Mit første år som præst: ”Må man medbringe sin cykel på kirkegården?”

En ko på afveje, en pose øl på havelågen, en bortløben hanekylling og hjemisbilens aktuelle position. Sejerøs nye præst samler på guldkorn fra den lokale facebookgruppe – et blandt mange vandhuller på øen, hvor snakken går, som var man hjemme i dagligstuen

Dagli’Brugsen er Sejerøs eneste dagligvarebutik – og der, hvor man henter ting, man har onlineshoppet. Den er også et af de lokale vandhuller, hvor man møder folk og snakken går. Andre lokale vandhuller: Færgen, minigolfen, genbrugspladsen, kirken og den lokale facebookgruppe.
Dagli’Brugsen er Sejerøs eneste dagligvarebutik – og der, hvor man henter ting, man har onlineshoppet. Den er også et af de lokale vandhuller, hvor man møder folk og snakken går. Andre lokale vandhuller: Færgen, minigolfen, genbrugspladsen, kirken og den lokale facebookgruppe. Foto: Josefine Mikuta Poulsen

Sogn.dk oplyser, at der ifølge kirkestatistikken er 343 faste indbyggere i Sejerø sogn. Facebookgruppen ”Vi der kommer / bor på Sejerø” har i skrivende stund 2506 medlemmer.

To af medlemmerne i Facebookgruppen, dedikeret til Sejerøs heltids- og deltids-beboere, er min mor og mormor. De var medlemmer før mig. Ja, det var faktisk dem, der anbefalede mig gruppen.

Denne artikel er en del af dette tema:
Mit første år som præst
Mit første år som præst

De første måneder på øen fik jeg jævnligt sms’er fra min mormor i Nakskov og min mor i København, der advarede mig om, at den næste færgeafgang var aflyst på grund af storm, eller at nu blev der solgt syltetøj og auberginer i Mastrup – for det havde de lige set på Facebook!

Når jeg har gæster fra ”fastlandet” på besøg, kommenterer de næsten altid på den lokale tone:

”Jeg har aldrig været i kirke før, hvor der blev talt så meget på kryds og tværs inden gudstjenesten. De hang jo over bænkeryggene for at tale med hinanden.”

”At sidde på færgen er som at sidde med i en dagligstue over kaffen. Alle sludrer og går rundt mellem hinanden for at hilse og dele nyheder.”

”Vi fik os godt nok en ordentlig snak nede ved genbrugsstationen om lidt af hvert.”

Derfor har jeg besluttet mig for at gengive den lokale tone via the greatest hits fra den Sejerø-centrerede facebookgruppe, som min mormor, mor og jeg nu alle er medlemmer af:
 

Opslag: ”Er der regler for, om man må medbringe sin cykel på kirkegården??”

  • Kommentar: ”Du tænkte måske på Tour De France? Om de kunne starte en etape derfra? Jamen hvilken reklame for Sejerø! På med vanten, Jens. Men ansøgningen skal være på fransk.”
  • Kommentar: ”Du må godt cykle til gudstjenesten i morgen.. Husk det er 10:30”
  • Kommentar: ”Er du blevet så dårligt gående gamle?”
  • Kommentar: ”Jeg cykler ALTID rundt deroppe. Så strøer jeg blomster omkring mig i farten. På den måde får jeg både motion og ærer de døde samtidig. Win win!”
  • Kommentar: ”Den skal nok skilles helt ad, hvis den skal med i kisten.”
  • Kommentar: ”Sidder her 3000 km væk og nyder jeres kommentarer. Ville gerne deltage i jeres miljø. I er simpelthen dejlige. Tak for dejlig underholdning fra min barndoms elskede Sejerø.”
  • Kommentar: ”I er skøre – I øboere.”
  • Kommentar: ”Som Søren Ulrik Thomsen skriver: ”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket.””
     

Opslag: ”Er der nogen her på øen der har set Pedo??? Pedo er vores håndtamme hanekylling. Han har det med at gå lange ture og svært ved at finde hjem igen. Men nu har vi ikke set ham siden tirsdag middag.”

  • Kommentar: ”Min mand og vores piger så den søndag d. 23, men der fandt de den nede ved den gamle golfbane ca. ”
  • Kommentar: ”Den var hos os i går.”
  • Kommentar: ”Måske i nogens suppegryde???”
  • Kommentar: ”Eller deltaget i Mænd og Høns 2?”
  • Kommentar: ”Han kan ikke finde hjem han har nok en lille fjer på”
  • Kommentar fra opslags-forfatter: ”Pedo er fundet hos naboen for lidt siden.”
     

Opslag: ”Hvem har glemt en pose øl ved min havelåge? Jeg har taget den ind, da det ikke ser særlig pænt ud. Giv lyd når du vil have dem tilbage.”

  • Kommentar: ”Drik dem.”
     

Opslag: ”Denne ko ser ud til at være kommet lidt på afveje… den er i hvert fald ikke omkranset af nogen form for indhegning. Ville desværre ikke lade mig komme tæt nok på til at se nærmere på dens øremærke. Vi mødte den på første græsstykke efter øernes højskole på vejen imod Kongstrup.”

  • Kommentar: ”Ja, det er så én af mine, den dukker under tråden, beklager hvis den generer nogen.”
  • Svar: ”Generede i hvert fald ikke os, og virkede meget fredelig”
  • Kommentar: ”Theodors dyr er lige så flinke som ham selv.”
  • Kommentar: ”Græsset er altid grønnere på den anden side.”
     

Opslag: ”Er der nogen der for nylig har set hjemis bilen”

  • Kommentar: ”Jeg kan høre den nu ved Gniben Strand formoder jeg. Jeg sidder lidt syd for fyret og hører dens livlige ”klokker”.”
  • Kommentar: ”Bare til jer derovre pølse m/softice udsolgt frit valg på guf og krymmel.”
  • Kommentar: ”Den er lige kørt forbi os på Vestervej.”
  • Kommentar fra opslagets forfatter: ”Tak for info. Nu jeg har fundet den og næsten købt den.”
     

Opslag: ”Jeg tillader mig at rose Brugsen på Sejerø for god service.”

  • Kommentar: ”Det er så i orden Jens, men lad det ikke ske for tit.”
  • Kommentar: ”Hvad har den gjort”
  • Svar: ”Også god service i lørdags… (-: ”
     

Opslag: ”Er der mon nogen herinde der har en iphone oplader jeg kan låne indtil næste uge?”
 

Jeg kan afsløre, at det var der.