Ny præst

Mit første år som præst: Da selfie-præsten glemte konfirmandselfien

Anna Rask Lauridsen, som hver måned sender en præsteselfie til med sin klumme til Kirke.dk, glemte i kampens hede at tage en selfie med de nykonfirmerede i kirken – sådan som mange præster er begyndt at gøre. Men her er en selfie med det officielle billede. Foto: Anna Rask Lauridsen

Jeg spurgte konfirmanderne, hvad de gerne ville høre mig tale om i kirken. De fleste svarede, at de gerne ville høre, hvor god og moden en klasse, de er. Det svar havde jeg helt ærligt ikke lige regnet med

Hvad vil jeg sige i min tale?

Tidligt i forløbet bestemte jeg mig for kun at holde én tale i gudstjenesten: en prædiken målrettet konfirmandholdet. Det blev et kompromis mellem både at holde en prædiken og en tale, for det blev for mange ord, vurderede jeg.

Og det fungerede rigtig fint med talen – både fordi jeg tror, konfirmanderne ikke kan rumme så mange ord den dag, og fordi jeg havde præcis en time til at afholde gudstjenesten, inden næste hold bankede på porten.

Jeg havde længe gået og grublet over, hvad jeg skulle sige til konfirmanderne og deres familier i min tale. Hvad ville give mening for dem, og hvad ville de kunne samle sig om at høre på den her dag, hvor nerverne var udenpå. Jeg bestemte mig for at spørge konfirmanderne selv til råds. Simpelthen at spørge dem, hvad de gerne ville høre præsten tale om i kirken.

De allerfleste svarede, at de bare gerne ville have ros og høre, hvor god og moden en klasse de er. Det svar havde jeg helt ærligt ikke lige regnet med. Jeg havde nok forestillet mig, at de ville høre om, hvorfor der findes ondskab i verden, når Gud er god, eller hvordan jorden blev skabt på seks dage. Det er spørgsmål, der har fyldt i forløbet, men altså ikke ligeså meget her på den store dag.

Jeg imødekom deres behov for anerkendelse med en tale om forskellen på selvværd og selvtillid. Altså forskellen på at skulle præstere for at føle sig god nok, og så det at vide, at man er elsket, som man er.

Alle præster tager konfirmand-selfies

Da vi stod der i sognegården, lige inden gudstjenesten skulle begynde, må jeg indrømme, at jeg delte konfirmandernes nervøsitet en smule.

Udsagn som ”Ej, jeg skal tisse”, ”Hvad nu hvis jeg glemmer, hvad jeg skal sige?”, ”Tænk, hvis jeg falder midt i det hele” røg igennem lokalet.

”Tag det roligt, I kommer til at klare det så fint – husk, jeg giver signal til alt, I skal gøre,” sagde jeg for at berolige dem, men talen var nok ligeså meget mig selv.

En gudstjeneste er ingen præstation, men der er alligevel noget at huske på og en rækkefølge i ritualet, der skal følges.
 
Midt i al den her spænding og nervøsitet, glemte jeg simpelthen at tage en selfie med konfirmanderne. Ved alle tre gudstjenester. Det er nok endnu en ting jeg må lære som ny præst. Alle præster tager konfirmand-selfies, men Selfie-Præsten, der hver måned leverer selfies til Kirke.dk, glemte det altså.

Næsten ligesom juleaften

Jeg havde selvfølgelig tænkt på det, men det er alligevel kommet lidt bag på mig, hvor stor berøring jeg har med folk i byen til sådan en konfirmationsgudstjeneste. Det er lidt ligesom gudstjenesten til juleaften, men bare lidt mere, som jeg oplever det.

Ham foran i køen i Spar, min mands kollegas søn, den ældre kvinde til en sogneeftermiddag i oplandet. De var alle sammen med til en af mine konfirmationsgudstjenester. Nogle har lagt mærke til en salme, en vending fra talen eller et konfirmationsord. Oplevelser, som vi har delt sammen i kirken, og som er en af grundene til, at jeg holder sådan af mit arbejde.

At kunne give mennesker en oplevelse og røre dem med ord, musik og stemning i kirken – ikke kun når det er juleaften eller konfirmation, men også ved højmessen søndag efter søndag.

Mit første år som præst

Anna Rask Lauridsen skriver hver måned til Kirke.dk om sit første år som præst. Den 1. september 2018 tiltrådte hun stillingen som sognepræst i Sahl-Gullev og Bjerringbro Pastorat, Viborg Stift.

Født i 1989. Cand.theol. fra Københavns Universitet forsommeren 2018. Har været praktikant på Kristeligt Dagblad. Skrev speciale om folkekirkens sorggruppepraksis. Opvokset på et nedlagt landbrug nord for Viborg. Har som ung spillet klarinet og sunget i kirkekor. Gift med Jacob og sammen har de drengen Johan på to år.

Læs alle indlæg i serien