Vi ved, at vi skal dø. Men vi har svært ved at tro det. Døden er en kendsgerning, som er sært uvedkommende for os, fordi vi er levende.
Det er os livet om at gøre, hvad vi tænker eller tror. Kjeld Holm var i hele sit virke eksistentielt forbundet med sit dødelige liv. Han var ikke i tvivl om, hvad han skulle svare på det spørgsmål, som hans gode ven Tage Skou-Hansen stiller i slutningen af en af sine romaner: ”Vi vil jo ikke leve et uvæsentligt liv, vel?”
Det kan ellers være svært nok at holde sig for øje, når man omgives af snak, forstillelse, smiger, falskhed, forloren fromhed og selv fristes til at falde i.
Men det har jeg aldrig set Kjeld være fristet af. Han talte altid sandt. Blandt venner, i den offentlige debat, i kirken. Når sandheden blev ubehagelig, havde han sin humor, og den havde han masser af.
Et møde der satte retning for resten af livet
Aarhus blev Kjeld Holms sted. I 1967 ankom han fra sin sønderjyske barndom, hvor faderen var mejeribestyrer og moderen hjemmegående. Det første, han gjorde, var at gå ind i opgangen ved Harald Jensens Plads, hvor den navnkundige AGF-målmand Henry From boede. Banke på gjorde han ikke; han ville bare se skiltet med hans navn.
Han begyndte at studere Idéhistorie ved det institut på Aarhus Universitet, som Johannes Sløk netop havde oprettet. Han følte sig hjemme fra første færd.
Mødet med Sløk og eksistentialismen og absurdismen blev hans vækkelse. Der findes ingen svar på de store spørgsmål, men vi kan ikke lade være med at spørge. Hvad gør et menneske så? Kjeld Holm læste Søren Kierkegaard hele livet igennem. Men han læste også K.E. Løgstrup, som siger noget andet og planter mennesket dybt i verden. Kjeld Holm nåede at skrive omkring 20 bøger i det krydsfelt, deriblandt erindringer.
Teologien var stærkest
Det var meget godt med idéhistorie, men teologien trak. I første omgang med et kandidatstipendium ved Institut for Etik og Religionsfilosofi. Men meget hurtigt, i 1974 da han var 28 år, fik han et præsteembede i Vejlby og den nybyggede kirke i Ellevang. Han var glad for at være i Ellevang, og her slog familien rod. Han elskede sin Birthe og døtrene Nanna og Katja.
Han blev formand for Den Danske Præsteforening og fortalte det til Sløk: ”Næh, er du blevet formand for præsteforeningen. Jeg er stolt af dig. Jeg er også stolt af præsteforeningen!” Sløks humor kunne være sviende.
Kom så de hviie
Kjeld Holm havde en evne til at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Han yndede at sige, at ”af alle uvæsentlige ting er fodbold den væsentligste.” Men fodbold var det svært at rubricere under overordnet uvæsentlighed, da AGF vandt pokalturneringen i 1996. Og også når vi så dem tabe 2-1 til Herfølge i overtid på en regnkold søndag aften i november på Århus Stadion, var det svært at skelne.
Han hørte hjemme på Århus Stadion. Det var en lidenskab. Han voksede sammen med AGF, og han blev ambassadør for klubben.
Biskop for dem alle, biskop for den enkelte
I 1994 blev han valgt som biskop over Aarhus Stift efter en intens valgkamp mod blandt andre Jan Lindhardt. Ved et stormøde i Vejlby-Risskov Hallen gik det hårdt for sig på podiet. I pausen står Jan og Kjeld og snakker om børn, ferier og biler. En dame kommer hen imod dem på gnistrende hæle: ”Står I bare dér og taler hyggeligt med hinanden!?” Jeg husker ikke om Kjeld eller Jan svarede (det kunne være dem begge): ”Ja, det gør vi. Men vær sikker på, at der under den pæne overflade lurer et dybt og uudslukkeligt had.”
Da Kjeld Holm blev biskop, fortalte han det til Sløk.
”Jeg er stolt af dig”, sagde Sløk. ”Hvis jeg vågnede en morgen og var blevet biskop, ville jeg knibe mig selv i armen.”
Kjeld sagde: ”Du har sgu aldrig knebet dig selv i armen over, at du er blevet professor.”
Kjeld Holm blev en afholdt og sikker biskop. Han havde anlæg for det, og han havde varme. Præsterne i stiftet havde følelsen af, at han kendte dem hver især og anerkendte dem. Han var biskop for dem alle, og han var biskop for den enkelte. Han var vederhæftig, åben og ikke konfliktsky. Menighederne vidste, hvor de havde ham, også når de ikke havde ham, hvor de ville have ham.
Han nåede at være biskop i 21 år (frem til 2015), og i de år trådte han tydeligt frem i den politiske offentlighed. Han var båret af sit kompromisløse engagement imod social uretfærdighed og for de socialt udstødte. Det var et gyldent øjeblik for ham, da han i 2005 fik overrakt Årets Laks af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for sit initiativ til et kirkeligt ritual for velsignelse af homoseksuelle par. Senere var han en af de første til at vie homoseksuelle.
En mand, der delte vandene
Hans teologiske og politiske engagement gav ham ikke kun venner, men også fjender. Som formand for bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder og for Nævnet for Etnisk Ligestilling trådte han ubange op imod sine politiske modstandere, som endte med at nedlægge Nævnet.
Men så havde han altid Birthe. Hun trøstede ham med Nils Malmros’ film Kundskabens træ: ”Det skal du ikke tage dig af, Kjeld. De andre, de er bare nogen barnerøve!” Eller han satte sit yndlings-VHS-bånd i videomaskinen og hørte Anne Linnet synge om de sorger, der svinder på en forårsdag, og han så en kavalkade over firserlandsholdet.
Humoren varede ved til det sidste
De sidste år blev svære. Kjeld havde drømt om, at han, når han ikke længere var biskop, skulle han sidde på bagsædet i fanbussen til AGF’s udekampe. Sådan skulle det ikke gå. Han brækkede ryggen. Genoptræningen tog ikke ved. Birthe blev dement og døde i 2022.
Men Kjeld Holm bevarede sin integritet. Hans pessimistiske livssyn vandt aldrig over hans humor. Eller over hans omsorg for de mennesker, som han stod nær.
Vi var venner i næsten 50 år. Vi fulgte med i hinandens liv. Vi holdt af hinanden. I tirsdags talte jeg med ham for sidste gang. Det var dagen før han døde.
”Det skulle ikke undre mig” – sagde jeg til ham – ”om du nu kommer til at tale med Sløk, sådan som du hele tiden har gjort.” Han smilede.
”Jeg kommer til at savne dig, Kjeld.”
”Jeg kommer også til at savne dig”, sagde han.
Det virker så enkelt og så rigtigt, at de døde kan savne de levende. De kan vi tro. Men vi kan ikke vide det.
Jeg ved, at jeg vil savne ham. Mange vil savne ham. Især hans to døtre og tre børnebørn.
Niels Grønkjær
Religionsfilosof, dr.theol.