"Måske er der noget ved kristendommen, som ikke kan udtrykkes på anden måde end gennem kunst"

Kunst og kirke har til alle tider været uløseligt forbundet. Allerede fra kristendommens spæde begyndelse blev kirkens tro udtrykt i et kunstnerisk sprog, i salmer og poesi. Læs Ulla Thorbjørn Hansens dagbog fra dagene omkring bispevielsen i Roskilde

Nogle præster er af den ene eller anden grund ikke meget for at bruge dem. Men der, hvor man har smukke messehageler med en historie, synes jeg, at man skal bruge dem, skriver biskop Ulla Thorbjørn Hansen. Foto: Rune Hansen/Roskilde Stift

Søndag den 28. august: Sidste søndag som provst

Uanset hvor travle min mand Søren Fahnøe og jeg er, begynder vi dagen med at læse højt og spise morgenmad sammen. For tiden læser vi en andagtsbog af Martin Luther: "Luther brevier, Worte für jeden Tag." Bogen købte jeg på sognerejse i Luthers fodspor med Roskilde Domsogn.

Det er søndag, Herrens dag og en helligdag. Derfor kommer Dannebrog på hel, inden jeg kører til indsættelse af ny præst i Gimlinge. Der er afskedsgudstjeneste i min egen sognekirke og senere en aftengudstjeneste i Tårnborg. Mange var mødt op for at ønske god vind – men det er jo netop også på et 'på gensyn.'

Her en bid af min tale ved afskedsreceptionerne:

"Billeder fra fem provsteår passerer revy: Forår, efterår, vår og høst, vandet i åerne, popler og pile, løvfald og snefald. Flokke af viber, stære, svaler, hen over markerne, harer og rådyr. Provstesyn med spændende oplevelser og møder. Jeg har været rundt på alle kirkernes lofter og set alle kirker, præstegårde og sogne. En rede med et æg – på vej op i et klokketårn; en kæmperotte der blev set hængende med hovedet nedad i et træ – snaps til frokosten på provstesyn på Omø. Det har været lærerigt, sjovt og spændende."

"Kirkesyn er én af de ting, man som provst gerne må overlade til andre. Men lige netop dét at komme rundt og hilse på præster og folkevalgte i menighedsrådene har været meningsfuldt og har i Vestsjælland givet mig et helt andet indtryk af, hvad det vil sige at være præst på landet, i en købstad, på en ø. Jeg er taknemmelig for de erfaringer, jeg ikke havde før. Og for kaffe og hjemmebagte kager – smørrebrød og sandwich, menighedsrådsmøder og kirkegårdudvalgsmøder med frugt og kager. Grus på kirkesti – ja, alle de flotte kirkegårde…"

Mandag den 29. august: Fysioterapi, pressefotos og et bispekors

Efter Luther og en bid mad kigger jeg nok en gang på søndagens prædiken. Bispevielsen skal tv-transmitteres og af hensyn til tekstningen være færdig i god tid. Jeg må til min fysioterapeut i København på grund af smerter i skulder og nakke takket være for meget skærmarbejde og for lidt motion. Alle præster, provster og andre ansatte i folkekirken, som sidder meget ved skærm, burde få tilbudt fysioterapeut og et kig på deres arbejdsstilling. Det handler om APV og arbejdsmiljø.

Tilbage til Roskilde, hvor vi skal have taget de officielle pressebilleder. Henter et nypudset bispekors hos guldsmeden i Roskilde og mødes med en journalist fra Sjællandske. Arbejdsdagen slutter i Slagelse med online-møde, taleskriveri, et par telefonsamtaler og en bid aftensmad med min kære mand.

Tirsdag den 30. august: Bryggerifrokost og "Kunst og kirker"-møde

Hendes Majestæt Dronningen er på sommertogt til Slagelse kommune. Borgmesteren har inviteret mig til – som provst – at deltage i den officielle frokost hos bryggeriet Harboe i Skælskør. Vi sidder ved små borde, hvor der nysgerrigt spørges til, hvad en provst og en biskop egentlig laver. En god anledning til at fortælle kort om folkekirken og det meningsfulde og alsidige arbejde som præst.

Vi er i fuld gang med forberedelserne til årets kunstudstillinger i mange af de lokale kirker, som finder sted den 11-13. november. Så jeg runder dagen af med et bestyrelsesmøde i "Kunst og kirker" og et menighedsrådsmøde, hvor jeg på vegne af den afgående biskop er repræsentant for tilsynet.

Onsdag den 31. august: Sidste dag som provst – på Liselund og i Skælskør til budgetsamråd

Dagen begynder med et provstipræstemøde for provstiets præster på Liselund, som mange kender. Her har stiftets præster igennem mange år mødtes til det årlige stiftspræstestævne. For første gang i fem år må jeg melde afbud til provstiudvalgsmødet senere på dagen, da der ligger mange hastemails vedrørende bispeembedet, og der skal svares på spørgsmål fra journalister.

