Kunstner: Helsides avis-annonce skal få kirken til at droppe djævle-snakken

Billedkunstneren Hein Heinsen har indrykket en helsides-annonce i Kristeligt Dagblad for at få djævelen ud af folkekirkens trosbekendelse

Billedkunstneren Hein Heinsen mener, at når man i folkekirken indleder trosbekendelsen med at forsage djævelen, fjerner man fokus fra den treenige opfattelse af Gud. Han kalder det 'videnskabelig svindel' og er så optaget af sagen, at han har indrykket en helsides annonce i Kristeligt Dagblad.
Billedkunstneren Hein Heinsen mener, at når man i folkekirken indleder trosbekendelsen med at forsage djævelen, fjerner man fokus fra den treenige opfattelse af Gud. Han kalder det 'videnskabelig svindel' og er så optaget af sagen, at han har indrykket en helsides annonce i Kristeligt Dagblad. Foto: Petra Theibel Jacobsen

En forsagelse af forsagelsen. Sådan kunne man betegne billedkunstneren Hein Heinsens seneste påfund.

“Hvis Hein var meget ærlig, ville han sige, at det er videnskabelig svindel, når vi forsager djævelen i den danske folkekirke,” siger Hein Heinsen til Kirke.dk.

I et telefoninterview mellem støv og slibning af bronze forklarer kunstneren formålet med den helsides-annonce, han har indrykket i dagens Kristeligt Dagblad.


            Heín Heinsens annonce i Kristeligt Dagblad 29/03 - 2019
Heín Heinsens annonce i Kristeligt Dagblad 29/03 - 2019

Vil have "sandheden frem" om Djævelen i Trosbekendelsen

Annoncen består af en 11 linjers lang tekst på en grøn baggrund. Den opridser det lovmæssige forhold mellem stat og folkekirke, den lister den evangelisk-lutherske kirkes fem bekendelsesskrifter op, og til sidst står der så med røde bogstaver:

“Ingen af disse 5 rummer en forsagelse af djævelen.”

Hein Heinsen står bag annoncen, og hans formål er “at få sandheden frem,” siger han over telefonen fra sit værksted i København.

“Hver eneste gang folk slår op i salmebogen, kan de få den tro, at forsagelsen af Djævelen er en del af Den apostolske Trosbekendelse. Men det har den aldrig nogensinde været.”

Grundtvig eller ej - djævel er et forsimplet ansigt på ondskab

Hein Heinsens annonce handler altså om Djævelen. Nærmere bestemt handler den om at få en sætning om Djævelen ud af den trosbekendelse, som der bliver læst op fra hver eneste søndag i folkekirken.

“Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.”

Sætningen blev tilføjet trosbekendelsen, da gudstjeneste-ordningen i Danmark blev redigeret i 1949. Mange kirkehistorikere tilskriver Grundtvig ansvaret for, at det skete, men Grundtvig stod ikke alene om at ville forsage et billede på ondskab, mener Hein Heinsen.

“Man har kun halvvejs ret, hvis man mener, det kun var Grundtvig, der ville give Fanden et spark. Det var i sidste ende biskopperne, der tilføjede forsagelsen i gudstjeneste-ordningen, og jeg mener, de gjorde det, fordi de blev mere og mere bekendt med, hvilken ubeskrivelig ondskab Holocaust var udtryk for.”

De daværende biskopper var dermed skyld i, at der kom øget fokus på en særlig karakter for ondskab. Derfor lægger kunstneren nu op til en grundig debat om teologi i folkekirken.

“Hvis en halvstuderet røver som mig kommer med sådan en påstand, hvorfor kommer teologiprofessorerne så ikke på banen og siger, jeg ikke har styr på min kirkehistorie. Det vil jeg gerne se,” siger han.

Djævel flytter fokus fra trinitetslæren

Hein Heinsen er også forfatter, og udgav i 2010 bogen 'Trinitetsmaskinen'. Han mener, at djævle-forsagelsen i trosbekendelsen er med til at flytte fokus fra den treenige opfattelse af Gud. I stedet burde folkekirken lægge vægt på formuleringen om ondskab i Fadervor, siger han. 

"Djævelen kommer til at stå i vejen for det, der er indholdet i vores tro. Troen på Faderen, Sønnen og Helligånden - triniteten, der er det, hele Vesten bygger på, og jeg kan ikke døje, at man tilføjer et fjerde led. Det er kirkehistorisk falsk."

"Jeg kan meget bedre lide den måde, vi siger det på i Fader Vor - at man beder Gud om hjælp til at bekæmpe ondskaben."

Tror du egentlig selv på Djævelen?

“Jeg tror bestemt på, at det onde findes i utrolig mange skikkelser. Jeg kender for eksempel Hannah Arendt (filosof og forfatter, red.), og jeg enig med hende, når hun siger, at Djævelen er en meget dårlig figur for kristendommen. Når man tænker på en type som Adolf Eichmann (tysk SS-officer under 2. Verdenskrig, red.), så er det for simpelt at sige, at han var Djævelen selv, for han var én særlig iskold udgave af ondskab, og der findes mange versioner af ondskab.”

“Så det farlige ved at iklæde ondskaben klør er, at vi kommer til at skabe en fascination for det onde. Det væsentlige i kristendommen er, at livet er en gave, og at al ondskab er forbundet med tilgivelse.”

Annonce om blasfemi i Politiken 

Det er ikke første gang, at Hein Heinsen indrykker en annonce for at skabe debat. I 2009 lavede han ligeledes en helsides-annonce, som han fik bragt i Politiken. Dengang for at få afskaffet den danske blasfemi-paragraf.

“Og den endte jo med at blive afskaffet, blasfemi-paragraffen (blev afskaffet i 2017, red.). Jeg håber, det går på samme måde med forsagelsen af Djævelen i trosbekendelsen,” siger han.

Annonce var sidste udvej for trosbekendelsen

Hein Heinsen er på vej tilbage til slibearbejdet i værkstedet, da han opridser sine hidtidige forsøg på at få redigeret trosbekendelsen. Han har forsøgt at skrive indlæg i Kristeligt Dagblad, men han mener, de er blevet afvist.

Han har skrevet til biskopperne, men har ifølge ham selv fået svar om, at de kigger på sagen.

“Til sidst tænkte jeg, at der ikke var andet tilbage end at lave en annonce.”