Selvom Ole Bertelsen for få uger siden nåede at fejre og blive fejret i en meget snæver kreds på sin 100-års fødselsdag, er det alligevel vemodigt at tænke på, at Ole Bertelsen døde natten mellem første og anden pinsedag.
Mon ikke mange kender dette, at man som ganske ung beundrer et andet menneske, og derfor følger dette menneskes færd resten af livet med særlig positiv interesse.
Ole Bertelsen havde erhvervet teologisk embedseksamen med den sjældne karakter, egregie, udmærkelse. Efter forskellige præsteembeder og posten som landssekretær for KFUM blev Ole Bertelsen i 1962 præst ved Helleruplund Kirke, nabosogn til Sions Sogn i København, hvor min far var præst.
Rygtet om Ole Bertelsen og ikke mindst om hans høje eksamen hørte jeg om derhjemme og besøgte hans gudstjenester. Jeg husker, at Ole Bertelsens prædikener allerede dengang var både stærke og klare og fremført med overbevisning i malmrøsten. Alle dage var han en sand stridsmand for Herren. Teologisk skulle man ikke stryge nogen med hårene.
Efter blandt andet posten som generalsekretær i Det Danske Missionsselskab blev Ole Bertelsen i 1975 biskop over Københavns Stift, der dengang omfattede også Grønland og Færøerne. Efter eget ønske gik Ole Bertelsen på pension som 67-årig.
Der var i flere år megen usaglig palaver om, at biskoppen var rød og medlem af SF, som om det havde noget med bispeembedet at gøre. På dagen for bispevielsen, der også omfattede bispevielse af Henrik Christiansen, Aalborg, meddelte Ole fra prædikestolen:
"Og så vil Henrik og jeg gerne hilse på jer alle sammen nede ved kirkedøren."
Det var virkelig et stilbrud af dimensioner. Ordene gav rystelser i kirkerummet. Vi var jo vant til at tiltale biskoppen i 3. person.
Jeg mødte Ole igen, da jeg blev medlem af Folketinget, netop i de dage, da sagen om juleprædikenen hærgede landet. Det var valgkamp, og det kendte folketingsmedlem, Erhard Jacobsen, klagede over juleprædikenen fra Lundehus Kirke, som blev tv-transmitteret juleaften 1983.
Det hele drejede sig om politisk markering, også for Venstres kirkeminister, Elsebeth Kock-Petersen, der meddelte, at hun selv ville afgøre klagen. Det var naturligvis en eklatant fejl, som Ole Bertelsen som gejstligt tilsyn ikke ville og ikke kunne acceptere. En klage over en præsts prædiken er naturligvis ikke en sag for statsmagten. Kirkeministeren fik ikke opbakning i Folketinget, heller ikke fra partifællerne i Venstre. Elsebeth Kock-Petersen blev nogle måneder senere overflyttet til et andet ministerium.
Jeg har senere under fire øjne drøftet sagen om juleprædikenen med Ole Bertelsen. Jeg tror, at han var skuffet over, at de øvrige biskopper ikke var var mere klare i mælet. Det burde de have været. Der var ingen grund til, som nogle af de øvrige biskopper forsøgte, at gyde olie på vandene.
Efter ansøgningen om at gå på pension førte Ole Bertelsen et meget tilbagetrukket liv med sin hustru, der døde for en del år siden.
Som kirkeminister forsøgte jeg forgæves at få Ole Bertelsen til at deltage i festlighederne ved et par bispevielser. Men mirakuløst og takket være Mogens Hansen, tidligere Danmarks Radio, lykkedes det at få begge til frokost hos mig til et mindeværdigt samvær for nogle år siden.
Jeg kunne glæde mig over, at bisp Ole var lige så klar i mund og mæle som tilforn. Men enhver opfordring til folkekirkens tidligere førstemand blandt ligemænd om at offentliggøre tanker og prædikener faldt på klippegrund. Det er en skam.
Dog er der rådet en smule bod på denne mangel, idet der er udgivet et lille festskrift med prædikener i anledning af 100-årsdagen. Forhåbentlig vil andre udgivelser følge efter.
Ære være Ole Bertelsens minde.
Ole Bertelsen bisættes fra Godthåbskirken på Frederiksberg tirsdag den 17. juni.