Ny præst

Mit første år som præst: Efter ni måneder føles det, som om jeg har talt mig selv til døde

Min allerstørste styrkeprøve efter ni måneder som præst har vist sig at være prædikenerne. Og her taler jeg om alle prædikensituationerne, som præsten kan havne i – ikke kun søn- og helligdage og kirkelige handlinger, men også oplæg, indlæg, artikler og interviews, skriver Josefine Mikuta Poulsen. Foto: Kristoffer Thurøe

Er du vimmer, hvor bliver man hurtigt træt af at høre på sig selv og sine egne tanker. Hvis du nogensinde har følt, at du ikke har fået nok taletid, så se frem til at komme i embede, skriver præst på Sejerø, Josefine Mikuta Poulsen

Jeg har nu haft en fuld graviditet med præsteembedet og mit første sognevirke. Ni måneder, hvor jeg har prøvet kræfter med begravelser, to menighedsråd, maratonmøder, budgetter, seks-syv-dages arbejdsuger, et nyt privatlivskoncept og et treogtyvedoblet hjemmeareal, der jævnligt skal støvsuges.

Jeg har været overrasket over, hvor uproblematiske – proportionelt set – visse udfordringer har vist sig at være, og hvor problematiske andre ting har kunne blive. Jeg har eksempelvis kun meget få gange glemt dele af liturgien under højmessen eller er kommet afsted uden pibekrave.

Min allerstørste styrkeprøve efter ni måneder som præst har vist sig at være prædikenerne. Og her taler jeg om alle prædikensituationerne, som præsten kan havne i – ikke kun søn- og helligdage og kirkelige handlinger (og jeg står stort set for samtlige af disse, og nogle gange dobbelt-op, som ø-præst), men også oplæg, indlæg, artikler og interviews.

Mine værdimærkesager pressede sig helt naturligt på når, jeg sad over søndagens prædiken

Prædikener var faktisk en af de ting, jeg havde set mest frem til, inden jeg tog embede. Endelig at få sat tid af til at reflektere, formulere og systematisere mine holdninger, tanker og verden. Og ikke mindst: at skrive andet end akademiske opgaver, hvor ens egne tanker, følelser og forargelser skal holdes ude fra ligningen – når det nu er de ting, der er de allerbedste kilder og motivation til fordybelse.

Jeg tænkte også lidt på det som at skrive intellektuel dagbog – eller en øvelse i fast tros- eller dannelsesarbejde.

Men er du vimmer, hvor bliver man hurtigt træt af at høre på sig selv og sine egne tanker. Hvis du nogensinde har følt, at du ikke har fået nok taletid, så se frem til at komme i embede. Efter over halvtreds prædikener plus det løse vil du føle dig som en menneskelig, komplet tørvredet klud, der umuligt kan vrides bare en enkelt fornuftig dråbe mere ud af om noget som helst emne i verden. Det føles vitterligt, som om jeg har talt mig selv og min menighed til døde.

Hver søndag tænker jeg, om jeg virkelig kan finde på mere halv-spændende, klogt, inspirerende, nyt eller troværdigt at sige.

Jeg lærte hurtigt, at mine største værdimærkesager helt naturligt pressede sig på når, jeg sad over søndagens prædiken. Det var (næsten) ligegyldigt, hvilken tekst jeg sad med – det kom på mystisk vis til at handle om klimaet, ateisme, feminisme, kapitalisme, sociale medier og borgerpligt.

Det kom også tit til at handle om de frustrationer eller temaer, jeg selv gik med de dage. Hvis jeg forsøgte at skrive om noget som helst andet, var det som at vride vand ud af en sten, men hvis. Jeg skrev mig – mere eller mindre eksplicit – ind i parallellen til mit eget liv, var det som at finde et kildeudspring, der boblede og vældede frem ud over tasterne.

Det var følelsen at løbe sig varm og smidig, at finde frem til sin indre prædikants stemme, eller at mærke Helligånden komme over sig. Pludselig skrev jeg, mens jeg hørte Martin Luther Kings stemme glødende råbe folkemængden op – med mine ord.

En søndagsskole på prædikens plads ville drive flere ud af end ind i kirken

Jeg ved godt, at det er urealistisk – og decideret foruroligende – hvis vi præster skulle bringe os selv i stor sindsbevægelse og oprør uge ind og uge ud for at finde disse ”varme kilder” til Martin Luther King-harme eller opråb til revolution.

Men mit ideal er blevet at levere en troværdig prædiken med en vis aktualitet. En prædiken, jeg kan levere – og mene det. Hvor jeg har nærmet mig en form for sandhed. Hvor jeg selv er blevet lidt klogere på mennesket, mig selv (den for mig bedst kendte repræsentant for menneskeheden) og kristendommen.

Og nu er der sikkert allerede flere teologer, der ligesom jeg selv har trang til at indvende: Hvad med den eksegetiske prædiken? Det er jo det, jeg er blevet uddannet i, og har købt så mange tykke bøger på studiet til.

Og jeg indrømmer, at jeg, inden jeg blev præst, troede, at det var netop sådan, jeg ville skrive prædikener. Men jeg mærkede hurtigt – i mødet med den ”rigtige” menighed – at en søndagsskole på prædikens plads i højmessen nok ville drive flere ud af end ind i kirken.

Mit succeskriterie er blevet, at jeg selv bliver klogere eller føler mig kaldet til at gå ud i verden og kæmpe videre. Min målgruppe er mest mig selv, for det skabte ærligt talt flere problemer, end det løste, at skrive til nogle andre om noget, jeg forsøgte at forestille mig, at de gerne vil høre om.

Så ved jeg med sikkerhed, at der er én i Sejerøs menighed, der har fået noget ud af det. Og én er en start.

Mit første år som præst

Josefine Mikuta Poulsen skriver hver måned til Kirke.dk om sit første år som præst.

Den 20. september 2020 blev hun indsat som sognepræst i Føllenslev-Særslev-Sejerø Pastorat i Roskilde Stift. Hun har embedsbolig på Sejerø, som har 342 indbyggere og ligger en times færgesejlads fra Sjælland. Hendes tjenesteforpligtelse er 75 procent på Sejerø og 25 procent på fastlandet.

Født 1992 i København, hvor hun også er opvokset. Cand.theol. fra København Universitet januar 2020. Tidligere universitetspraktikant på Kirke.dk, studentermedhjælp i kommunikationsafdelingen på Det Teologiske Fakultet på KU, gudstjenesteoversætter og tolk i frikirken Vineyard i København, underviser i skoletjenesten på Den Sorte Diamant/Det kgl. Bibliotek. Skrev bachelor om feministisk teologi og hævnporno og speciale om at bruge den gudbilledlige vrede i sjælesorgen.

Læs alle artikler i serien