Lovsangsgenren opstod i tressernes og halvfjerdsernes USA i den evangelikale hippiebevægelse ”The Jesus People Movement”. Det var en periode i vesteuropæisk historie, hvor de unge samlede sig i et opgør med stort set alle de værdier som efterkrigstidens velfærdssamfund er bygget på.
Et opgør med autoritet, med hierarkier og med alle klassiske, borgerlige normer. Det var en bevægelse, som gjorde, hvad den kunne for at se bort fra historien, og som så sin egen generations samfundssyn som en ny begyndelse.
Lovsangsbevægelsen manifesterede sig, ligesom hele ungdomsbevægelsen, som en modkultur til det bestående. Bevægelsen var et oprør mod den klassiske gudstjeneste og den formelle salmesang og søgte efter et nyt udtryk, inspireret af popkulturen.
Orglet blev erstattet af lovsangsbands, og hele stemningen omkring en vellykket lovsang er båret af et karismatisk udtryk med menighedens synlige og inderlige, gerne ekstatiske, hengivelse og overgivelse til Gud og til situationen.
I Danmark overtog pinsekirken og andre frikirker lovsangskulturen og gjorde den til deres egen. Indenfor de seneste tyve år har lovsangskulturen langsomt vundet indpas, først i frikirkerne, så i Indre Missions missionshuse og siden i stadigt flere folkekirker.
I tressernes ånd: Et radikalt brud med det bestående
I Herning Kirke erstattede en af kirkens præster i en periode kirkens musikalske nadverpraksis med et amatørlovsangsband. Det betød, at kirkens organist og kor ikke længere skulle understøtte salmesangen under nadverhandlingen, og at koret ikke skulle indlede nadverhandlingen med en korsats. Introduktionen af lovsangsbandet blev gennemført ud fra præstens ønske om fornyelse – som noget, der skulle appellere til de unge.
Rent stilistisk, liturgisk, trosmæssigt og æstetisk var denne fornyelse, efter min mening, en disruption af gudstjenesten, helt i tressernes ånd, som netop udgjorde et forsøg på et radikalt brud med det bestående.
Den lutherske højmesses fremdrift er båret af en meget præcis fornemmelse for proportioner
Efter en periode besluttede kirkens menighedsråd at overlade den musikalske understøttelse af lovsangsfremførelsen til kirkens organister og kor og samtidigt indskrænke brugen af lovsange ved Herning Kirkes højmesser til ti gange om året, og da således at lovsangene skulle veksle med salmebogssalmer.
Udover de ti søndage med lovsangsislæt under højmessen er der stadigvæk rig lejlighed til at synge lovsange i Herning Kirke. Der er et antal årlige frimesser ved kirken, som er rytmiske gudstjenester med eget band i kirken.
Trance og transcendens fremfor liturgisk puls
Hvad var det, der fik menighedsrådet til at fjerne amatør lovsangsband fra højmessen i Herning Kirke? Det var, at den kultur, den opførelsespraksis, som her forsøgsvis blev transplanteret ind i højmessen fra frikirkerne og missionshusene, ikke fungerede.
Med et musikalsk, æstetisk blik på sammenstødet kan det udtrykkes således, at højmessens liturgiske puls blev ødelagt.
Den lutherske højmesses fremdrift er båret af en meget præcis fornemmelse for proportioner. Det er en kollektiv forståelse, som gør, at man efter en højmesse hurtigt kan blive enige om når en prædiken var ”for lang”, et salmetempo ”for hurtigt”, at organistens salmeforspil var ”for lange” eller at der var ”underlige huller” undervejs.
En højmesse er næsten altid et fastelavnsris af stil- og genresammenblandinger. Vi synger Kingo, Peter Balslev-Clausen, Palladius og Lissner side om side, uden at nogen har ondt af det. Vi lytter til orgelmusik af Bach, Messiaen eller af kirkens egen organist, uden at det føles akavet.
Denne genremangfoldighed holdes på plads af en gammel, bæredygtig liturgi, som udfoldes med gehør for storformen og med forståelsen af rollen for hver enkelt medvirkende i gudstjenesten. Den ægte, ufortyndede lovsangspraksis udgør med sin inderlighed og sin sentimentale grundtone en tidsfornemmelse, som dyrker trancen og transcendensen frem for den liturgiske puls.
