Ministerrokader: Hvem står for tur næste gang?

ANALYSE: Mogens Jensen tog i denne uge en for holdet. Vil han få sin belønning, hvis kirke- og kulturlivet engang inden næste valg skal have en ny minister?

Mogens Jensen (S) måtte i denne uge træde tilbage på grund af den manglende lovhjemmel bag ordren om at slagte alle mink i Danmark. Hvis sagen viser sig at skyldes forseelser i embedsværket, kan han komme tilbage som minister ved en senere rokade – måske i kirke- og kulturministerierne, skriver Morten Bangsgaard.
Mogens Jensen (S) måtte i denne uge træde tilbage på grund af den manglende lovhjemmel bag ordren om at slagte alle mink i Danmark. Hvis sagen viser sig at skyldes forseelser i embedsværket, kan han komme tilbage som minister ved en senere rokade – måske i kirke- og kulturministerierne, skriver Morten Bangsgaard. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

De færreste kan være overraskede over, at statsministeren torsdag valgte den mindst mulige regeringsrokade, efter at Mogens Jensen (S) trak sig som minister.

Men mon ikke nogen drog et lettelsens suk i mindst et ministerkontor? Tilliden til kirke- og kulturministeren har længe kunnet ligge på et lille sted.

Denne artikel er en del af dette tema:
Bangsgaard
Bangsgaard

Viser det sig, at Mogens Jensens afgang skyldes betydelige svigt i embedsapparatet, hvad meget tyder på, så kan han være tilbage som minister inden næste valg. Det kan meget vel få betydning for, hvem der er kirkens ressortminister, når folketingsvalget kommer.      

Når denne regerings historie engang skal skrives, så vil dens vendepunkt kunne fastsættes til denne uge i november. Her kom der ikke bare en sprække, men en stor, åben og sårbar flanke i regeringens panseragtige glas – og i statsministerens i særdeleshed.

Ligner en almindelig mindretalsregering

I de tre redegørelser om mink-sagen, som regeringen onsdag oversendte til Folketinget, særligt den fra Justitsministeriet, møder man et sjældent alvorligt sprogbrug om hændelsesforløbet.

En af redegørelserne viser, at de seks ministre i regeringens særlige covid-19 udvalg, herunder og kirke- og kulturminister Joy Mogensen, allerede den 1. oktober blev oplyst om, at der ikke var lovhjemmel til at slå alle mink i Danmark ihjel.

Hvad der parlamentarisk kommer ud af redegørelsen er det endnu for tidligt at gisne om. Men regeringen er ikke længere usårlig. Heller ikke statsministeren virker længere så udødelig, som hun har gjort i de første coronamåneder.

Tegningen af en etparti-regering ledet af en historisk magtfuld statsminister, som har centraliseret alle væsentlige beslutninger hos sig selv, sin departementschef Barbara Bertelsen, nogle få andre rådgivere i Statsministeriet og måske en minister eller to, er ændret.

For første gang ligner regeringen nu en mere almindelig mindretalsregering, der må søge sine flertal i Folketinget.

En rokade kommer, når statsministeren selv kan bestemme

Nedslidningen af en regering starter den dag, den tiltræder. Derfor vil statsministeren også på et eller andet tidspunkt i god tid før et kommende folketingsvalg lave en større rokade.

Den vil for det første komme på et tidspunkt statsministeren selv bestemmer, og ikke når en minister bliver tvunget til at gå af. For det andet kommer den, når der for alvor er brug for at ryste posen og ruste regeringsholdet til det kommende folketingsvalg.

Det kan være en stakket frist for Joy Mogensen, der endnu nyder tillid hos regeringens parlamentariske grundlag – i hvert fald ikke det modsatte. Men ikke i brede kirke- og kulturkredse.

Ministeren huskes stadig for sin udtalelse i coronatidens første uger, hvor hun med henvisning til Maslows behovspyramide sagde, at det ville være “upassende”, at hvis hun “stod og talte om kultur lige nu.”

Det udløste et ramaskrig og statsministeren måtte rykke ud med akut nødhjælp til sin minister – i form af et løfte om, at de to ministre ville mødes med både kulturens og kirkens interessenter, ligesom regeringen holdt møder med erhvervslivet, arbejdstagerorganisationer og andre.

Mødet med kulturens folk blev afholdt, mens mødet med de kirkelige aktører blev aflyst i sidste øjeblik. Et halvt år senere er det endnu ikke afholdt.

Ikke en selvfølge, at der skal være et kirkeministerium

Statsministeren har for længst noteret sig, at ministeren mangler opbakning i kirke- og kulturlivet. Folkekirken spiller ikke nogen synderlig rolle for regeringen, og det står ikke skrevet i nogen lov, at der skal være et ministerium for kirken. Det er omvendt svært at forestille sig, at kirken ikke længere skal have sit eget ministerium, men det er knap så selvskrevet som tidligere.

Helt sikkert er det til gengæld, at det ikke er folkekirkens ministerium, men regeringens ministerium for folkekirken – og de andre trossamfund. Den sondring er værd at bemærke.

Forholdet mellem kirke og stat er i udgangspunktet uforandret. Men forårets diskussion om nedlukning af kirkerne har tydeliggjort magtforholdet.

Hvem der så sidder i ministerkontoret er nok mindre afgørende. Den nye fødevareminister Rasmus Prehn sagde bemærkelsesværdigt ved torsdagens overdragelsesforretning, at han håbede, at Mogens Jensen kom stærkt tilbage.

Mogens Jensen tog i denne uge én for holdet. Det kan meget vel belønnes med posten som kirke- og kulturminister før næste valg. Hans drøm om at blive minister for kulturen er velkendt. Men kirken vil også for ham være et appendix.