Mit første år som præst: Ve den næste, der spørger, om jeg ikke har rigelig fritid på Sejerø

Jeg var overbevist om, at jeg kunne tilrettelægge præstearbejdet, så det ikke kom til at fylde det hele. Nu har jeg købt mig tre store opslagstavler og omdannet mit lille præstekontor til en effektiv kommandocentral for sognets kirkearbejde, skriver Sejerøpræst Josefine Mikuta Poulsen

For bedre at føre krig mod kaosset har jeg købt mig tre store opslagstavler og omdannet mit lille præstekontor til en effektiv kommandocentral for sognets kirkearbejde, skriver Sejerøpræst Josefine Mikuta Poulsen i sin sidste klumme om sit første år som præst.
For bedre at føre krig mod kaosset har jeg købt mig tre store opslagstavler og omdannet mit lille præstekontor til en effektiv kommandocentral for sognets kirkearbejde, skriver Sejerøpræst Josefine Mikuta Poulsen i sin sidste klumme om sit første år som præst. Foto: Privatfoto

Da jeg endelig til sidst i studiet tillod mig at begynde at drømme om præstegårde og præsteliv, om et meningsfuldt arbejde og lokalidyl, var min mors ord som en mørk sky med en ordentlig regnskylle ind over den solrige sommerdag i mit sinds yndige præstehave:

”Alle præster er altså dødstressede, skal du huske.”

Denne artikel er en del af dette tema:
Mit første år som præst
Mit første år som præst

Nåh…? Ja, det er ikke ligefrem den gulerod, man havde håbet på for enden af regnbuen bygget af oldgræsk grammatik og uforklarlig dogmatik. Og det var ligesom lidt for sent at gøre noget ved det nu.

Jeg havde allerede holdt forsvarstaler om kirken og religion til alle selskaber, jeg nogensinde har været til, siden jeg begyndte at læse teologi. Nu ville jeg altså have en præstegård, tænkte jeg, og et spændende arbejde med en vis grad af selvbestemmelse, så jeg kunne skabe nogle rammer, jeg kunne trives godt i.

Jeg nægter at stå model til et martyrium

Efter den moderlige kommentar begyndte jeg aktivt at nære den retfærdige ild, at opbygge mit stædigheds-momentum på dette punkt i mine tanker:

”Jeg er et moderne menneske, opvokset i en moderne generation! Ja, det er et kald – men det er også et job! Og det SKAL altså være rimeligt! Forskning har desuden i umindelige tider peget på, at mennesker slet ikke er skabt til at arbejde effektivt i særlig mange timer om ugen – så præster gør ikke nogen tjenester ved at arbejde i døgndrift! Jeg nægter at gå ned med stress! Jeg har ikke slidt mig igennem det her universitetsstudie for at gå psykisk ned lige på den anden side af målstregen! En præst er et almindeligt menneske, ikke et supermenneske eller en halvgud! Ingen vinder, hvis vi bare bliver kørt i sænk over… Hvad? Ekstra spaghetti-gudstjenester og et lidelsesforløb med ugidelige konfirmander?!? Jeg nægter at stå model til et martyrium! Fnys!”

Hvordan i alverden jeg så endte til et ferieplanlægningsmøde med mine kollegaer i pastoratet, hvor det gik op for mig, at jeg ikke havde taget noget som helst ferie det første halve år, der var gået af 2021, fordi jeg ikke følte, at der var tid, kan jeg virkelig ikke forklare.

Jeg ved heller ikke, hvordan jeg endte med at føle mig dødansvarlig for at redde de kalkmalerier, der har været i gang med at falde ned i hovedet på Sejerøs kirkegængerne i årtier, og at bekymre mig dagligt om at finde penge i et sogn med seriøst lavvande i kassen til et helt nyt lydanlæg, fordi flere af kirkegængerne ikke har kunnet høre, hvad præsten har prædiket, i hvem ved hvor lang tid.

Og at tage ansvaret for at genopfinde ø-organiststillingen, når min forgænger var nødt til at sætte sin hustru bag orglet, og hun nu er gået på pension med sin ægtemand. Eller hvordan jeg endte som korleder for mit nyopstartede kirkekor og med et nyt menighedsråd, der har haft brug for en præst, der tager førertrøjen. Og en kæmpe præstehave, der begynder at se ud, som om jeg har spillet Jumanji og tabt et par omgange allerede.

Og så har jeg oven i det hele ladet mig overtale til at adoptere en killing fra Nekselø for at vinde velvilje her.

Præstekontoret er omdannet til kommandocentral

Det var jo lige netop det, der ikke skulle ske. Og det var også én af grundene til, at jeg tog embede på en lille ø. Jeg ville gerne have tid til at gøre tingene ordentligt. At være nærværende. Jeg så det faktisk som min vigtigste opgave ikke at ende som en præst, jeg mødte i løbet af min praktik på pastoralseminaret.

Om hun havde været nede med stress én eller to gange, kan jeg ikke huske. Men jeg er ret sikker på, at hun var på vej mod sit tredje. Og jeg var også ret sikker på, at hun ikke kunne se, at hun havde et andet valg. Det havde hun måske heller ikke. Hun var den dødsamvittighedsfulde præst. Den perfektionistiske tolvtalspige i embede. Gys.

I den allerførste mail, min mentorpræst skrev til mig, rådede han mig udtrykkeligt til ikke at svare på mails på min ene ugentlige fridag, mandagen.

”P.S. Se bort fra at jeg skriver denne mail om mandagen,” tilføjede han. Næsten hele vores korrespondance er ført på mandage siden.

Og i disse tider, hvor jeg ikke kan mindes en fridag, hvor jeg ikke endte med at have et møde eller svare på et par mails eller henvendelser ved døren, møder jeg folk, der siger til mig:

”Sejerø? Jamen, der er sikkert ikke så meget at lave?”

Eller når jeg endelig har svaret ærligt på spørgsmålet ”Hvordan går det?” med ”Jeg har faktisk haft lige lovlig travlt her på det sidste” og så bliver mødt med et decideret chokeret ansigtsudtryk. Så får jeg lyst til at… til at… give dem et vikariat på Sejerøs kirkekontor og aflevere den efterhånden meterlange liste med akutte opgaver.

Men inden I sender hjælp til ø-fronten, kan jeg forsøge at berolige jer med, at jeg for bedre at føre krig mod kaosset har købt mig tre store opslagstavler og omdannet mit lille præstekontor til en effektiv kommandocentral for sognets kirkearbejde.

Og så har hækken rundt om min have endelig vokset sig så tæt, at jeg kan ligge katatonisk spredt fladt ud på græsplanen og lytte til fuglenes sang. Eller knallertudstødningen fra de unge mennesker, der er hjemme på ferie for at lydforurene min idylliske pensionist-ø.