Menighedsrådsmedlem: Man behøver ikke sidde hyppigt på kirkebænken for at have engagement i kirken

DEBATINDLÆG: Ligesom man kan sidde i bestyrelsen for en legetøjsvirksomhed uden at lege med produkterne, så kan man også yde et engageret arbejde i menighedsrådet, selv om man ikke så tit sidder på kirkebænken, skriver menighedsrådsmedlem Birgit Knudsen

Mange af menighedsrådets opgaver handler om mere om økonomi end om teologi, og de ansvarlige bruger mange timer om måneden på dette. Hvis de også har fuldtidsarbejde og børn, er det ikke sikkert, de sidder så ofte på kirkebænken. Men det betyder ikke, at de ikke er engagerede, mener Birgit Knudsen.
Mange af menighedsrådets opgaver handler om mere om økonomi end om teologi, og de ansvarlige bruger mange timer om måneden på dette. Hvis de også har fuldtidsarbejde og børn, er det ikke sikkert, de sidder så ofte på kirkebænken. Men det betyder ikke, at de ikke er engagerede, mener Birgit Knudsen. Foto: Kåre Gade

Nu er der vel ikke nogen, der kan siges at have patent på den rette måde at være medlem af folkekirken på? Og derfor heller ikke nogen, der præcist kan sige, hvor hyppigt menighedsrådsmedlemmer skal komme i kirken? 

På samme måde kan man have forskellige begrundelser for at ville bruge en del af sin fritid på at sidde i sit sogns menighedsråd. 

I et menighedsråd kræves der forskellige kompetencer. En af dem kan være, at have en vis forståelse for, hvad der foregår i kirken - en forståelse, som typisk vil være opnået gennem almindelig kirkegang. 

Ikke alle, der sidder i menighedsråd, er pensionister. En del har et fuldtidsarbejde ved siden af, og en del har faktisk også mindre børn

Når det er sagt, så kredser mange af opgaverne i sognene om det økonomiske mere end om det teologiske indhold (som der i øvrigt er ansat præster til at varetage), som for eksempel at søge midler til vedligeholdelse, holde regnskab og overholde budgetter med mere. 

De hovedansvarlige bruger masser af tid på dette hver eneste måned. Ikke alle, der sidder i menighedsråd, er pensionister. En del har et fuldtidsarbejde ved siden af, og en del har faktisk også mindre børn. Så ja, hvis man vælger at sige ja til at lægge timers frivilligt arbejde, ovenikøbet for fire år ad gangen, så kan det være, at søndag i de år ikke så tit foregår på kirkebænken, som andre kunne ønske. 

Jeg synes i høj grad, at der kan være tale om et dybt engagement i folkekirken, uden at man samtidig er den hyppigste kirkegænger. Jeg forestiller mig i øvrigt også, at man sagens kan være et kompetent bestyrelsesmedlem i et firma uden selv at bruge samtlige produkter. 

Et tænkt eksempel kunne være en stor legetøjsvirksomhed med en milliardomsætning. Er det relevant at den primære kompetence for at sidde i bestyrelsen er, at man selv leger med alle produkter? Nej, vel?

Når det er sagt, så regner folkekirken og alle vi, der er medlemmer, vel med en naturlig loyalitet og interesse hos dem, der vælger at lægge en del af deres kræfter i at deltage i menighedsrådsmøder - ligesom vores medlemskab af folkekirken peger i samme retning.

Måske er mangfoldigheden i menighedsrådene til fælles glæde for kirken?

Sidst, men ikke mindst, så er det jo ikke ret mange steder sådan, at der et overskud af mennesker, der ønsker at stille op ved valgene. Hvis der var det, ja, så ville jeg, som en af de knap så flittige kirkegængere, med glæde træde et skridt tilbage og lægge arbejdet over til dem. 

Men måske er mangfoldigheden i menighedsrådene til fælles glæde for kirken? Folkekirken, som favner så bredt, og derfor også i mine øjne har plads til så mange forskellige typer af engagement?

Birgit Knudsen er medlem af menighedsrådet i Låsby Sogn. Indlægget er udtryk for hendes personlige holdning.