For tiden rumsterer strøtanken hos mig som hos mange andre: Hvad motiverede evangelikale kristne til at føre Donald Trump til sin anden periode som USA’s præsident?
Men endnu mere spørgsmålet: Hvordan kan de efter de første hundrede tumultariske dage fortsat fastholde støtten til denne kaos-figur?
Man bør vel starte med at understrege, at det ikke er alle evangelikale, der støtter Trump. Etniske minoriteter er mere skeptiske end white evangelicals.
Og blandt de evangelikale er der et stædigt mindretal af "Never Trump-Republicans", selvom modstanden var stærkere i den første præsidentperiode.
Når de forbehold er taget, så nager spørgsmålene stadig.
DEI-politikken udskammer
Jeg ser især tre grunde til, at evangelikale fastholder støtten til Trump.
For det første var woke-ideologien i USA under Biden langt værre, end mange tror. Mange forestiller sig, at woke alene handler om relativt uskyldige fænomener som at acceptere, at nogle mænd gerne vil gå i dametøj, eller at børn skal lære, at andre kan have en flydende kønsidentitet.
Men DEI-programmerne (diversitet, rimelighed og inklusion) var meget mere heftige. De forpligtende kurser i mangfoldighedstænkning og inklusion indeholdt ofte en slags bekendelseshandling, hvor diversitetskonsulenter "hjalp" medarbejdere til at "indse", at de var skyld i strukturel racisme, sexisme eller almindeligt bigotteri.
Det kunne for eksempel ske ved hjælp af IAT-testen (<em>implicit association test</em>), hvor man via en test kunne afsløre toksiske tankestrukturer på arbejdspladsen.
Men det viste sig kontraproduktivt, for mange accepterede ikke at blive udskammet som en strategi til forandring.
Som psykologen Carsten René Jørgensen skriver i sin store bog "Skam", kan skam være en potent social reguleringsmekanisme, men misbruges det retoriske greb – for eksempel fordi der ikke er enighed om idealerne, som man ønsker at regulere efter – kan det blive kontraproduktivt.
Så i stedet for at sortere skidt fra kanel i woke-bevægelsen har man fået en stor vælgergruppe, der kategorisk fravælger kandidater, der omfavner DEI-programmerne. Det så Trump og co., og de har effektivt brugt det.
Det meritokratiske samfunds tyranni
For det andet har den amerikanske drøm været en skælmsk løgn. En samfundskontrakt, der siger, at hvis du gør en indsats, kan du komme til tops.
"Everybody can become president", som Hillary Clinton begejstret fortalte en gruppe skolebørn i 2015 (hvad hun paradoksalt nok selv ikke formåede …). Men det meritokratiske samfund har et indbygget tyranni, som filosoffen Michael Sandel har beskrevet det i bogen "Meritokratiets tyranni", for vi starter ikke med et ens udgangspunkt. Det er umuligt.
Selvom vi ikke arver stillinger, arver vi diverse privilegier, som er mere diffuse, men som ikke desto mindre giver adgang til magt. Forældres netværk, evnen til at afkode sociale værdisystemer eller oplæringen i evner, som samfundet tilfældigvis honorerer for tiden.
Problemet er, at oplevelsen i det rurale Amerika er, at selvom man har overholdt den meritokratiske samfundskontrakt, har man fået værre livsbetingelser på hænderne.
Eliten har svigtet. Bruddet på den sociale kontrakt er i øvrigt fantastisk godt beskrevet af den nuværende vicepræsident J.D. Vance i bogen "Hillbilly Elegy", som viser, hvordan vreden stødt er vokset i de traditionelle arbejderregioner som en konsekvens af den brudte samfundskontrakt.
Det er særligt i disse områder, at hvide evangelikale bor. De vil tilbage til et hvidt, kristent USA, hvor kristendommen bærer samfundets institutioner, og hvor den enkelte kan tro på materiel fremgang for sig selv og sine børn.
Repræsentation kræver kompromisser
For det tredje er der spørgsmålet om repræsentation. Mange evangelikale ser – ligesom den stigende katolske befolkningsgruppe – abortmodstanden som et non-negotiable, et politisk spørgsmål, der ikke er til forhandling.
At stemme demokratisk er derfor ikke en mulighed. Det vil være det samme som at stemme på ondskaben selv. Den holdning har Trump luret, og han ved, at hvis han blot markerer en (diffus) abortmodstand, så kan hans vælgere leve med meget.
Egentlig er det ikke anderledes, end vi ofte tænker det herhjemme, hvor man for eksempel kan høre venstrefløjen sige, at hvis blot man er imod kapitalismen, så kan man leve med dubiøs støtte til palæstinensisk terror.
Eller på højrefløjen, hvis man blot er imod indvandring, kan man sagtens leve med Inger Støjbergs forfatningsovertrædelser.
De evangelikale må sige fra overfor løgnen
Ovenstående gør, at jeg anerkender, at nogle af mine medkristne i USA har truffet valget om at støtte Trumps kandidatur.
Men min anerkendelse skyldes også det principielle, at kristendommen i mine øjne ikke legitimerer ét politisk valg.
Alle politiske ideologier har elementer, kristendommen kan bekræfte, men også noget kristendommen må kritisere.
Som med enhver kultur. Kristne har forskellige interesser og prioriteringer, hvilket afstedkommer forskellige politiske præferencer.
Men med det sagt: Hvad der til gengæld ikke kan accepteres, og det som gør Trump-støtten så problematisk, er MAGA-bevægelsens omfavnelse af løgnen.
Med andre ord, man kan godt være troværdig kristen og støtte Trump, Rusland eller Netanyahu, for virkeligheden er mudret nok til, at der kan være elementer i deres politik, som man foretrækker over alternativet.
Men uanset hvilken politik man støtter, kan man som kristen ikke acceptere, at den fremmes ved hjælp af løgn.
Og her ville jeg gerne høre også evangelikale kristne sige fuldtonet fra. Uden at forlade deres politiske ståsted. Så de sagde nej til DEI-programmerne, nej til bruddene på den meritokratiske samfundskontrakt og nej til mangel på repræsentation, men at de så krævede, at den politiker, der vil repræsentere dem, må klare sig i den politiske strid uden løgnens våben.
Hvis det var sådan, de hvide evangelikale løftede deres politiske røst frem, ville jeg langt bedre kunne forstå det og have været sparret for mange hændervridende grublerier.