Mellem den fortidsgodkendte og den fremtidsgodkendte folkekirke

Der har været langt mellem de teologer, som har forsvaret Høsterkøbs modernisering af gudstjenesten. Overraskende kom den mest uforbeholdne opbakning fra en teolog med ståsted i Indre Mission

Høsterkøb Kirke har fået meget medieopmærksomhed på grund af sognets moderniserede højmesse – eller måske rettere: På grund af den bog om sognets moderniserede højmesse, som de har udgivet og omdelt til resten af folkekirken.
Høsterkøb Kirke har fået meget medieopmærksomhed på grund af sognets moderniserede højmesse – eller måske rettere: På grund af den bog om sognets moderniserede højmesse, som de har udgivet og omdelt til resten af folkekirken. Foto: Høsterkøb Kirke

"Ekklesiologi. Mine små kordegneører blafrer, jeg aner ikke, hvad det betyder," skriver kordegn Hanne Lunah Lund i sin faste klumme på Kirke.dk. Hun hører ordet til et møde og priser sig lykkelig for, at hun kun er med som sekretær, så hun ikke behøver at afsløre sin uvidenhed.

Hun er næppe den eneste blandt folkekirkens lægfolk, funktionærer såvel som folkevalgte, der foretrækker at holde lav profil, når teologerne taler fint. I de aktuelle debatter om dåbsritualet og gudstjenestens liturgi er det svært at vinde en diskussion, hvor modparten ligesom profeten Ezekiel har spist bogrullen – fra Paulus og Augustin til Luther og Den Augsburgske Bekendelse – og spytter den ud som sure opstød. 

Omvendt: Når man gennem mange års universitetsstudier har lært at forstå og respektere den 2000-årige arv, der er indlejret i liturgi, salmer og bønner, kan det godt være en lille smule anstrengende, når nyvakte lægfolk, behageligt fri for tyngende forudsætninger, kommer ind i kirken, ser sig hovedrystende omkring, og straks tilbyder at hjælpe med at få ryddet ud i alt det uforståelige, gamle skrammel. 

Konflikten mellem den fortidsgodkendte og den fremtidsgodkendte folkekirke, mellem traditionstyngede teologer og historieløse lægfolk, er den seneste uge aktualiseret af Høsterkøbs menighedsrødder (som roser sig af at være kulturkristne, ikke ”rigtigt” kristne) og bogen med den lange titel ”Et bud på fremtidens folkekirke for og af folket. Høsterkøb eksemplet”.

Bogen blev af det selvtillidsfulde menighedsråd distribueret til alle landets præster, menighedsråd med samt teologiske uddannelsesinstitutioner, så andre kunne lære, hvordan Høsterkøb Kirke har ”skabt” en moderne højmesse, der får flere til at komme i kirke – med kortere liturgi og popmusik fra, da farfar var ung.

Ved at rundsende en bog, som angiveligt er blottet for teologi, har det myndige lægfolk i Høsterkøb fået fyret op under den teologiske debat om frihed eller autorisation i gudstjenestens form, som biskopperne har ventet på siden i sommer

I en kommentar på Kirke.dk peger sognepræst og tidligere mediekonsulent Christian Roar Pedersendet ironiske i, at Høsterkøb markedsfører sit koncept med en trykt bog

”I dag findes der både sociale medier og pdf-filer, som ville kunne spare en del penge til distribution. Disse kommunikationsformer er åbenbart ikke nået til Høsterkøb endnu, og dermed kommer kirken til at fremstå alt andet end progressiv – i hvert fald kommunikationsmæssigt.”

Det kan der være noget om. Men målt på medieomtale har de 72.000 kroner, som sognet har bekostet på bogen, faktisk givet et klækkeligt afkast, som en pdf-fil næppe havde opnået. Ja, helt til P1 Debat nåede historien om miraklet i Høsterkøb. 

I debatprogrammet var de indkaldte teologer enige om én ting, nemlig at bogen ikke indeholder teologi. Med kirkehistoriker Rasmus H.C. Dreyers ord møder man et uerfarent menighedsråd, som fortæller begejstret om deres opfindelse af den dybe tallerken, hvor “den næringsrige suppe mangler.” 

Dreyer beskrev Høsterkøbs højmesse som et eksempel på ”valgmenighedsficeringen” af folkekirken, hvor sognekirker i stigende grad foretager lokale tilpasninger af liturgien (en pointe, som universitetsteologen Jesper Tang Nielsen tidligere har fremført i et debatindlæg på Kirke.dk, hvor han kritiserer sin – ikke navngivne – sognekirke for at fravige det autoriserede nadverritual). Domprovst Anders Gadegaard havde derimod sympati for, at Høsterkøb havde friere rammer omkring deres højmesse.

Og således – ved at rundsende en bog, som angiveligt er blottet for teologi – har det myndige lægfolk i Høsterkøb fået fyret op under den teologiske debat om frihed eller autorisation i gudstjenestens form, som biskopperne har ventet på siden i sommer. 

Der har været langt mellem de præster og teologer, som har forsvaret Høsterkøb-eksemplet.

Selv sognepræst Birgitte Kragh Engholm – som har opfundet begrebet ”Den fremtidsgodkendte folkekirke” – meddelte, at hun havde takket nej til at skrive en anmeldelse, hvor hun skulle indtage en positiv position til bogen. ”Vi må aldrig for at gi’ evangeliet de bedste betingelser, holde op med at forny, udvikle og tænke nyt, men er “Høsterkøbmodellen” den rigtige......not sure!” skrev hun på sin facebook-væg.

Det er umiddelbart overraskende, at ugens mest positive tilkendegivelse i forhold til Høsterkøb kommer fra en teolog på kirkens konservative fløj, nemlig Jørgen Jørgensen, der er formand for Menighedsfakultetet, og som ”respekterer og beundrer eksperimentet”. 

Jørgen Jørgensens udmelding er en påmindelse om, at selvom de indremissionske og de tidehvervske ofte står sammen om at kritisere forsøg på at bøje traditionerne i retning af tidsånden, så er der stadig afgørende forskelle. Nok mener de missionske ikke, at indholdet – Skriften – kan fortolkes, men de er ikke længere så bekymrede for at eksperimentere med formen. Her er de faktisk mere liberale end for eksempel de grundtvigske, som gerne fortolker Skriften, men ikke ynder frihed i liturgien

Og nok så meget er det en påmindelse om, at indragelse af lægfolket i tilrettelæggelsen af gudstjenesten falder de missionske naturligt, sådan som Indre Missions formand beskrev det i Kirke.dk for nylig.

Ved at lytte kan læge og lærde lære af hinanden. Det har de også gjort i Himmelev Sogn ved Roskilde. I Kristeligt Dagblad i dag redegør præster og menighedsrådsformand for de teologiske overvejelser bag sognets nye nadverritual. Og ja, mon ikke Himmelev er den sognekirke, som ovenfor nævnte lektor Nielsen er for diskret til at sætte navn på?

Og nå ja, forresten: Ekklesiologi er ’læren om kirken og den kristne menighed’. Det vidste jeg selvfølgelig godt. Men jeg slog det lige op for at være helt sikker.