Nyhedsanalyse

Vokser folkekirkens ledelsesproblemer i takt med forsøgene på at løse dem?

Kontaktpersoner til lederuddannelse hos Landsforeningen af Menighedsråd. Mange medarbejdere efterlyser mere professionel ledelse i folkekirken, men hvordan gør man det i en institution, der er allergisk over for professionalisme? Foto: Iben Gad

Præster og medarbejdere i folkekirken klager over uprofessionel ledelse, men det er svært at blive klog på, hvad det er for en ledelse, de ansatte savner. Hvad er ‘professionel ledelse’ i en folkekirke, der er allergisk over for professionalisme?

I novellen ’Paaskeklokken’ beskriver Martin A. Hansen en konflikt mellem to af fortællingens bipersoner: Den ældre førstelærer, som er kirkesanger i landsbykirken, og den unge andenlærer, som er organist. 

Førstelæreren, som har kuldsejlede sangerambitioner i bagagen, kan ikke følge med, hvis salmetempoet er for hurtigt. Og den iltre andenlærer er irriteret over den gamle førstelærer og sætter konsekvent tempoet hurtigt an.

Man har på fornemmelsen, at konflikten kan vare i det uendelige, eller i hvert fald indtil en af dem siger op, for novellen foregår i 1940’erne, længe før nogen i folkekirken lærte at sige ‘ledelse’. 

I dag ville ledere og konsulenter stå i kø for at løse landsbykirkens samarbejdsproblemer: Kontaktperson, daglig leder, provst og eksperter fra provsti, stift, Landsforeningen af Menighedsråd og Folkekirkens Arbejdsmiljøråd – plus en mindre hær af freelancere, der har opdaget, at folkekirken er et lukrativt marked for HR-konsulenter.

Ledelse “er blevet det nye sort i folkekirken de sidste fem til ti år,” som en daglig leder udtrykker det i Kirke.dk’s artikelserie “Fokus på kontaktpersonen”, og ledelse er ikke længere et bandeord i folkekirken – tværtimod lyder det folkekirkelige fagsprog efterhånden oftere som et kompendium fra CBS end som en lærebog fra Det Teologiske Fakultet.

Ledelse er ikke længere et bandeord i folkekirken – tværtimod lyder det folkekirkelige fagsprog efterhånden oftere som et kompendium fra CBS end som en lærebog fra Det Teologiske Fakultet.

Men trods et utal af kurser, rapporter, regler og retningslinjersenest en vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende adfærd – er det svært at undgå en fornemmelse af, at mængden af ledelses- og samarbejdsproblemer i folkekirken vokser proportionalt med forsøgene på at løse dem. I den såkaldte mobberapport fra 2018, angav 25 procent af præsterne, at de oplevede at blive blive mobbet

Mobning var engang noget, børn gjorde ved hinanden i skolegården, og som krævede, at en myndig voksen greb ind. I dag dækker begrebet også de voksnes indbyrdes chikanerier, og så er spørgsmålet, hvilken myndig person, der skal gribe ind? Det spørgsmål er særligt påtrængende i folkekirken, hvor autoritetstroen kan ligge på et meget lille sted. 

Selv om det nærmest er blevet et mantra blandt præster og medarbejdere, at problemerne i folkekirken skyldes dårlig eller uprofessionel ledelse, er det svært at blive klog på, hvad det er for en ledelse, de ansatte savner. Traditionen for selvledelse er så stærk i folkekirken, at de færreste ansatte bryder sig om en leder, der blander sig i arbejdets tilrettelæggelse. 

Er god ledelse simpelthen den ledelse, der giver én medhold i en konflikt? Og dårlig ledelse det modsatte? Og hvad er ‘professionel ledelse’ i en folkekirke, der er allergisk over for professionalisme og ‘djøfisering’?

De kirkelige fagforeninger, som Kirke.dk har talt med, er på den ene side enige om, at den lokale ledelse i skikkelse af en kontaktperson fra menighedsrådet er en god løsning, men samtidig efterlyser flere af organisationerne bedre uddannede og erfarne kontaktpersoner

“Har vedkommende en ledelsesbaggrund, så er der sjældent problemer,” siger Jens Zorn Thorsen, formand for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere.

Omvendt mener en af folkekirkens mest erfarne kontaktpersoner, Mogens Kühn Pedersen fra Bagsværd, at netop kontaktpersoner med ledelsesbaggrund kan skabe problemer:

“Du kan godt have en forudindtaget holdning om, hvordan det skal køre i en kirke, hvis du kommer fra en større dansk virksomhed. I folkekirken har vi bare helt andre normer,” siger Mogens Kühn Pedersen – som i øvrigt selv har CBS-baggrund.

Også Provsteforeningens årsmøde, som begynder i dag, skal diskutere ledelse. Drøftelsen skal blandt andet handle om ‘operationel’ versus ‘relationel’ ledelse, hvor det første er det gammeldags, autoritære ‘ledelsesparadigme’, hvor lederen beslutter og bestemmer, mens det andet er den moderne metode, hvor lederen inddrager medarbejderne og snakker sig tilrette med dem. 

Relationel ledelse anbefales af konsulenterne bag mobberapporten som “svaret på, hvordan kompleksiteten i ledelsesstrukturen kan håndteres” – en anbefaling, som formand for Provsteforeningen Peter Birch stiller spørgsmål ved i sin årsberetning: “Findes der overhovedet ledelse, der ikke er relationel?” spørger han blandt andet. 

Ikke i folkekirken, fristes man til at svare. Det, som i tidens ledelsessprog kaldes relationel ledelse, er måske ligefrem opfundet i folkekirken, hvor beslutninger næsten altid er blevet truffet gennem – ofte pinagtigt langstrakte – forhandlinger. 

Var der fundet en lykkelig løsning på mobberierne i Martin A. Hansens novelle, hvis de havde fundet sted i dag, hvor alle har travlt med at sætte folkekirkens ledelse i system? Eller er det i virkeligheden sådan, at jo mere, man forsøger at sætte ledelse i system, des mere indviklet bliver det?

Fokus på kontaktpersonen

I en serie af artikler ser Kirke.dk nærmere på kontaktpersonen – det menighedsrådsmedlem i sognekirkerne, der er leder for kirkefunktionærerne. Hvordan fremmer kontaktpersonen et godt samarbejde mellem menighedsråd, medarbejdere og præster? Hvor krævende er opgaven, og hvilke faglige kompetencer bør kontaktpersonen besidde? Læs med og få gode råd og inspiration.

Læs alle artiklerne i serien