Erik Norman Svendsens betydning som kongelig konfessionarius tager overskrifterne i mindeordene om ham.
Sandt er det, at mangt og meget faldt på plads, da han viede kronprins Frederik og Mary i Københavns Domkirke i 2004, selv om han først officielt blev præst for de kongelige fra 2008 til 2018, da han på tur og række tog sig af børnenes dåb, prins Joachims bryllup med Marie i 2008 og prins Henriks begravelse i 2018.
Når Erik Norman Svendsen havde sagt amen, så stod det fast. Sådan tænkte åbenbart dronning Margrethe, der udnævnte Erik Norman Svendsen til hoffets præst, og sådan har Frederik og Mary tydeligvis også tænkt. Det kan man i hvert fald gætte på.
Hvad man hverken kan eller skal gætte på, er hvad Erik Norman Svendsen som kongelig konfessionarius har været med til at drøfte i sjælesørgeriske samtaler. Her var han den professionelle præst med tavshedsløftet i centrum, når han skulle være med til at formidle mellem gammelt og nyt, traditionel og moderne kristendom og sikkert meget andet på Amalienborg.
Tre stærke egenskaber
Min pointe her er imidlertid, at Erik Norman Svendsens betydning var langt større i kraft af hans bidrag til dansk kirkeliv end gennem arbejdet for hoffet. Begge steder var han den godhjertede, oprigtigt lyttende, men samtidig meget voksne og ansvarlige storebror. Sådan har jeg også oplevet ham de steder, hvor vores veje har krydset hinanden.
Nørrebrodrengen Erik Norman Svendsen blev student fra Efterslægtens Gymnasium i 1960 og cand.theol. i 1968 fra Københavns Universitet.
Hans karriere i Københavns kirkeliv var ganske konventionel, men dog også ganske målrettet: Han var konstitueret residerende kapellan ved Sundkirken 1968-1969. Dernæst timelærer i religion ved Efterslægtens Gymnasium 1969-1972, ved siden af tjenesten som residerende kapellan ved Brønshøj Kirke 1969-1973, før han i 1973 blev sognepræst ved Skovlunde Kirke.
1980-1986 var han generalsekretær for Kirkefondet. I 1986 blev han sognepræst i Dragør Sogn og provst for Københavns Søndre Provsti, og så biskop over Københavns Stift 1992-2009.
Jeg mødte første gang Erik Norman Svendsen ved en paneldebat i P1 på DR i 1976. Jeg havde medvirket til et nordisk studium af præsterollen. Især de ældre præster syntes ikke om talen om, at de havde en "rolle". De var jo kun sandhedsvidner eller sådan noget.
Midt under udsendelsen ringede sognepræst Henning Reelsbo fra Lutherkirken ind og fortalte som den første præst i folkekirken i fuld offentlighed, at han var og havde tænkt sig at fortsætte med at være praktiserende homoseksuel.
Jeg havde haft Københavns biskop (1975-92) Ole Bertelsen som censor for mit speciale, og han var ikke glad for min tese om, at forventningerne til præsten og dermed præstens rolle stadig var, at han (!) skulle være garant for det pæne, borgerlige liv uden hensyn til 1970'ernes oprørstendenser.
Jeg tænkte straks, at nu får vi Skovlundepræsten Erik Norman Svendsen på glatis. Men nej, han talte venligt med Reelsbo og viste her tydeligt, at han besad tre stærke egenskaber, som jeg siden ofte har beundret ham for: ro, rummelighed og retningssans. De potentielt spektakulære konflikter blev neddæmpet, uden at han lukkede øjnene for dem. Vi er kun folkekirke, hvis vi alle kan leve i den folkekirke.
Kirkefondet og moderne kirkepraksis
Da jeg blev ansat ved Københavns Universitet i 1982, trak min gamle ven fra Aarhus, Ane Hjerrild, mig straks ind i Kirkefondets Sogn- og Samfundsudvalg, som hun var sekretær for.
Her kom jeg i solid lære hos dygtige og erfarne folk som den økumeniske modstandsmand og domkirkepræst, Johannes Langhoff, kirkefondsformanden C. J. Stoklund og Nørrebroprovsten Finn Allan Ellerbæk.
Det var dog generalsekretæren, Erik Norman Svendsen, jeg lærte mest af. Han havde en uforlignelig evne til at forene den gamle kirkefondstradition med moderne kirkepraksis.
Han stod allerede som præst i Skovlunde for den praksis, som folkekirken har taget til sig siden – i det dominerende flertal af landets sogne: den afgørende kontaktflade til folk flest, hvor 70 procent af landets befolkning kommer indenom i løbet af et givet år, har og fastholder folkekirken gennem den solide indsats omkring kirkelige handlinger, sognediakoni og åbne arrangementer om tidens udfordringer.
