at det var en god idé at tage havehandsker på... Og da naboen kiggede forbi, viste det sig også, at det var den forkerte rive, jeg havde fat i til at luge ukrudtet væk om roserne. Der er nok at lære for sådan nogle helt grønne haveejere som os.