Mit allersidste møde som provst er aftenens budgetsamråd i Skælskør, hvor provstiets præsterepræsentant indledte med at holde en tale for mig, og jeg fik overrakt et flot billede som gave. Fire nye samarbejdsaftaler bliver godkendt. To af dem er om diakoni og en om et højaktuelt emne: Energi.

Torsdag den 1. september: Første dag på kontoret og første bispetale i Sorø

Da bispeboligen i det gule palæ først forventes klar til indflytning i november måned, pendler jeg indtil videre fra Slagelse til Roskilde. Her er dagens program: Tidligt bispemøde over Teams i Roskilde, morgenmøde med stiftets personale, prøve med domkirkens organist i kirken, interview med journalist fra DR, pressebriefing forud for bispevielsen og til sidst åbning af kunstudstilling på Sorø Kunstmuseum.

Fire messehageler af Maja Lisa Engelhardt er indtil den 20. november udstillet på Sorø kunstmuseum. Her kan man se Engelhardts skitser, fordybe sig i brodøse Berthe Bramsens mange broderi-materialer og skrædder Annette Freifeldts vilde stoffer.

Som provst sker det, at man kommer til kirker, som slet ikke bruger deres messehageler. Nogle præster er af den ene eller anden grund ikke meget for at bruge dem. Men der, hvor man har smukke messehageler med en historie, synes jeg, at man skal bruge dem.

Det er med til at understrege, at en gudstjeneste også er en fest, og at man som præst træder i en andens sted. Når vi læser op af Ordet fra alteret og indstifter nadvermåltidet, gør vi det ikke på egne vegne – men på vegne af ham, som sagde: "Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, vil jeg være midt iblandt jer."

Brugen af messehagler afspejler kirkeårets forskellige farver og kan på en enkel måde at vise kirkegængere, hvor i kirkeåret vi befinder os.

Er det den violette messehagel, som i bodens og eftertankens farve bruges i advent og fastetiden? Eller markerer den hvide messehagel de glade dage: Juledag, påskedag, 2. påskedag og søndagene efter påske? Skal vi iklæde vores hjerte eftertanke og bod, eller skal vi forvente at høre godt nyt fra dødens porte! Det handler om nærvær – det handler om liv. 

Brugen af messehagel skyldes ikke gejstlig pyntesyge, som nogen måske kan tro, men handler om at gå ind i en århundredgammel tradition. Tradition kommer af det latinske ord tradere: at give noget videre.

Kunst og kirke har til alle tider været uløseligt forbundet. Kirken er også et gæstekammer for kunsten. Allerede fra kristendommens spæde begyndelse blev kirkens tro udtrykt i et kunstnerisk sprog, i salmer og poesi. Og måske er der noget ved kristendommen, som slet ikke kan udtrykkes på anden måde end gennem kunst.

Fredag den 2. til søndag den. 4 september: En historisk bispevielse

Først i dag får jeg af DR sendt min prædiken, der kan læses på stiftets hjemmeside.

Lørdag er der generalprøve med de to præster, der skal iklæde mig bispekåben. Stiftspersonalet er statister, og en af stiftsjuristerne spiller dronning. Jeg får strenge instrukser om ikke at trykke dronningen i hånden før efter bispevielsen ved kongeporten. Ved selve bispevielsen vil vores dronning imidlertid gerne trykke mig i hånden i koret, og så bliver det selvfølgelig sådan.

Søndag skinner solen gudskelov smukt. Undervejs til og fra Hotel Prindsen får jeg talt med en række politibetjente, der står vagt ved kirken. Nogle er glade for, at der nu er kommet en kvindelig biskop i Roskilde.

Heldigvis har spørgsmålet om køn ikke fyldt i valgkampen. Nogle har givet udtryk for, at det burde være en mand, der blev biskop, da der er mange kvindelige præster i domkirken. Men biskoppen er biskop for hele stiftet og ikke bare i domkirken.

En lille pige, der blev vist rundt i domkirken, spurgte mig engang, hvorfor der kun hang billeder af mænd bag ved alteret? Det glæder mig at tænke på, at når børn i dag er på besøg i domkirken, så vil de erfare, at ligesom en kvinde kan blive politibetjent, tømrer, soldat, læge og præst, så kan kvinder også godt blive provster og biskopper.

