Jeg er ikke forandringsresistent, men jeg hører til blandt dem, der holder af den klassiske gudstjeneste.
Men i den forløbne måned har jeg flere gange tænkt på, at fornyelse kan komme på en måde, så man lærer at holde af den, nærmest uden at tænke på det som fornyelse.
De særlige gudstjenester bringer sammen på tværs af skel
Da jeg var barn, var der hverken særlige allehelgensgudstjenester eller De ni læsninger. Selv en spejdergudstjeneste kunne få nogle i menigheden til at holde sig lidt på afstand, for de brød sig ikke om faner i kirken.
Den modstand er der næppe mange, der holder fast i. Nu har jeg selv haft fornøjelsen af, som præst, at planlægge både allehelgensgudstjeneste og De ni læsninger, og jeg må konstatere, at netop de to særlige gudstjenester kan noget af det, som jeg godt kan lide ved en søndagsgudstjeneste. Måske endda mere. Samle menigheden på tværs af alle mulige skel.
Der er noget helt særligt ved at læse navnene op på de døde og se ind i øjnene på alle dem, der har mistet i årets løb. Mennesker, man er kommet tæt på gennem samtaler i forbindelse med dødsfaldet. Mennesker, så forskellige, som de er, kan sidde dér i et menighedens fællesskab, uden at kende hinanden, omkring den sorg og trøst, der rammer dem.
Det er lidt af det samme, som De ni læsninger kan. Her kommer også mennesker, der måske ellers ikke besøger kirken så tit på en almindelig søndag.
I år har jeg involveret mine konfirmander, som læser teksterne op sammen med mig. De øver sig, og for nogle af dem er det grænseoverskridende. De mærker både alvoren og fællesskabet. Så jeg glæder mig over, at der fortsat opstår nye eller genopdagede traditioner, der tilfører noget, uden at vi kaster andet værdifuldt over bord.
Jeg øver deltaljerne, så jeg kan slippe dem på et tidspunkt
For søndagsgudstjenesterne, som jeg virkelig holder af, og gør mig stor umage med at forberede, har jeg sat mig et mål. Her i den første tid som præst har jeg skrevet alt, som i alt, ned. Hvor jeg skal stå, vende, svare, bede, gå, løfte armene, kigge op, kigge ned - og samtlige andre detaljer. Der er meget at holde styr på.
Mit mål er, at jeg vil lære at holde prædikener frigjort fra mit manuskript. Jeg mærker allerede tydeligt forskellen mellem at være meget manuskriptbunden og at være mere fri.
Det betyder ikke, at prædikenen skal blive løs i konturerne og mere snakkende. Jeg vil fortsat skrive hvert et od ned i et manuskript. Men målet er altså at øve prædikenen igennem så grundigt, at blikket det meste af tiden kan søge menighedens.
Min stakkels mand må lægge øre til meget som præstemand, sparringspartner, researcher, rådgiver
og kritiker. Hvor er det godt at have ham
Som præsteægtefælle skal man synge med
Apropos De ni læsninger har jeg selvfølgelig også tvangsindlagt både mand og datter til at spille henholdsvis violin og cello undervejs, ligesom min mand sang med i det ad hoc mandskor, min kollegapræst Lone hvert år i november samler til gudstjeneste med efterfølgende kål og medister i præstegården.
45 mænd sang i koret, der bare øver én time årligt. Det trak 125 mennesker til gudstjeneste og kål, fra småbørn til oldinge.
Kirken har mange døre, man kan gå ind af
Nu nærmer julen sig, og jeg har måttet tvinge mig selv til at være mere end en uge forud. DK4 har været forbi for at optage julegudstjeneste, og hvad gør man, når der skal fejres jul i kirken allerede i november?
Man indforskriver 50 konfirmander, der sad musestille hele vejen igennem. Bortset fra, når jeg tvang dem til at synge eller bede med på Fadervor eller trosbekendelsen.
I november har jeg også været på mit første ugekursus i det obligatoriske forløb for nye præster.
Undervisningen var både god og relevant. Hertil kom de givende samtaler med alle de andre nye præster. Jeg skal lige love for, at der er forskel på embederne. Og heldigvis for det.
For både præster og sogne er forskellige. Der er garanteret et sogn til alle, ikke mindst i disse tider, hvor der er præstemangel. Forstå det, hvem der kan.