Det er altid i en krisetid, det ledelsesmæssige beredskab skal stå sin prøve. Den verserende coronaepidemi – en sundhedskrise – kræver virkelig, at der tages lederskab, idet resultatet af mangelfuld ledelse kan være altødelæggende for vores samfund. Vi er så afhængige af, at myndighederne har evne til og tør tage de nødvendige beslutninger, også selv om det kan være nok så svært og upopulært.
Det gælder også den danske folkekirke, hvor mange normalt forsamles til både kirkelige handlinger og kulturelle arrangementer.
Det er helt oplagt, at vi for at få begrænset risikoen for smitte, også skal yde vores indsats ved at begrænse forsamlinger og om nødvendigt helt lukke ned i en periode. Det kan være meget svære beslutninger, da der netop i krisetider opstår et større behov for vores kirker. Det er netop her, man kan søge trøst og styrke i den ensomme tid.
Når man ser på, hvordan folkekirken har praktiseret det nødvendige lederskab i tiden fra marts og indtil i dag, er det ikke lige her, man bliver mest imponeret.
I forbindelse med statsministerens og myndighedernes totale nedlukning af landet i marts, var det myndighederne, der overtog lederskabet og bestemte, at kirker og sognegårde skulle lukke helt ned – dog med undtagelse af bisættelser og begravelser. Det var en svær, men nødvendig tid.
Uacceptabelt sene udmeldinger
Den efterfølgende langsomme genåbning af landet igen, blev meldt ud af statsministeren på et pressemøde den 7. maj. Her fik vi at vide, at folkekirken kunne åbne op igen den 18. maj, og at de nærmere retningslinjer for genåbningen ville blive meldt ud af det nedsatte sektorpartnerskab.
Dette partnerskab består af Provsteforeningen, Præsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd, biskopperne samt de folkekirkelige fagforeninger og undervisningsinstitutioner.
Vi skulle vente helt frem til søndag den 17. maj kort før midnat, hvor vi fik besked om, at vi mandag morgen den 18. maj kunne åbne kirke og sognegård og kalde medarbejderne på arbejde igen.
Der skulle altså gå hele 10 dage fra statsministerens udmelding til vi fik besked om, hvordan åbningen af kirken skulle foregå. Det er helt uacceptabelt, men desværre kun ét eksempel.
Efterfølgende har vi set flere eksempler på, at ændringer af retningslinjer og restriktioner udmeldes så sent, at vi i kirkerne ingen chance har haft for på ordentlig vis at tilrettelægge og forberede tingene. Det gælder i forhold til at kunne informere vores sognebørn, men mest af alt at kunne fremstå ordentligt i forhold til vores personale.
Et utilgiveligt ledelsesmæssigt svigt fra ministerens side
Et af de seneste eksempler på mangelfuld udmelding oplevede vi i forhold til planlægning af julen. Her gik det da helt galt.
I sognene forberedte vi julegudstjenester i rigtig god tid, da vi ikke forventede at forsamlingsforbuddet ville blive ændret væsentligt. Der blev tænkt i mange forskellige løsninger med eksempelvis flere gudstjenester, flytning til idrætshaller, udendørs, livestreaming og meget andet – alt sammen for, at vi på sikker vis kunne modtage så mange sognebørn som muligt.
Efterhånden som presset på myndighederne tog til for også at lukke kirkerne i julen var der sogne, der søgte biskopperne om, at måtte aflyse julegudstjenesterne, hvilket de ikke kunne få accept til. Det er nemlig biskopperne, der har det sidste ord i denne sag.
Den 21. december blev der fra sektorpartnerskabet udsendt en pressemeddelelse om skærpede retningslinjer for afholdelse af julegudstjenester. Hele den danske presse bragte denne nyhed som skærpelser, men når man ser nærmere på disse, var det bare en gentagelse af allerede indførte restriktioner, og altså intet nyt.
I kirkerne stod vi forundret tilbage, og var ikke blevet spor klogere. Vi havde forventet at myndighederne, hvilket vil sige kirkeministeren sammen med regeringen, ville træffe beslutning om at lukke kirkerne, men i stedet overlod ministeren beslutningen til sektorpartnerskabet. Det er et utilgiveligt ledelsesmæssigt svigt fra ministerens side, der er uden fortilfælde.
Det resulterede efterfølgende i, at vi i sognene den 23. december kort før midnat, modtog en opfordring fra sektorpartnerskabet til at aflyse julegudstjenesterne, men at det nu var overladt til præsten og menighedsrådsformanden at træffe denne beslutning.
Er der for mange kokke omkring kirken?
I flere sogne var det 10-12 timer, før den første julegudstjeneste skulle finde sted, og det var derfor umuligt at inddrage menighedsrådet. Menighedsrådsformanden fik altså en opgave af sektorpartnerskabet uden det nødvendige mandat.
En sådan ledelsesmæssig disposition er fuldstændig uhørt og en uanstændig behandling af sognebørn, menighedsråd og de ansatte.
Årsagen til en så sen udmelding er en gåde, men skyldes måske en uenighed i sektorpartnerskabet, som vi andre herefter måtte udrede.
Det udstiller desværre folkekirken som ledelsesmæssig inkompetent, hvilket især skal adresseres til kirkeministeren og regeringen, der bør og skal styre denne nedlukning af samfundet.
Når det så ikke sker, ser vi desværre en struktur omkring folkekirken, der ikke er i stand til at håndtere en krisesituation. Det må være tid til selvransagelse, så vi fremover bliver i stand til at løse problemerne på ordentlig vis.
Folkekirken er i offentligheden blevet udstillet på en ikke særlig pæn måde, hvilket det tager lang tid at rette op på.
Man kan stille sig selv spørgsmålene:
- Er der for mange ”kokke” omkring kirken (menighedsråd, præst, provst, biskop, minister, myndigheder)?
- Har menighedsrådet reelt noget at skulle have sagt når det gælder?
- Hvem er den bestemmende myndighed?
- Præsternes ansættelsesforhold i forhold til det øvrige personale, er det den rigtige løsning?
Noget er der helt sikkert galt, og det skal der findes fremadrettede løsninger på.
Hans Jørgen Dalum er formand for menighedsrådet for Vodskov Kirke, Aalborg Stift.