Den udgør også et brud med det, jeg tænker på som den lutherske blufærdighed, hvor man ved en luthersk gudstjenesten har mulighed for at være sammen hver for sig. Hvor højmessen skaber et rum for den enkeltes sorg, glæde, tro og anfægtelse, og hvor vi, alt efter dagsformen, kan synke komplet ind i os selv eller deltage mere aktivt i tjenesten.
Samfundet i kirken og kirken i samfundet
Igen minder jeg mig selv om, at jeg kun har mandat til at skrive om praksis i Herning Kirke. Vi er én kirke af mange, og det normale har vide rammer, som psykologen Sten Hegeler sagde i en anden sammenhæng. Der er mange kirker i landet, som har glæde af lovsange i deres gudstjeneste, og det er ikke min opgave at anfægte den glæde. Her skal jeg blot give min forståelse af musikkens rolle ved Herning Kirke og i kirkens højmesse.
Denne bølgebevægelse af samfundet i kirken og kirken i samfundet giver kirken en stemme i byen – eller i verden, for den sags skyld
Musikken ved Herning Kirke er med til at indramme og understrege kirkeårets gang. På de store kirkefester folder musikken sig ud i stort format, hvor en propfuld kirkes menighedssang understøttes af koret som den instruerede del af menigheden, og musikken understreger søndagens festlige karakter.
På allehelgenssøndag opføres en dødsmesse, et requiem af enten Mozart, Duruflé eller af Fauré i opsætning med kirkens kor samt orkester og solister. Få uger senere opføres enten Bachs juleoratorium eller Händels "Messias". Kirkens klokkespil afspiller sange og salmer, som understreger årets og kirkeårets gang.
Herning Kirkes Drengekor forlader jævnligt kirkerummet og deltager i byens liv. Når for eksempel byens stolthed, FC Midtjylland, kæmper sig ind i Champions League, deltager drengekoret i festlighederne med afsyngningen af ”You’ll never walk alone”.
Det er kirken i samfundet, ligesom koret på turnéer over hele verden bringer en hilsen fra den danske folkekirke. Så samme måde inviterer Herning Kirke til stadighed ”samfundet” i kirke med afholdelse af stort anlagt U2-gudstjenester, spontant gennemført eller minutiøst planlagte gudstjenester, som en kommentar til en akut opstået flygtningesituation i landet eller en formel jubilæumsfejring af byens købstadsstatus.
Denne bølgebevægelse af samfundet i kirken og kirken i samfundet giver kirken en stemme i byen – eller i verden, for den sags skyld. Kirken tilbyder også en højmesse som ugens festlige højdepunkt.
Gudstjenestefornyelse med respekt og kendskab til det bestående
I Herning Kirke er der ved højmessen god plads til frivilliges medvirken. Det er hyggeligt og pædagogisk meningsfuldt, hvis tjenesten i formessen gæstes af et lille indslag fra eksempelvis minikonfirmanderne. Det er også meningsfuldt, når vekslende medlemmer af menighedsrådet beder ind- og udgangsbøn eller assisterer ved nadverhandlingen med at uddele brød og vin.
Hvad der derimod ikke giver mening er, hvis et lovsangsband erstatter kirkens professionelle ansatte i gennemførelsen af bærende led i gudstjenesten, og således disrupter tjenestens gang med et æstetisk og trosmæssigt udtryk, som radikalt overskrider den gudstjenstlige ramme, som ellers siden 1889 elegant har rummet en menighed, som trosmæssigt spænder fra Indre Mission over de kulturkristne til de grundtvigianske.
Denne musikalske konfrontation udløste i 2020 Herning Kirkes første listevalg til menighedsrådet i over tyve år. Afstemningen gjorde klart at lovsangsfløjen udgjorde et absolut mindretal.
Menighedsrådet, som tiltrådte 1. søndag i advent 2020, er allerede i gang med at fremtidssikre menighedens gamle, smukke sammenhængskraft, og vise hvorledes kirkens og gudstjenestens fornyelse kan foregå med respekt og kendskab til det bestående.
Mads Bille er leder af Den Jyske Sangskole og tidligere organist og korleder i Herning Kirke.