Sikker vinder af bispevalget
Da Erik Norman Svendsen stillede op som bispekandidat i 1992, var han ikke blot særdeles kvalificeret. Dengang sagde man, at en præst, der havde været provst, uden at der var sket noget ved det, var oplagt som bispekandidat.
Det kunne man ikke helt sige om Erik Norman Svendsen, for der skete altid ganske meget, hvor han var, men der var ingen, der blev sure af den grund. Vigtigere endnu var det, at Erik Norman Svendsen kendte alle med stemmeret i hele stiftet, for han havde holdt foredrag i praktisk talt alle sognegårde og kirker.
Han kunne tale om det hele, men ikke mindst om vore salmer, fordi han var med i det store kuld af hymnologisk udrustede teologer, som professor Niels Knud Andersen havde uddannet på Københavns Universitet. Og Erik Norman Svendsen kunne gå ind i alle med træsko på.
Sammen med blandt andet den senere domprovst Anders Gadegaard satsede jeg ved bispevalget på min gode kollega fra Det Teologiske Fakultet, Theodor Jørgensen, som var skarpere og mere radikal som teolog end Erik Norman Svendsen.
Theodor Jørgensen tabte – ligesom den tredje kandidat Karen Horsens – med et brag til Erik Norman Svendsen, som blev båret ind i bispegården af solide menighedsrådsfolk fra alle stiftets sogne. Jeg sagde glædeligt tillykke til Theo, som jeg beholdt som kollega, og fuldt så meget til Erik, som nu fik opgaven med at rydde op i det hvepsebo, som Ole Bertelsen overlod til ham.
Kirkelukninger og salmebog
Kirkehistorikerne er altid bagefter. Der er skrevet store bøger om navnkundige biskopper som Mynster, Martensen, Skat Rørdam og Fuglsang-Damgaard. Hvis vi vil forstå, hvordan folkekirken i Københavns Stift og for den sags skyld på landsplan er blevet transformeret siden 1970'erne, må vi have lavet en undersøgelse af Erik Norman Svendsens indsats som biskop.
Man kan hæfte sig ved, at han ikke fik gennemført de strukturændringer med kirkelukninger, der ellers i høj grad var på dagsordenen i hans bispetid. Men det gjorde snart derefter Inge Lise Petersen, da hun kunne sætte sig i sædet som formand for det stiftsråd, hvis indførelse Erik Norman Svendsen havde arbejdet for. Det var vigtigere for ham at berede vejen til ændringernes gennemførelse på sigt end selv at få lov til at føre projektet i mål.
Med hensyn til folkekirken på landsplan er Erik Norman Svendsens navn især bundet sammen med "Den Danske Salmebog 2002", hvis kommission han var formand for. Klogeligt gik han med til omfattende og indimellem besynderlige beskæringer af allerede indsungne nye salmer.
Protesterne blev mange og højlydte, hvorefter Erik Norman Svendsen med et stort smil satte sig for bordenden igen og fik lavet en salmebog med markant fornyelse, tæt efter hans eget hjerte.
Sidste bastion var kirkeminister Tove Fergo, som mente hun kunne stoppe udgivelsen af salmebogen. Jeg har aldrig hørt Erik Norman Svendsen udtale sig så vredt, som han gjorde her – om end kun i lukkede forsamlinger. Mig bekendt krummede han dog aldrig et hår på Tove Fergos hoved, da hun igen var præst og han biskop.
Erik Norman Svendsen var fuld af sjove talemåder, ofte omskrivninger af salmestrofer. I Kirkefondet hørte det med til traditionen at synge Grundtvigs kirkesalme "Tør end nogen ihukomme", som var den store slagsang i de næsten 100 år med kirkebyggeri i København.
Erik Norman Svendsen citerede med glæde fjerde sidste linje i salmens sidste vers: "hans er sølvet, hans er guldet", så "hans" blev udtalt meget tydeligt som egennavnet "Hans", hvormed han henviste til Kirkefondets formand 1963-85, direktør Hans Højsgaard, der havde reddet Kirkefondet for en truende konkurs ved hjælp af nogle givtige investeringer.
Jeg kan fortsætte med næste linje: "mer' end guld hans kærlighed", nu om Erik Norman Svendsen, hvis kærlighed til folkekirken ubetinget var mere værd end guld.
Biskop Erik Norman Svendsen var født den 27. januar 1941 og døde den 10. august 2026.