Analyse

Kunsten at hæve landskirkeskatten uden at medlemmerne mærker det

Kirkeministeren kan forbyde provstiudvalgene at lade kirkeskatten stige. Hun kan højst forvente, at provstiudvalgene accepterer at betragte landskirkeskatten og den lokale kirkeskat som forbundne kar og finde besparelser på de lokale budgetter. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Tirsdagens udmelding fra Kirkeministeriet er en påmindelse om den anstødssten, det er for mange i folkekirken, at kirkeministeren alene kontrollerer Fællesfonden og bestemmer landskirkeskattens størrelse

I tirsdags, mens resten af Danmark var optaget af regeringens sundhedsreform, udgik der en pressemeddelelse fra det mindste ministerium, Kirkeministeriet, med den spektakulært udramatiske overskrift: “Folkekirken øger pensionshensættelserne”. 

Under overskriften gemte sig nyheden om, at Kirkeministeriet hæver landskirkeskatten. Og det er jo en væmmelig besked at give for en minister, hvis parti ønsker at sænke skatterne. Helt tilbage i 2002 fik daværende kirkeminister Tove Fergo (V) ørerne i regeringsmaskinen for at ville hæve landskirkeskatten trods regeringens skattestop. Det understreges da også i pressemeddelelsen, at den hævede landskirkeskat ikke forventes at betyde ændringer i kirkeskatteprocenten for det enkelte folkekirkemedlem.

At man kan hæve en skat, uden at skatteyderne mærker det, lyder som trylleri. Det vender vi tilbage til.

Når ministeriet vælger at skrue op for landskirkeskatten, er det for at løse et økonomisk problem, der længe har tårnet sig op i den folkekirkelige horisont: Danskerne lever længere og længere – også de tjenestemandsansatte funktionærer folkekirken. Tjenestemandsansættelserne er ganske vist under udfasning, men der sidder stadig omkring 800 organister, kordegne, kirketjener og andre, som i de kommende år forlader arbejdsmarkedet med udsigt til en livslang tjenestemandspension – en pension, der skal finansieres af arbejdsgiverne, menighedsrådene.

Det kan udvikle sig til en bombe under økonomien, også selv om det siden 2007 har været lovpligtigt for menighedsrådene at hensætte 18,4 procent af funktionærernes løn. Derfor har kirkeminister Mette Bock (LA) valgt en løsning, hvor en stor del af den voksende udgift til tjenestemandspensioner overtages af Fællesfonden – den pengekasse, som landskirkeskatten ender i, og som administreres af Kirkeministeriet. Omkring 70 millioner kroner ekstra skal der hvert år tilføres Fællesfonden via landskirkeskatten for at få råd til de sejlivede tjenestemænds pensioner.

Landskirkeskatten er imidlertid ikke en skat, som Kirkeministeriet opkræver fra folkekirkens medlemmer – det har ministeriet ikke kompetence til. I stedet melder kirkeministeren hvert år det ønskede bidrag til Fællesfonden ud til provstiudvalgene. Provstiudvalgene lægger bidraget sammen med de lokale udgiftsbehov og sender det samlede beløb til kommunen, der så ud fra antal folkekirkemedlemmer og gennemsnitsindtægt beregner kirkeskatteprocenten.

Det er altså hverken Kirkeministeriet eller kommunen, der bestemmer kirkeskattens samlede størrelse, men alene provstiudvalgene (hvilket en af Mette Bocks partifæller i Haderslev Byråd blev belært om sidste år). 

Og nu til trylleriet: Hvordan kan Mette Bock hæve landskirkeskatten med 70 millioner om året, og samtidig vide sig sikker på, at de lokale provstiudvalg ikke sender regningen videre til folkekirkemedlemmerne?

Svaret er, at det kan hun ikke. Kirkeministeren kan ikke pålægge menighedsrådene at spare – eller, som det med en teknokratisk eufemisme hedder, “omprioritere inden for det lokale råderum.” Og hun kan heller ikke forbyde provstiudvalgene at lade kirkeskatten stige for det enkelte medlem. Hun kan højst forvente, at provstiudvalgene accepterer at betragte landskirkeskatten og den lokale kirkeskat som forbundne kar og finde besparelser på de lokale budgetter, der opvejer det øgede budget i Fællesfonden. 

Formentlig lykkes tryllekunsten. Dels er problemet med pensionerne så stort og det gennemsnitlige sparebehov så lille (1,22 procent ifølge Kirkeministeriet), at alle kan se det fornuftige i at demontere den tikkende pensionsbombe ved at smøre udgiften tyndt ud på alle folkekirkens sogne i en årrække fremover. Og dels er både Provsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd repræsenteret i den budgetfølgegruppe for Fællesfonden, som har indstillet løsningen til kirkeministeren

Ikke desto mindre er tirsdagens udmelding fra Kirkeministeriet en påmindelse om den anstødssten, det er for mange i folkekirken, at kirkeministeren alene kontrollerer Fællesfonden og bestemmer landskirkeskattens størrelse. 

Det var Tove Fergo, der nedsatte budgetfølgegruppen i 2002, da Fællesfondens økonomi var alvorligt trængt, og der var behov for at skabe demokratisk legitimitet omkring ministeriets forvaltning af Fællesfondens mange milliarder. 

Allerede dengang var der imidlertid mange, der så budgetfølgegruppen (der tæller en biskop, formændene for Provsteforeningen og Landsforeningen samt en stiftskontorchef) som en lidet tilfredsstillende løsning på et stort demokratisk problem. Kravet om en “demokratisering” af folkekirkens økonomi har siden jævnligt lydt – mest konkret i 2014 i form af en udvalgsbetænkning om “en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”.

Betænkningen fandt dengang ikke politisk flertal. Men hvis det kommende folketingsvalg fører til en socialdemokratisk mindretalsregering og dermed den første socialdemokratiske kirkeminister i næsten 25 år, for eksempel, så er det sandsynligt, at en den nye minister vil støve strukturreformen af – til begejstring for dem, der ønsker, at et demokratisk valgt organ skal forvalte Fællesfonden, men til skræk og rædsel for dem, der frygter, at sådan et råd vil udvikle sig til en synode.