Jeg havde mareridt lige inden mit første påskeprædikenmaraton som ny præst.
I den virkelige verden havde kirken fået et nyt lydanlæg, som jeg skulle få til at fungere til påske. Det er min store udfordring som den yngste på arbejdspladsen, at der følger visse forventninger (eller fordomme) med: Som blandt andet at være voted most likely til at knække koden på nyt teknisk udstyr.
Nu står jeg bare i den situation, at jeg aldrig har været det mindste teknisk anlagt. Jeg var den sidste i familien til at få en smartphone – det var min bedstemor, som til sidst købte mig en, fordi hun simpelthen synes, at jeg skulle ind i kampen og komme på snapchat med resten af familien. Faktisk er det mest intuitive for mig, hvis jeg står og bøvler med en maskine, at ae den som et kæledyr i håb om at vinde noget goodwill fra systemet.
Efter at både jeg og alle mændene havde været ovre og kigge og prikke lidt til højtaleren, endte jeg dog med at tilkalde forstærkninger: Den tidligere menighedsrådsformands barnebarn, der var på feriebesøg fra efterskolen.
I mit mareridt derimod var det ikke de tilsyneladende virkningsløse knapper, der hjemsøgte mig. Det var, at der under gudstjenesten på mærkværdig vis var blevet slået et ”kedsomhedsfilter” til på lydanlægget. Min menighed sank derfor sammen en efter en på kirkebænkene, præcis som i Disneys Tornerose, hvor hele slottet falder i søvn under feernes besværgelse.
En indrømmelse
Jeg har faktisk ikke rigtigt fejret kristen påske, inden jeg blev præst.
Jeg lyver ikke, når jeg skriver, at jeg hvert år omkring påske sendte en sms til min mor for at spørge, hvad det nu var, der skete på de forskellige helligdage. For jeg var interesseret i det begivenhedsniveau, der lå over påskeharerfigurerne med de tomme ansigtsudtryk.
Det sad bare aldrig rigtig fast. Der er bare ikke meget Jesus eller kristendom omkring påske. Hovedsageligt bare slik og pastelfarver og endnu en anledning for danskerne til at mødes over rugbrød og snaps.
Der skal virkelig noget til for at bryde gennem den kommercielle lydmur med et budskab, der ikke er ”spiseligt” eller måske bare bryder lidt for meget med den danske forståelse af hygge. Og de fleste danskere trænger også bare mere til en pause fra hverdagen – på sofaen frem for kirkebænken.
Jeg kom derfor virkelig på arbejde, da Kristendom.dk spurgte, om jeg ville skrive et indlæg til dem om påskehåbet.
Jeg slog straks op i fagbøgerne, for dette var vist niveauet over, hvad mor kunne løse over sms. Men efter alle de ”tørre fakta” sad jeg ikke tilbage med nogen åbenbaring eller banebrydende indsigt, som jeg bare brændte efter at kristne hedningerne med. Nothing. Nada.
Påsken er jo bare kristendom, tænkte jeg. De nødvendige begivenheder for konstruktionen af det kristne paradigme. Det springende punkt er, hvorvidt påskebegivenhederne – kristendommen, ja faktisk troen, hvis vi skal skære ind til sagens kerne – overhovedet interesserer den almindelige dansker (mig selv for så vidt inklusiv). Og hvorfor skulle den gøre det?
En flagstang kropsliggør festligheden
Derfor blev min indgang den tomme grav: ”Ligger vores tro død i gravmørket?” navngav jeg indlægget. Med dette billede forsøgte jeg at bruge paradokset mellem det moderne menneskes religiøse rammes død overfor det faktum, at vi stadig i rigelig grad dyrker troen på ikke-specielt-fornuftige ideer og pseudo-fakta om verden og os selv.
Den tro, som ateisten (eller hvad det moderne oplyste menneske nu vil kalde sig) hævder ligger mumificeret i menneskets evolutions gravmørke, har altså i den grad rejst sig fra sit leje og render lyslevende rundt. Spørgsmålet bliver, om det er en livsskabende tro eller snarere en bevægelse tilbage mod gravkammeret, hvor de afguder, vi i stedet ofrer til og spejler os i, bliver en sten, der holder os fanget i et selvvalgt gravmørke.
Da jeg sammen med min mor gik til kirken påskedag, føltes det for første gang i mit liv som en rigtig festdag. Nu har jeg også, med præstegården, fået en flagstang, så jeg bedre kan kropsliggøre festligheden. Jeg fik virkelig gennemlevet passionen ved at prædike alle dage.
Så kan man rigtignok føle sig som en vældig from kristen, når man kan blive så opstemt på andre kirkedage end til jul, hvor der snydes lidt med udsigten til de jordiske gaver om træet efterfølgende.
Forhåbentligt behøver jeg nu ikke at skrive til min mor, om hvad der sker på påskedagene næste år.
Læs Josefine Mikuta Poulsens tekst om påskehåbet på Kristendom.dk.