I et debatindlæg: ”Folkekirken må stoppe løndumping af kirkesanger- og organistvikarer” på Kirke.dk d. 7. april 2021 fremfører formanden for Dansk Kirkemusiker Forening, David Danholt en række påstande om løndumping og karteldannelse i og mellem menighedsrådene. Her er min replik til indlægget:
Først om fremmest undrer jeg mig over, at David Danholt ikke kontakter Landsforeningen af Menighedsråd om problematikken, dernæst ærgrer jeg mig over, at han ikke har gjort det.
David Danholt bruger ord som løndumpning, karteldannelse, prekariatsansatte og kassetænkning til at beskrive situationen, når hans medlemmer vikarierer i folkekirken. Det er meget stærke og voldsomme beskyldninger.
Til alle de læsere, der lige som mig ikke kender begrebet prekariatsansatte, kan jeg oplyse, at det er et sociologisk begreb for en social gruppering, der på grund af svære livsforhold er truet af en social nedstigning.
Når en kirkemusiker fungerer som vikar i folkekirken, forudsat der ikke er tale om et overenskomstdækket vikariat, er der tale om et individuelt ansættelsesforhold, som aftales mellem menighedsrådet og kirkemusikeren. Der er med andre ord efter min mening ikke tale om løndumpning i ordets normale betydning.
Hertil kommer, at menighedsrådet lige så lidt som kirkemusikeren er bundet af vejledende satser fra henholdsvis provstiudvalg eller fagforening. Der er altså heller ikke tale om karteldannelse. At kalde kirkemusiker-vikarer for prekariatsansatte vil jeg tillade mig at lade stå for David Danholts egen regning.
Hertil kommer, at menighedsrådet lige så lidt som kirkemusikeren er bundet af vejledende satser fra henholdsvis provstiudvalg eller fagforening
Inge Kjær Andersen, næstformand for Landsforeningen af Menighedsråd
Jeg har svært ved at forstå, at der skulle være tale om kassetænkning. Uanset der er tale om løn til en vikar eller en fastansat kirkemusiker, er der tale om en driftsudgift i form af løn.
Jeg er helt enig med David Danholt i, at en aftale om løn skal indgås, inden vikarieringen påbegyndes, så begge parter kender vilkårene. Det anbefaler vi selvfølgelig også vores medlemmer at gøre.
Som det fremgår, er jeg ikke enig i David Danholts opfattelse af situationen. Og netop derfor ærgrer det mig, at han ikke kontaktede Landsforeningen af Menighedsråd. Så kunne vi have drøftet problematikken og have fået misforståelserne ryddet af vejen. Måske det skyldes en manglende lyst til at anerkende Landsforeningen som menighedsrådenes repræsentant på arbejdsgiverområdet?
Jeg vil snarest muligt kontakte David Danholt med henblik på en direkte dialog om problematikkerne og herunder også bede om dokumentation for de mange påstande.
Inge Kjær Andersen er næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd og formand for Personaleudvalget i foreningen