Min salig far sagde gerne: ”Bordbønnen er sådan set den eneste væsentlige forskel på dyr og mennesker.”
Det behagelige minde om min fars kvikke bemærkninger dukkede uventet op, mens jeg var midt i afsnittet om meningen med ofrene i Jerusalems tempel i Hans J. Lundager Jensens nye bog. Her beskriver han, hvordan det ifølge Mosebøgerne skulle foregå, når en familie i oldtidens Judæa holdt fest og i den sammenhæng kom til templet for at bringe et måltidsoffer.
Bordbønnen bliver – sammen med kirkebryllup og flere andre velkendte ritualer fra vores egen verden – bragt ind i billedet som sammenligninger, for at gøre sider af det fremmedartede tempelritual umiddelbart begribelige.
Og samtidig understreges det, at selv meget fremmedartede ritualer ikke blot skal udføres, fordi de nu engang er ritualer – men at de også kommunikerer grundsandheder om verden, som den ses inden for rammerne af den pågældende religion. Ganske som bordbønnen gør.
Det er karakteristisk for Lundagers pædagogiske tæft, at han har et helt usædvanligt talent for at få øje på den slags illustrative ligheder, og at han er helt uden hæmninger over for faktisk at bruge dem i noget så tørt og seriøst som en lærebog i religionsvidenskab.
Religionstyper og verdensbilleder
At det netop er religionsvidenskab, der er bogens område, fremgår af, at der lige så generøst drages paralleller til fjernøstlig eller sydamerikansk religion og nordisk mytologi, og ikke kun til nært beslægtede kulturer i Mellemøsten, for eksempel babylonsk og egyptisk, som der er tradition for at inddrage, når vi beskæftiger os med Det Gamle Testamente.
Og ikke mindst er bogens overordnede greb til at strukturere sit stof hentet fra religionsvidenskabens værkstøjkasse: Det drejer sig om en skelnen mellem forskellige grundlæggende religionstyper, som hver især er udtryk for en forskellig ’ontologi’, altså et forskelligt billede af, hvordan verden helt grundlæggende er skruet sammen.
Det lyder mere langhåret end det er. Hvis man lige holder fast i bordkanten og følger med gennem Lundagers klare og velskrevne introduktion af begreber som ’tribal’, ’arkaisk’ og ’aksial’ religion, og ontologier som ’analogisme’ og ’animisme’, så er man få minutter senere klædt på til at følge med på forfatterens rundvisning i Det Gamle Testamentes fascinerende verden.
Og man vil med garanti få kastet nyt lys over en lang række velkendte tekster, når man bliver gjort opmærksom på ligheder og forskelle mellem de grundlæggende religionstyper, som teksterne udtrykker. Præster, menighedsrådsmedlemmer og andre interesserede, som vil kigge kirkens grundfjeld efter i sømmene, skal endelig unde sig selv at læse bogen.
Vil man derimod bare have repeteret sin bibelhistorie om Abraham i Mamrelund og Davids sejr over Goliat uden for meget begrebsgymnastik, så skal man nok vælge en anden bog.
Religion og teologi
Bogen handler ifølge sin titel om ”Religion og teologi i Det Gamle Testamente”, og den beskrives beskedent som en ’omskrevet udgave’ af grundbogen ”Gammeltestamentlig religion”, som de fleste teologi- og religionsstuderende i de sidste 23 år har haft gavn af. Omskrivningen har været grundig. Der er ikke én sætning, som går uændret igen fra den gamle udgave, og hele bogens opbygning er tænkt forfra.
I titlen er det nye hovedsagelig, at ordet ”teologi” er kommet ind. Det kunne i nogle sammenhænge opfattes provokerende. Ordene ”religion” og ”teologi” bruges til tider polemisk:
Nogle religionsforskere ser teologi som en ’forkert’ eller ’uvidenskabelig’ analyse af religion, fordi den udøves af religionens egne medlemmer og dermed kan opfattes som værdiladet. Og omvendt bruger nogle teologer ’religionshistorisk’ som et skældsord og kan nærmest brændemærke en tolkning af Paulus som underlødig blot ved at konstatere, at den er religionshistorisk inspireret.
Lundager bruger imidlertid ordet ’teologi’ rent beskrivende: Hvis en religion indeholder klart formulerede sammenhængende forestillinger om det guddommelige, så har religionen en teologi.
At beskrive en religions teologi er ikke anderledes end at beskrive dens ritualer. Og det skal gøres – også hvis man er teolog – inden man eventuelt tager fat på den yderligere opgave at inddrage de gammeltestamentlige tekster i formuleringen af, hvad kristendom er.
Det sidste ligger uden for den aktuelle bogs egentlige anliggende. Men ikke desto mindre munder det sidste kapitel ud i en lille teologisk krølle på halen. Her overvejer forfatteren, hvilken positiv forskel det har gjort for kristendommen, at kirken holdt fast ved Det Gamle Testamente som sin bibel.
Det sker meget lundagersk blandt andet med henvisning til tre af Brorsons salmer. Det er med fuld ret, at forfatteren er kendt som den mest teologisk spændende forsker i Det Gamle Testamente i Danmark – uanset at han sådan set slet ikke er teolog.