Efter bispevielsen byder borgmesteren velkommen til byen med champagne en flot tale på Stændertorvet. I min egen tale fortæller jeg om, at jeg i valgkampen og som ny biskop er blevet spurgt, hvad jeg vil gøre for at fremme det gode arbejdsmiljø: "Hvad vil du gøre med de præster, der ikke kan enes – eller de menighedsrådsmedlemmer og ansatte, der ikke kan enes? Hvad vil du gøre for at samle stiftet efter en lang valgkamp?"

Benny Andersen er altid god at blive klog af, og jeg sluttede min tale med dette digt:

Jeg har to venner
som er uvenner
og to uvenner
som er venner.

Min ene ven er ven med min ene uven.
Min anden ven er uven med min anden uvens ven.
Det er svært at holde rede på hvem man skal passe på ikke at sige hvad til.

En forsoning ville forenkle forholdet betydeligt
så jeg går stærkt ind for at vende den anden kind til
men har i længden ikke kinder nok
prøver at mobilisere mine venners kinder.

Det har gjort min ene uven venlig
og min ene ven uvenlig.

Min anden uven er blevet uven med sin ven
og min anden ven er blevet ven med min anden uvens tidligere ven men til gengæld uven med sin egen tidligere ven

Jeg overvejer kraftigt at slå en streg over det hele
trække kinderne til mig 
og begynde på en frisk.

(Uddrag af taler og fotos fra reception findes på Stiftets hjemmeside.)

Senere samme aften i Odd Fellow palæet står Kirkeministeriet for en dejlig aften med middag, flotte taler og et himmelsk korindslag fra sangere fra Roskilde Domkirke.

Domprovsten ønsker mig velkommen til samarbejdet med musketereden: "Én for alle, alle for én." På vegne af provstekolleger understreger hun, at provsterne i Roskilde stift ser frem til det og ønsker at bakke op om deres nye biskop. Selv glæder jeg mig til at fortsætte det gode samarbejde med gamle og nye kolleger – nu som biskop.

Mandag den 5. september: Flagdag – og en øm storetå

Jeg henter min fine blå gallakjole i København, og deltager på vej hjem til Slagelse i flagdagsgudstjenesten i domkirken ved sognepræst Maria Harms. Jeg føler mig hjemme hos folk fra forsvaret, da jeg som feltpræst blandt andet har været tilknyttet Livgarden og har været udsendt med dem først til Kosovo og siden Afghanistan. Da jeg kommer hjem, taber jeg en af de tunge gavekasser ned på min storetå. Av! Jeg går i seng temmelig træt og uden at vide om tåen er brækket.

Tirsdag den 6. til fredag den 9. september: Orienteringsmøde og stiftsrådsmøde

Hverdagen begynder i Roskilde med præsteansøgersamtaler og opringning til tre ansøgere til præstestilling. Allerede onsdag aften skal jeg til orienterende møde om stillingen i Mosede, og jeg vil nå at tale med alle ansøgerne forinden. Om eftermiddagen bestyrelsesmøde i Duebrødre Kloster i Roskilde, og tale i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Hersegade i anledning af 50-året for indførelsen af genbrugsbutikker. Jeg slutter dagen på skadestuen i Roskilde for at få tilset min storetå, der gudskelov ikke er brækket.

Dagen efter er der flere samtaler med ansøgere til ledige stillinger. Jeg kører til Mosede til orienterende møde. Torsdag er der administrative opgaver og mit første stiftsrådsmøde som biskop. Fredag er der samtaler vedrørende kommende lokallønsforhandlinger og fredagsandagt i domkirken.

Søndag den 11. september: Fejring af Hendes Majestæt Dronningens 50-årsjubilæum

Festgudstjeneste i Københavns domkirke i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 50-års jubilæum som regent. Hendes Majestæt tiltrådte den 14. januar 1972, i øvrigt på min seksårsfødselsdag. Klokken18 bliver Søren og jeg kørt til gallafest på Christiansborg Slot. I flere dage har jeg været spændt på, om jeg kan få min ømme storetå ned i festskoene. Det lykkedes! På slottet glemmer jeg faktisk næsten alt om den ømme tå i det gode selskab og de flotte omgivelser.

En på alle måder fantastisk og uforglemmelig aften som varer til midnat. Efter middagen, hvor TV2 er med en stor del af tiden, er der stående kaffe i de tilstødende lokaler, hvor vi gæster går rundt og tale med hinanden alle sammen. Sikke en flot fejring af Hendes Majestæts 50 års jubilæum. Og sikke en ære og glæde at få lov til at være med til.

Endnu en uge er nu gået, og jeg ser fortsat frem til – nu som biskop – at gøre mit til at fremtidens kirke har fokus på sjælesorg og diakoni og ordentlig teologi, uddannelse og efteruddannelse, at være kirke – også for de unge, og ikke mindst et godt arbejdsmiljø for alle – ansatte såvel som frivillige.