En grå novemberdag lå der pludselig et grantræ, bastet og bundet, ude foran min indkørsel til præstegården.
Det havde rejst hele vejen over fra det store fastland med færgen. En ikke så genert varsling om det længe ventede kirkelige klimaks på året – lidet anende, at de ville blive aflyst i sidste øjeblik på grund af coronaepidemien.
Demonstrativt og buttet på langs lå træet og strakte sig hen over den lille plet af nysået græs og ventede på at blive rejst, foldet ud og pyntet, til glæde for alle der vandrede af hovedvejen mellem færgehavn og vores absolutte (og eneste) shoppingcentrum: Daglig’ Brugsen.
For nogle blev sæsonens komme anledning til angstfulde nætter. Min kirkesanger betroede mig, at han var vågnet med angstens sved på panden: I en drøm havde jeg sendt ham julesalmerne – og de var alle for ham ukendte.
De første ceremonielle julelys, der tændtes på Sejerø, blev børnenes fakler foran plejehjemmet ud mod havet.
Julemanden – undertegnede med pude på maven – ledte ildslangen forbi den store rude, som de ældste sejerøboere pressede næserne mod for at se børnene på sikker smitteafstand. Dernæst gik vi forbi kirken og ned til det nu rejste juletræ foran præstegården, hvor graveren stod klar til at tænde lysene, så de kunne skinne hele vejen gennem den mørke tid (og gøre præstens affaldssortering ved indkørslen proportionelt lettere).
Jeg havde ikke tænkt, at jeg var det mest oplagte bud til årets julemand. Men menighedsrådet syntes vældigt om ideen – der må være en gængs holdning, jeg ikke har kendt til om, at præsten er julemandens nærmest beslægtede på sådan en ø.
Jeg tænkte heller ikke, at jeg selv skulle have en kæmpe fakkel i hånden med alt det syntetiske skæg og juledragt, men menighedsrådsformanden stak frimodigt en i hånden på mig, og børnene skulle jo ikke tro, at julemanden (eller præsten) er en kujon.
Dernæst blev det tid til at hygge lidt om den ældste befolkningsgruppe, som hvert år inviteres til æbleskiver af kirken. Kirkesangeren, som er med i øens spillemandsband, ringede mig op for at høre, om jeg ville komme og synge julesalmer til lejligheden.
Det kunne jeg svært sige nej til, men hvad præcis, jeg havde indvilliget i, gik først op for mig, da arrangementets toastmaster beklagede, at vi på grund af coronasmittefare ikke kunne synge fællessang. Først da forstod jeg, hvem den tomme stol mellem violin og guitar var reserveret til.
Enten gik det nogenlunde, eller også synes de bare, at mine andre egenskaber (hvem ved hvilke) opvejer mit sparsomme julevise-repertoire. Guitaristen og jeg gentog succesen på plejehjemmet et par dage efter – nu med lægen på mandolin.
På Sejerø er det synlige bevis for, at man er rykket op i aldersgruppen +75, at man får bragt en julestjerne af præsten til december.
Julestjerneturen udvidede virkelig mit indre kort over Sejerø – og hjerte for samme.
På den første adresse blev jeg og dagens chaperone-menighedsrådsmedlem inviteret indenfor af et par i morgenkåber, der sad over morgenmaden, på trods af at jeg gentagne gange insisterede på, at vi ikke ville trænge os på. Men lige meget nyttede det, så vi fik vist en plads ved morgenbordet, hvor vi drak kaffe over husets havregrød, morgenmedicin og morgensmøg, og fik os en sludder om disse, gamle og kommende dage.
Ved den næste adresse var der lige blevet tændt en pibe og hejst en slagtet vædder op i et træ i haven – min ledsager fik sig et chok, da hun efter en del gemytlig samtale med gårdejeren fik øje på det afhuggede hoved i træet. Og det var bare det første dyr af mange, vi fik hilst på, heriblandt en papegøje, der straks den så mig, udbrød: ”Skal vi støvsuge?”
Men et af mine kæreste stop blev hos en ældre mand, der for nylig havde snydt døden. Han havde haft planer om at tage til kirken for at møde den nye præst, men havde ikke turdet på grund af coronaepidemien.
Som han selv udtrykte det: ”Jeg ville bare gerne se hende, der skal begrave mig.” Jeg sørgede for at træde et par skridt tilbage for at afsløre ansigtet bag min ansigtsmaske, så han kunne få sig et ordentligt kig og et par varme julesmil.