Mit første år som præst: Skal en 28-årig præst have et budskab til folket?

Jeg var ikke forberedt på opmærksomheden fra medierne, da jeg blev præst på Sejerø, og føler mig hverken erfaren eller klog nok. Men måske er mit budskab bare at vise et moderne menneske, som har fundet kirken og kristendommen meningsfuld nok til at vælge den til, skriver Josefine Mikuta Poulsen

Til et portræt på en ungdomskanal blev jeg bedt om at svinge mit rollespils-middelaldersværd foran kirken. Hvis de havde vidst, at jeg var begyndt at ride og skyde med bue og pil, var jeg nok blevet bedt om at skyde hedninge ned fra hesteryg for kameraet, skriver Josefine Mikuta Poulsen.
Til et portræt på en ungdomskanal blev jeg bedt om at svinge mit rollespils-middelaldersværd foran kirken. Hvis de havde vidst, at jeg var begyndt at ride og skyde med bue og pil, var jeg nok blevet bedt om at skyde hedninge ned fra hesteryg for kameraet, skriver Josefine Mikuta Poulsen. Foto: Skærmbillede fra video på TV2 Øst

Jeg havde journalister ude for at filme et videoportræt til deres ungdomskanal. De ville meget gerne have mig til at svinge mit middelaldersværd i præstekjolen foran kirken.

I en prædiken efterfølgende jokede jeg med, at hvis de havde vidst, at jeg var begyndt at skyde med bue og pil og ride på menighedsrådsformandens heste, var jeg nok blevet bedt om at skyde hedninge ned fra hesteryg for kameraet.

De næste journalister, jeg havde på besøg, fik øje på buen, og jeg havnede i et 30 minutter langt Hunger Games-photoshoot i haven (jeg fortalte dem med vilje ikke om hestene).   

Efter at min mor havde lyttet til et radiointerview, jeg havde givet, ringede hun mig op for at aflevere det velmenende råd, at jeg ikke skulle lade journalisterne løbe om hjørner med mig. Hvis de spurgte om useriøse ting, skulle jeg bare lade være med at svare.

En chance for at bryde med nogle fordomme

Jeg var ikke overrasket over, at lokalavisen kørte ud for at dække nyheden om den nye præst på Sejerø, kort efter at jeg landede. Det tænkte jeg, at de havde gjort, uanset hvem, der havde fået stillingen. Men jeg blev overrasket over at blive kontaktet om radio-, film-, avis- og magasin-interview, artikler til fagmedier og om at holde oplæg for lokalpolitikere og for mine tidligere medstuderende på universitetet.

Denne artikel er en del af dette tema:
Mit første år som præst
Mit første år som præst

Jeg troede kun, at præster fik taletid, når de havde skrevet tre bøger – og var heldige. Eller når de virkelig havde jokket i spinaten. Jeg var ikke forberedt på opmærksomheden, og selv den del af mig, som kunne se det som et ego-boost, var helt klart af den mening, at jeg endnu ikke var erfaren eller klog nok til at sige ting, jeg ikke ville korse mig over i snarlig fremtid.

På den anden side måtte jeg tilstå, at man som præst kæmper for at få mere taletid og interesse fra det danske folk i al almindelighed. Så jeg kunne godt se, at det formentlig var en enestående chance for at bryde med nogle fordomme og fylde så meget plads i medierne som muligt ud med halvfornuftige udtalelser.

Og jeg kunne heller ikke benægte, at alt deltagelse ville være god omtale for min kirke og mit lokalsamfund. Så det var svært at sige nej til at stille op, når jeg vidste, at det ville gøre en forskel for de mennesker, jeg er ansat til at tjene.

Åben om personen indeni præstekjolen

Men jeg er ikke en forsker, der har skrevet en ph.d. om et komma i Det Gamle Testamente (sand historie), en hospitalspræst med 25 år i faget, eller en antropolog, der har boet ti år helt isoleret med indfødte et vildt sted. Som udgangspunkt forsøgte jeg bare at undgå at dumme mig for grelt og acceptere, at journalisterne jo nok godt vidste, at jeg ikke var en stjerneforsker.

Da jeg så i slutningen af et interview blev spurgt ”Hvad er dit budskab til folket derude?” gik min hjerne fuldstændig i panik: Var det meningen, at jeg skulle have et budskab? Som en anden præsidentkandidat eller karismatisk kultleder? Er det noget, man bare har som præst? Eller som 28-årig? Eller som øbo?

Jeg grublede lidt tjept over det og ringede journalisten op kort efter for at meddele hende, at mit budskab vist nok “bare” var, at jeg forsøgte at være åben om min person indeni præstekjolen – i håb om at inspirere andre ved at vise et moderne menneske, der ikke er vokset op religiøst, men som har fundet kirken og kristendommen meningsfuld nok til at vælge den til.

Dog har jeg igen og igen måtte påpege over for journalister, at jeg ikke selv opfatter mig som en særligt moderne præst eller specielt revolutionerende generelt. Der sker jo allerede mega mange spændende ting i kirken, og der er mange præster, der er mere cool end mig. Så hvis jeg bryder med mange kirkefremmedes forestillinger om præster, er det kun fordi, at de ikke har været særligt eksponeret for denne gruppe.

Så jeg besluttede mig for, at repræsentere den type præst, der tydeligvis ikke bliver eksponeret nok, for ellers havde medierne aldrig fundet mig særlig interessant. Selvom man som præst ikke har et budskab til folket, så bør vi vel tale til netop… folket, der udgør folkekirken.

Lad dette være mit budskab (indtil jeg bliver klogere). Amen.